Er Blackstone-selskabet Mileway inde i varmen eller ude i kulden, når det gælder politikernes planer om det nye Erhvervsområde Nord?
Det er meget svært at blive klog på, men lad os prøve at nærme os et svar.
Fakta frem for alt
Lige inden kommunalvalget udtaler det kommende medlem af kommunalbestyrelsen Jerrik Walløe (C) følgende i offentligt regi:
»Der kommer ikke Mileway erhverv på det område.« (Vi der holder af Dragør, Facebook, 12. november 2025).
Vi må hermed forstå, at interessenten Mileway – ifølge et kommunalbestyrelsesmedlem for Det Konservative Folkeparti, der tit og ofte proklamerer, at »man skal holde sig til fakta« – ikke får lov til at bygge på Dragør Nord.
Eftersom aktindsigt i sagen med al tydelighed viser, at Dragør Kommunes ledelse og administration løbende afholder møder og telefonsamtaler med Mileway – hvilket undrer mange borgere – bør den politiske udmelding naturligvis faktatjekkes på behørig vis.
Undvigelse og ikke-svar
Dragør Kommunes direktion og Dragør Kommunes borgmester bliver den 14. november 2025 hver især skriftligt bedt om at bekræfte eller afkræfte, hvorvidt Jerrik Walløes offentlige udtalelse om Mileway er korrekt.
Direktionen foretager vanen tro undvigelsesmanøvrer og leverer ikke-svar ad tre omgange, selvom direktionen bliver bedt om at svare »konkret« og »utvetydigt« på det simple spørgsmål.
Kenneth Gøtterup (C) vælger som borgmester og øverst ansvarlig i Dragør Kommune ikke at svare inden for ti hverdage – selvom borgmesteren har modtaget to skrivelser vedrørende bestyrelsesmedlemmets offentlige udmelding.
Vi får altså ikke nogen form for svar på, om Jerrik Walløes påstand om Mileway og det 170.000 kvadratmeter store erhvervs- og industriområde er sand eller falsk.
Sæbeopera i nord
Kommunens 20 årige erhvervseventyr på grænsen til lufthavnen er stadigvæk omgærdet af fortielser, mystik og udokumenterede politiske udmeldinger, der stritter i alle mulige retninger.
Er du forvirret? Så følg med i næste afsnit af føljetonen om Erhvervsområde Nord.