»Måske er det dumt – men jeg kan ikke lade være«

Henrik Askø Stark er en mand, der taler meget. Det ved alle, som har brugt mere end fem minutter sammen med ham. Men han er mere tavs, hvis han skal tale om sig selv – og om, hvorfor han lægger sjæl, hjerte og sparepenge i Dragør Nyt hver eneste dag.

Men det er svært at lancere et nyt Dragør Nyt og præsentere den kæmpe udvikling, avisen allerede har gennemgået og kommer til at gennemgå i de kommende år, uden at fortælle hans historie som en af de få private avisejere, der er tilbage i Danmark.

Så vi har placeret chefredaktøren i den varme stol – lidt mod hans vilje – og har hevet historien ud af ham. Når han først kommer i gang, kan han selvfølgelig fortælle meget. Ord mangler han som sagt ikke.

Gik til hånde hos far

Henrik Askø Stark er født og opvokset i 1970’ernes Greve med to storebrødre, en mor, der var skolesygeplejerske, og en far, der var selvstændig med en grafisk virksomhed.

En helt central læresætning, som Henrik og hans brødre fik med sig hjemmefra, var, at hvis man skulle bruge penge, måtte man tjene dem først.

Så seksårige Henrik arbejdede i farens grafiske værksted, der lå på Kigkurren på Islands Brygge. Her blev der trykt på den gammeldags måde, hvor hvert bogstav og hver streg var en blytype – altså et lille stykke bly med inskription i.

Alle blystykker blev sat sammen på en trykplade, der så kunne blive til en avis- eller bogside. Efter tryk blev alle blystykker pillet af pladerne og skulle sorteres i sættekasser, så de var klar til næste dags trykopgaver.

»Det krævede, at man var rap på fingrene og kunne bogstaverne. Så på den måde lærte både mig og mine brødre alfabetet og at læse – og vi lærte også noget om arbejdsmoral og at være effektiv,« fortæller Henrik Askø Stark.

Der stod journalist og politiker på ønskelisten

Som 12-årig begyndte Henrik Askø Stark at læse korrektur på tekster til Dragør Nyt, så han fik på alle måder den grafiske branche ind med blodet. Men han forestillede sig aldrig, at det var noget, han skulle arbejde med. Han interesserede sig nemlig voldsomt for politik og den teknologiske udvikling, der udfoldede sig i starten af 1980’erne, hvor han var teenager.

»Så som 14–15-årig sad jeg og udviklede et computerprogram, der kunne lave beregninger og forudsige primærvalgene til det valg, som førte hen mod, at Ronald Reagan blev valgt som præsident i 1984. Det var sådan noget, jeg sad og legede med,« forklarer han.

Fremtidsplanerne lød derfor på at blive journalist eller gå ind i politik. Men da valget skulle tages som 18-årig, kunne han ikke overskue tanken om at skulle flytte helt til Aarhus for at gå på landets – dengang – eneste journalistuddannelse.

Han søgte i stedet ind på en række forskellige studieretninger på Københavns Universitet og kom ind på teatervidenskab, selvom han den dag i dag stadig ikke kan forklare sig selv, hvorfor det var en af hans prioriteter.

»Det tog mig et studieår at finde ud af, at teatervidenskab var ufatteligt interessant, men ikke det, jeg skulle. Jeg lærte godt nok mange ting i de flotte, støvede lokaler og af de mennesker, jeg læste med, men jeg ville stadig noget med kommunikation og også gerne noget med økonomi, fordi jeg altid har været lidt af en talnørd,« lyder det fra Henrik Askø Stark.

Blev selvstændig og kørte i Opel

Derfor blev det senere til tre år på RUC, hvor han efter basisårene skulle kombinere erhvervsøkonomi og kommunikation. Han færdiggjorde erhvervsdelen, men tog aldrig kandidatgraden, fordi der skete mange andre ting i mellemtiden.

Han var blandt andet flyttet til Amager og blev spurgt, om han ville starte et sætteri, der lavede grafisk opsætning af tryksager i Hørsholm som eneleverandør til et reklamebureau.

