Når vi rammer den 1. januar, har jeg drevet min lille virksomhed Jensens Blækhus i 14 år. Dermed er det også 14. gang, jeg glæder mig over, at jeg hoppede ud i det selvstændige liv som journalist.
Selvom hvert år har budt på spændende oplevelser, har 2025 dog været noget særligt. At skrive for Dragør Nyt er nemlig ikke en almindelig opgave i rækken. Det er noget, jeg helt ærligt og ægte brænder for.
Jeg oplever det som et kæmpe privilegium at lave lokaljournalistik i en tid, hvor store medier ikke laver andet end at nedprioritere journalistikken og det reelle indhold. Journalister og fotografer er blevet fyret på stribe hele året igennem.
Men jeg er så heldig at få lov til at lave journalistik i min egen by. På en avis – endda en privatejet avis – hvor man har valgt at gå i den modsatte retning. Selvom der ikke er en koncernøkonomi at læne sig opad, har ledelsen valgt at satse hele butikken på netop journalistik og indhold. Med den – i en journalists øjne – meget beundringsværdige indstilling at med det gode indhold kommer annoncørerne og læserne også.
Så når jeg skal beskrive mit 2025 som journalist på Dragør Nyt, er jeg nødt til at indlede på den her lidt højstemte måde. For jeg synes simpelthen, at det er så fedt og sjovt at få lov til at være en del af. Og jeg håber simpelthen så meget på, at projektet lykkes.
Ikke mindst for princippets skyld. Det skal kunne lade sig gøre at vise, at avisernes overlevelse afhænger af at prioritere journalistikken. Ikke det modsatte.
Dragør-borgere kæmper for byen
Inden jeg forlader det højstemte hjørne, vil jeg lige nævne en anden ting, jeg er på rumpetten over.
Det kæmpe engagement, man møder hos borgere i Dragør. Uanset om de er politikere, frivillige i en forening, sportsudøvere eller erhvervsdrivende. De elsker Dragør og kæmper for byen.
Netop dette engagement betyder jo sindssygt meget for Dragør Nyt.
For eksempel var jeg – indrømmet – temmelig skeptisk, da avisen inviterede til relanceringsfest i det gamle bådværft på havnen i september. Jeg var stolt af projektet og glædede mig til, at vi skulle vise nyt design og planer frem. Men jeg var vitterligt bange for, at der ville stå fem mennesker og se meget små ud i det store rum.
Men værftet var fyldt. Mange blev endda til den bitre ende. De bakkede Dragør Nyt op. På en vildt overvældende måde.
Det mærker jeg faktisk mange gange om ugen. Folk læser vores avis. Og de forholder sig til den.
Det er fantastisk. Det forpligter. Så jeg suger al rosen til mig, samtidig med at det motiverer mig til hele tiden at arbejde for, at jeg og vi skal blive bedre. Hvilket jeg ved, at alle mine gode kollegaer på avisen gør hver eneste dag.
Fjernvarmen overraskede mange gange
Men hvad er der ellers sket i årets løb, som har gjort særligt indtryk, når man arbejder på Dragør Nyt?
Her bliver jeg nødt til at starte med noget, som mange – ironisk nok – endte med at gå kold i: fjernvarmedebatten.
Når jeg gennemsøger vores avisarkiv, kan jeg se, at jeg selv endte med at skrive lige godt 100 artikler om fjernvarme fra slutningen af 2024 og til sensommeren 2025. Derfor håber jeg også, det er ok, at jeg melder ud, at jeg selv blev pænt træt af fjernvarme til sidst.
Langt hen ad vejen var det dog en utrolig spændende – og også til tider frustrerende – sag at følge. Fra at overvære beslutningerne i kommunalbestyrelserne til at rapportere fra kampagnen og informationsmøderne. Fra at interviewe alverdens energieksperter til at lave beregninger og eksempler. Fra at interviewe Tårnby Forsyning og alle andre involverede parter til at komme hjem til mange forskellige borgere og høre om deres bekymringer og forbehold i forhold til valget af fremtidig varmeforsyning.
Jeg blev overrasket mange gange i processen, hvilket jeg også tror, at mange andre gjorde. Overalt fra tal eller beslutninger, der flyttede sig – til mennesker, der ikke gjorde. Det var til tider svært at gennemskue, hvem der vidste og gjorde hvad – og hvorfor. Også selvom man gik om bag kulisserne og prøvede at stille alle kritiske spørgsmål, man kunne komme i tanke om.
Det blev til værdidebat
En enkelt gang følte jeg mig også personligt stødt på manchetterne. Pludselig opstod der en stemning på de sociale medier – som den slags stemninger nu kan – af, at Dragør Nyt ikke var objektiv i fjernvarmedebatten. Mest baseret på, at Tårnby Forsyning havde store annoncer i avisen.
Når man gør alt for at formidle fakta og at forholde sig så objektivt som muligt til de informationer, man nu har (og i øvrigt ved, hvor skarpt vi skelner mellem journalistik og annoncering på Dragør Nyt), så føler man sig ramt på forfængeligheden. Eller jeg gjorde i hvert fald.
Omvendt er det naturligt, at debatten bliver ophedet i sådan en sag. For fjernvarme blev til en værdidebat i Dragør. Og værdidebatter er farverige af natur og ikke altid bundet op på fakta.
Jeg vil da også indrømme, at jeg i slutspurten selv blev i tvivl om, hvad der egentlig var fakta. Til gengæld var jeg aldrig i tvivl om, at vi leverede de bedste og mest troværdige informationer, vi havde til rådighed, og forsøgte at belyse sagen fra alle tænkelige vinkler.
Kommunalvalget tog over
Da fjernvarmeudrulningen i Dragør var afblæst, og jeg gennem et halvt år havde skrevet intenst om emnet, tænkte jeg, at jeg skulle puste lidt ud. