Kysten er Dragørs perle – og den størst fremtidstrussel. Havene stiger, og vi får flere stormfloder i fremtiden. Det betyder, at vi er nødt til at sikre os.
Men hvordan? Det spørgsmål optager selvsagt mange borgere og politikere i Dragør.
For landskabsarkitekt Anna Aslaug Lund er der én ting, man bør tænke på; at løsninger findes i samspil med naturen.
»I 100 år har man troet, at diger og andre tekniske løsninger var de mest effektive, men i dag er selv ingeniøren begyndt at se mod landskabsbaserede løsninger,« siger hun.
Sammen med to kolleger, Ole Frys og Gertrud Jørgensen, har Anna Aslaug Lund skrevet bogen Urban Shores, der netop er udkommet. Bogen beskriver, hvordan byer bedst – og smukkest – laver kystsikring og samtidig får ny natur ud af det til glæde for dyr og mennesker.
»Det interessant ved Dragør er, at der allerede er en ambition om at arbejde med landskabsbaserede løsninger,« siger hun til avisens udsendte.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Grønne diger og våde strandenge
Ifølge Anna Aslaug Lund er der tre grunde til, at man bør kigge på landskabsbaserede løsninger, når man skal sikre sig mod vandet.
For det første kan det skabe nye rekreative naturrum for mennesker, så vi bevarer kysterne som landskabsrum, vi kan færdes i. For det andet får andre arter også glæde af disse områder, og vi sikrer, at vi ikke skaber såkaldte økologiske barrierer for fugle, dyr og anden natur. Og for det tredje er de landskabsbaserede løsninger ofte mere effektive end tekniske løsninger.
I bogen gennemgår Lund og hendes kolleger seks metoder til at sikre kysten. De første fire er rent naturbårne: grønne diger, klitlandskaber, barriereøer og vådområder som eksempelvis strandenge.
Mange af disse har man allerede etableret i Dragør, andre er på vej. Eksempelvis indgår barriereøer, altså øer ude i vandet, der bryder bølgernes kraft, i den såkaldt ydre beskyttelse af havnen.
Dertil kommer den kontroversielle metode: tilbagetrækning fra udsatte områder.
»Danmark har 8.000 kilometer kystlinje. Det er længere end herfra og til Bangladesh, og vi kommer ikke til at kunne beskytte det hele. På et tidspunkt er vi nødt til at diskutere, hvad vi vil beskytte, og hvad vi vil opgive,« lyder det fra arkitekten.
Og slutteligt den lavthængende frugt: ikke at bygge, hvor vandet udgør en trussel.
»Det burde jo være ligetil, men alligevel ser vi meget nybyggeri i udsatte områder,« siger Anna Aslaug Lund.
Virkelige løsninger
Klimatilpasning er et vilkår i alle kommuner, selvom Dragør med sine 13 kilometer kyst er særligt udsat. Men klimatilpasning er også usikkert terræn.
»Udfordringen ved klimatilpasning er, at vi ikke ved, hvor meget havene stiger, og hvad konsekvenserne er. Den eneste fornuftige måde at forholde sig til usikkerheden på, er at finde løsninger, der kan tilpasse sig over tid,« siger Anna Aslaug Lund.
Netop fordi klimatilpasning kan virke uoverskueligt, er målet med Anna Aslaug Lund og kollegernes bog at vise, at de landskabsbaserede projekter ikke er urealistiske utopier, men derimod reelle løsninger.
»Der er mange løsninger på tegnebordet, men vores ambition var at besøge allerede realiserede løsninger for at vise, at det kan lade sig gøre,« fortæller hun.
Men selvom Anna Asluag Lund er fortaler for at tænke løsninger i pagt med naturen, er hun også opmærksom på, at det ikke altid kan lade sig gøre. Hun nævner havnen som en oplagt udfordring.
»Udfordringen i Dragør er, at der både er bebyggelse og natur, der er fredet, og som vi skal passe på. Derfor kan man ikke gøre hvad som helst,« siger hun.
Til gengæld ser hun det som en fordel, at Dragørs beboere alle værdsætter både havnen og kysten:
»Selvom man ikke bor ved den gamle havn, så ser de fleste jo stadig havnen som en del af deres by. På den måde er kystsikringen noget, der angår os alle,« lyder det.
Vandet husker
Den nye måde at tænke klimatilpasning kræver én ting: et helt nyt blik på byer og landskaber. Vi har set dem som modpoler, men byerne er landskaber, de har topografi, vandet flyder igennem dem, lyder det fra Anna Aslaug Lund.
Ikke mindst det med vandet er vigtigt, for vandet husker, hvor det plejede at løbe. Det søger tilbage dertil, når det regner meget, når havet strømmer over et dige, eller når grundvandet stiger, hvilket eksempelvis udgør en udfordring i Søvang.
På den korte bane anbefaler Anna Aslaug Lund, at man finder en løsning, der beskytter husene og deres beboere, for eksempel ved at pumpe vandet væk og måske hæve nogle huse.
»Men som forsker har jeg også blik for det lange perspektiv, og der er områder, vi er nødt til at trække os tilbage fra – og det er vi nødt til at have en åben samtale om. Måske også i Dragør,« siger hun.
Det er selvfølgelig Dragørs borgere, der skal have den diskussion, men Lund vil alligevel gerne byde ind med et par perspektiver fra hendes forskning – og bogen.
Hun og hendes medforfattere taler om tre former for tilbagetrækning: »katastrofedrevet tilbagetrækning«, »markedsdrevet tilbagetrækning« og »planlagt tilbagetrækning«.
Det første sker, når vandet pludselig gør et område ubeboeligt, fordi ingen har taget truslen for vandet alvorligt. Det andet kan blive virkelighed om få år, når folk ikke længere kan sælge deres huse, fordi de ligger i områder med stor risiko for stormflod, vand i kælderen eller lignende. Det sidste er den løsning, som Lund mener, at man bør tale om.
I bogen fremhæves to amerikanske eksempler: Isle de Sanct Charles i New Orleans, hvor man flyttede øens omkring 100 beboere, fordi øen var ved at forsvinde, og Staten Island i New York, hvor man har lavet en struktur, hvor beboerne kan ansøge delstaten om, at deres hus bliver opkøbt, mod at de kan flytte til et andet sted.
Men der findes også danske eksempler som Eremitagen ved Dyrehaven nord for København. For lidt over 100 år siden endte sletten i store villaer ud mod vandet. Dem rev man ned, i takt med at folk fraflyttede, fordi man gerne ville have udsigt fra slottet.
Fremtiden må vise, hvilken løsning man vælger i Dragør, men én ting er sikkert: Vandet kommer, og der skal findes løsninger i samarbejde med den natur, som gør Dragør til Dragør.