Som skolelærer ved jeg, hvor afgørende de første skoleår er for børns udvikling. Det er her, fundamentet for både faglighed, trivsel og fællesskab bliver lagt.
Samtidig ved jeg også, at mange lærere i dag oplever en hverdag med for meget uro i undervisningen og for lidt tid til den enkelte elev. Alt for mange børn får ikke den støtte, de har brug for, og flere elever kæmper med dansk og matematik. Det er en udvikling, vi er nødt til at tage alvorligt.
Derfor har Venstre fremlagt et nyt skoleudspil, hvor vi vil investere fem milliarder kroner årligt i den danske grundskole, så der kan skabes mere ro, bedre trivsel og stærkere faglighed i undervisningen.
En central del af udspillet er idéen om tillidsskolen.
I stedet for mere detailstyring fra Christiansborg vil Venstre sende fire milliarder kroner direkte ud til skolerne, så de selv kan prioritere, hvordan undervisningen bedst styrkes lokalt.
Samtidig vil vi afsætte en milliard kroner til arbejdet med inklusion, så flere børn kan få den støtte, de har brug for i skolen.
Som lærer ved jeg, hvor stor en forskel det kan gøre, når der er flere voksne i undervisningen. Derfor giver det god mening at styrke mulighederne for to-voksenordninger i klasselokalet.
Når der er to voksne i klassen, kan elever med faglige udfordringer få hjælp hurtigere, samtidig med at de fagligt stærke elever kan få flere udfordringer. Det giver mere ro i undervisningen – og bedre læring for alle.
I Dragør er denne retning allerede ved at tage form. Venstre har foreslået en to-voksenordning i dansk og matematik i indskolingen, og i konstitueringsaftalen i Dragør Kommune står der, at man vil arbejde for flere to-voksen-timer i netop disse fag.
Det er et forslag, som flere partier – blandt andet De Radikale – har udtrykt sig positivt over for. Det er glædeligt. For skolepolitik bør ikke handle om partifarver, men om at skabe de bedste rammer for vores børn.
I skoledebatten tegner der sig i øjeblikket to forskellige retninger.
Den ene er Socialdemokratiets forslag om den såkaldte lilleskole, hvor man centralt fastsætter meget detaljerede rammer for klassestørrelser.
Den anden retning er Venstres tillidsskole, hvor skolerne får frihed og ressourcer til selv at finde de løsninger, der fungerer bedst lokalt – for eksempel flere voksne i undervisningen.
Som lærer ved jeg, at der ikke findes én løsning, der passer alle skoler.
Derfor giver det mening at styrke skolerne økonomisk og samtidig vise dem tillid til selv at finde de bedste løsninger.
Flere voksne i undervisningen er ikke bare en udgift.
Det er en investering i vores børn – og i fremtidens Danmark.
Med venlig hilsen
Malene Sandfeld