»Jeg fik stillet en gammel, guldfarvet Opel Rekord til rådighed, som fragtede mig frem og tilbage mellem Amager og Hørsholm. Det var på et tidspunkt, hvor man følte sig ung og udødelig, så jeg arbejdede solen sort. Der var altid lige en opgave mere og altid en deadline – som dengang, hvor jeg sad foran en skærm i 60 timer, fordi vi skulle lave en programavis færdig. Sådan gik der et par år, hvor arbejdet altid kom først,« fortæller han.

Efter nogle år besluttede han sig for at løsrive sig fra reklamebureauet og blive 100 procent selvstændig med virksomheden DeskToppen.

For blytyperne var for længst fortid, og han var efterhånden en erfaren autodidakt grafiker, der havde både den visuelle og den tekniske indsigt, som skulle til.

»Jeg synes i mit ungdommelige overmod, at DeskToppen var et umådelig smart navn. Og jeg trivedes med at være selvstændig. Jeg lavede en del grafiske opgaver for min fars virksomhed, men fik også mine egne kunder og satte både magasiner og bøger op. Jeg var også allerede dengang inde over Dragør Nyt, som min far havde arbejdet med hele mit liv – og lidt til,« fortæller Henrik Askø Stark.

Midt i tilværelsen som selvstændig og RUC-studerende mødte han Minna, der senere blev hans kone, og de fik børn. Og med arbejde og familie blev skolebænken sorteper.

Sværdslag for Dragør Nyt

Nogle år gik. Minna og Henrik havde købt hus i Hvidovre, hvor de boede med deres tre børn. Og Henriks far var ved at være pensionsmoden, så fremtiden for Starco Grafisk, der i år 2000 var flyttet til Søndre Tangvej, skulle bestemmes.

»Den grafiske branche var i en mangeårig krise, så virksomheden kunne ikke sælges. Det endte så med, at hans og min virksomhed smeltede sammen,« forklarer Henrik Askø Stark.

Han havde kørt sololøb som selvstændig i efterhånden en del år, men nu fik han for første gang ansvaret for ansatte, og han overtog fra 2003 navnet Starco Grafisk, ligesom han også overtog ansvaret for farens hovedkunde, Dragør Nyt.

I de første mange år stod Starco Grafisk blot for den grafiske produktion af avisen. Det var Inger Rybner, der kørte den redaktionelle side og udgav Dragør Nyt. Parløbet mellem redaktionen på Jægervej og virksomheden i lokalerne hos Starco Grafisk på Sydstranden blev dog hele tiden tættere. Og Henrik Askø Stark måtte allerede i nogle af sine første år med avisen kæmpe flere sværdslag.

Blandt andet da udgiveren bag AmagerBladet forsøgte at starte en konkurrent til Dragør Nyt. Og da det trykkeri, Dragør Nyt blev trykt på, pludselig ikke længere levede op til aftalerne om tryk- og leveringstider, måtte Henrik Askø Stark flere gange midt om natten selv køre ud med aviserne til PostNord, så de ikke mistede deres distributionstid.

Derefter kom finanskrisen, som efter en opblomstring for branchen i 00’erne gjorde meget ondt på mange grafiske virksomheder. Men Starco Grafisk klarede sig, fordi Dragør Nyt klarede sig. Og det gjorde den blandt andet, fordi der var mange stabile og loyale annoncører.

Sagde ja med hjerne og hjerte

Da Inger Rybner gik bort, overtog hendes døtre Helle og Lene driften af Dragør Nyt, og i den forbindelse rykkede redaktionen ud til Starco på Søndre Tangvej. Herefter blev samabejdet endnu tættere, og langsomt blev en del af det redaktionelle arbejde også varetaget af den grafiske virksomhed. Men da også Lene blev syg, gik Henrik Askø Stark ind i et partnerskab med Helle Rybner om Dragør Nyt.

