Debat

Kritik af skaterbane på havnen

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Kritik af skaterbane på havnen

Dragør Kommunalbestyrelse har den 18. december 2025 vedtaget forslag til Lokalplan 82 og tilhørende kommuneplantillæg 6 for et skaterbaneanlæg på Dragør havn.

Dette er en begrundelse for, at skaterbanen ikke bør placeres det aktuelle sted.

Skaterbaneanlægget og beliggenheden

Den eksisterende skaterbane udvides fra 200 kvadratmeter til 735 kvadratmeter ind i en større fredet grønning eller grøn kile mellem Dragør Havn og Dragør Fort, foran den østlige front af Dragør gamle by ud mod Øresund.

Skaterbanen bryder hele miljøets landskabelige og kulturhistoriske karakter ved sin beliggenhed og afgrænsning. Dragørs gamle bydel lå i 1700- og 1800-tallet med sin tætte bebyggelse ud til sundet i et helt åbent landskab af strandenge. I dag er den gamle bydel omgivet af nyere villabebyggelse. Kun foran den gamle bydels østlige front er der nu åbent landskab og visuel forbindelse til vandet langs kysten.

Forholdet til kommuneplanen

Grønningen, hvori skaterbanen udvides, er i den gældende kommuneplan udpeget som del af et samlet kulturmiljø, der afspejler samfundets historiske udvikling (jævnfør Dragør Kommuneplan 2022, side 103).

Kommuneplanens hovedstruktur indeholder blandt andet følgende retningslinjer:

  • De bevaringsværdige kulturhistoriske træk omfatter såvel den historiske bebyggelse, de historiske moleanlæg og grønninger som de på havnen i nyere tid tilkomne bebyggelser og anlæg (Skurbyen, færgemolen med videre).
  • Dragør gamle bydels direkte tilknytning til den gamle havn og den klare afgrænsning mod det sydlige havneområdes grønninger skal bevares. Oplevelsen af sammenhæng mellem den gamle bydel, havnen, grønningen og vandet skal fastholdes.
  • Havneområdets grønne hovedtræk og kiler skal opretholdes og forstærkes.

Skaterbaneanlægget strider mod kommuneplanens retningslinjer.

For det første er grønningen et bevaringsværdigt kulturhistorisk hovedtræk af betydning for oplevelsen af den gamle by.

For det andet griber anlægget i grønningen med en bastant og fremmedartet karakter af beton ind i sammenhængen mellem den gamle bydel, havnen og vandet.

For det tredje bryder anlægget den nuværende klare afgrænsning mellem havneområdet og grønningen. Dermed anfægtes den grønne kiles afgrænsning som et principielt hovedtræk.

Forholdet til tentativlisten for UNESCO-verdensarv

Skaterbaneanlægget inddrager en del af grønningen, som i kommuneplanen er udpeget som bufferzone omkring den bevaringsværdige gamle by og havn.

Selve byen og havnen er optaget som nomineringsområde på den danske tentativliste over mulig fremtidig verdensarv (jævnfør Dragør Kommuneplan 2022, side 107). Det indebærer, at den gamle by og havn også er en »national interesse, der skal sikres gennem blandt andet udlæg af bufferzoner i kommuneplanen, således at udpegningsgrundlaget ikke krænkes eller forringes« (jævnfør oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, juli 2025, side 40).

I forbindelse med lokalplanen er der ikke foretaget tilstrækkelig sikring af kulturinteresserne i bufferzonen, og der er ikke sket høring af den ansvarlige overordnede myndighed, Slots- og Kulturstyrelsen.

Forholdet til nationale kulturmiljøer

Dragør gamle by og havn er senest udpeget som såkaldt nationalt kulturmiljø. Dragør er med som et særligt eksempel på en skipperby.

Det betyder, at Dragør sammen med 15 andre byer med middelalderlig oprindelse fremover er af national interesse (jævnfør udpegning af nationale kulturmiljøer 2025, Slots- og Kulturstyrelsen, side 16).

De udpegede bymiljøer skal sikres gennem kommunernes planlægning efter planloven. Det fremgår af den statslige udpegning for Dragør, at grønningen, hvor skaterbanen placeres, indeholder værdifulde kig, sigtelinjer, udsigter og rumdannende grønne områder, netop ud for byens østlige front. Der er med lokalplanen ikke taget tilstrækkeligt hensyn til disse træk.

Konklusion

Sammenfattende er det min vurdering, at det planlagte skaterbaneanlæg er med til at forringe oplevelsen af et roligt landskab med vid udsigt til og fra et sjældent bevaringsværdigt kulturmiljø.

Anlægget vil forstyrre oplevelsen af storhed ved den velbevarede, ydmyge, tætte bebyggelse fra sejlskibstiden, hvor kongens leje opstod i middelalderen.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER