Den 19. december bisatte vi Else. Det var den hårdeste dag for os alle i Radikale Venstre i Dragør.
Du var vores inspiration og mentor, og dit fravær mærkes dybt hos os alle.
Vi lover dig, Else, at fortsætte i dine fodspor med samme ærlighed og ordentlighed, som du stod for.
Du var et menneske med stærke værdier, og du stod fast på dine holdninger, men altid med respekt for andre. Især for dem, der havde udfordringer, samt for børn og ældre. Du formåede at samle os alle i gruppen. Du lagde altid op til en ordentlig dialog, også når vi var lidt uenige.
For dig var lokalpolitik ikke et spørgsmål om udvalgsposter, men om ansvar for vores by, hvor ordentlighed var i højsædet.
Du var en bærende kraft for os alle i Radikale Venstre. Du var altid gavmild, du havde stor viden, og du tog dig altid af os, når vi havde brug for støtte eller opmuntring.
Vi har lært så utroligt meget af dig. Tak for, at vi måtte komme ind i dit liv.
Det er stadig ikke til at fatte, at man ikke længere lige kan køre forbi Langhøjgaard, høre din stemme eller få dit blik på helheden af vores idéer. Men vi lover dig, Else, at vi stadig vil arbejde for dine værdier i vores politiske virke, for både Dragør og Radikale Venstre.
Tak for alt, Else. Tak for dig.
Æret være dit minde.