»Det var der nok mange grunde til. Men jeg havde jo faktisk altid drømt om at blive journalist, og Dragør Nyt havde altid været en del af mit liv. Så jeg sagde ja til at eje halvdelen af Dragør Nyt med både hjerne og hjerte,« forklarer Henrik Askø Stark om beslutningen.

Det var imidlertid på et tidspunkt, hvor det stod klart. at såvel omsætning som bundlinje var temmelig udfordret. Sagt simpelt; der røg flere penge ud af kassen, end der kom ind.

Det passede bestemt ikke til den læresætning, Henrik Askø Stark havde med sig hjemmefra. Og han og Helle Rybner besluttede sig for, at de nu var nødt til at gøre noget drastisk, hvis avisen skulle kunne overleve.

»Vi brugte 2018 og 2019 på turnaround. Vi forsøgte at se på, om vi kunne lave mere vedkommende og bedre journalistik. Vi indførte for første gang en journalistisk linje og ville gerne vise annoncørerne, at det gav mening at gøre Dragør Nyt til en bedre avis. Og vores mål var, at der i løbet af 2020 skulle være sorte tal på bundlinjen – og faktisk lykkedes det … eller det var vi på vej til. Vi lavede en bedre avis. Vi havde mange gode annoncører, og flere nye aftaler var på plads og på vej ved årsskiftet 2019/2020. Og så kom corona,« forklarer Henrik Askø Stark.

Sorte tal i to måneder

Da Mette Frederiksen gik på talerstolen i marts 2020 og lukkede landet ned, blev det derfor – ligesom for så mange andre mennesker og virksomheder – skelsættende for Dragør Nyt.

»Vi nåede lige at have sorte tal i to måneder – som tilmed traditionelt var årets dårligste – og så stoppede alt. Vi blev dog enige om, at så kunne vi heller ikke bare trække stikket. Vi kunne ikke lukke på en coronabaggrund. Vi måtte give det en ekstra chance, og så måtte vi se på det hele igen bagefter. Samtidig havde politikerne direkte opfordret medierne til, som nogen af de få virksomheder, at blive ved med at levere. Så vi lavede en fuld avis hver uge. Oftest med færre sider end det, vi ellers lige var nået til – for der var jo ingen aktiviteter, og mange virksomheder lukkede helt ned og kunne ikke annoncere. Men vi holdt fast i medarbejderne. Det ville vi simpelthen,« siger Henrik Askø Stark.

Han havde hele tiden i baghovedet, at hvis Dragør Nyt først lukkede, ville der ikke starte en ny avis i Dragør. Det var – og er – hans klare overbevisning. Det samme billede kunne og kan ses landet over.

Og med hans livslange interesse for både journalistik og politik var det blevet en kæphest for ham, at et lokalsamfund skal have en lokalavis. Det er en livsnerve. Det er en grundpille i både demokratiet og fællesskabet.

Derfor kæmpede han videre, og da Helle Rybner midt i corona og nedgang ønskede at træde ud af avisen og gå på pension, overtog han også hendes halvpart. Dragør Nyt var blevet en mission for ham. Det skulle lykkes.

»Tæring efter næring. Jeg går gerne i en jakke fra genbrugsbutikken og har stadig til gode at bruge 2.000 kroner på et par sko. Avisen bor stadig her i Jørgen Clausens gamle radioværksted, som min far købte i sin tid. Vi har ikke bygget noget nyt og fancy med store glasfacader. På den måde har vi altid været i stand til at klare os. Tjener vi ikke mange penge, så kan vi heller ikke bruge dem,« lyder det fra Henrik Askø Stark, der fortæller, at det for to år siden blev til en investering i en Tesla. For han og Minna kører cirka 70.000 kilometer om året – og med lader ude og hjemme, der sættes til, når strømmen er billigst, så sparer de penge hver dag i forhold til at køre i deres 13 år gamle bil med benzinmotor.

Der skulle ske noget

Han kunne dog i 2022 godt se, at der skulle ske et eller andet skelsættende – især efter corona, der efterlod butikslivet helt groggy, samtidig med at gaspriserne eksploderede. Og han brugte et års tid på at tænke en masse tanker om, hvordan man kunne lave en avis, der var værd at annoncere i. Han var ikke i tvivl om, at der skulle investeres mere i noget journalistisk indhold.

Da avisens ene faste journalist, Birgit Buddegaard, var gået på pension, blev forskellige løsninger afprøvet. Men da journalist Rasmus Mark Pedersen – en bekendt fra Henrik Askø Starks mange ture i Parken for at heppe på FCK – kom ind på avisen, skete der ting og sager.

»På det her tidspunkt i 2023 kunne vi regnskabsmæssigt ikke kigge mange år frem. Det drejede sig om et år eller to, og så skulle noget ganske enkelt have forandret sig. Rasmus talte meget ind i nogle af de tanker, jeg havde gået med, om, hvad fremtiden kunne være for en lokal ugeavis som Dragør Nyt. Fordi han har arbejdet på flere innoverende projekter andre steder, havde han også idéer til nogle projekter og fonde, vi kunne søge,« fortæller Henrik Askø Stark.

Han og Rasmus Mark Pedersen spillede bolden frem og tilbage. Tænkte tanker om, hvordan de kunne styrke det journalistiske indhold, holde fast i den trykte avis, men samtidig gøre online-delen af avisen til en positiv og meget bedre medspiller.

»Det blev et fælles mål for os, at vi ville gøre et lokalmedie levedygtigt og relevant. Og så begyndte vi at udvikle nye koncepter og tænkte mange vilde idéer,« fortæller Henrik Askø Stark.

Støtte fik idéerne til at flyve

De mange idéer og planer fik – som man kan læse mere om andre steder i dette tillæg – mulighed for at flyve, da en bevilling fra en innovations- og udviklingspulje under Slots- og Kulturstyrelsen gik igennem til Dragør Nyt i sommeren 2024. Og da kulturministeren næsten samtidig annoncerede, at ugeavispuljen skulle øges.

Derefter gik det hurtigt. Der blev ansat journalister, annoncesælgere og SoMe-folk, der alle havde lyst til at udvikle avisen sammen med Henrik Askø Stark, Rasmus Mark Pedersen og de andre dedikerede medarbejdere på redaktionen. Resultatet har heldigvis kunnet ses i avisen.

Dog endnu ikke på bundlinjen. Henrik Askø Stark må – trods den værdifulde støtte – stadig selv lægge en betydelig del i kassen. At han har kunnet drive avisen, selvom den – i al den tid, han har været involveret i den som ejer – kun har undgået røde tal i to måneder, skyldes, at han driver nogle udlejningsejendomme. Det er disse, der giver ham og familien smør på brødet.

Dog må han betegnes som en ret atypisk ejendomsinvestor, for i stedet for at investere penge herfra i nye forretninger eller bygninger, der kunne give overskud, er han blevet ved med at poste penge i Dragør Nyt, selvom han fortsat ikke har kunnet hæve en eneste løncheck til sig selv – på trods af de ufatteligt mange timer, han har lagt og stadig lægger i avisen.

Man kan ikke andet end at sidde tilbage med spørgsmålet hvorfor?

»Jamen, måske er det dumt, men jeg kan ikke lade være. Jeg har som sagt haft med Dragør og Dragør Nyt at gøre hele mit liv. Jeg har kendt Rybner-familien altid. Jeg ville jo i sin tid gerne være journalist. Og så har den loyalitet, der altid har været fra erhvervslivet og borgerne herude, sat spor i mig. Når folk uopfordret kommer og fortæller, at de er glade for avisen, så bliver jeg rørt. Der er nok også noget stædighed i det,« siger Henrik Askø Stark, som også indrømmer, at han er en ukuelig optimist.

Så for ham er tallene måske stadig nok røde, men håbet er lysegrønt, og det vil det blive ved med at være. Man tror på ham, når han siger det. Selvom man bør have in mente, at han faktisk er farveblind.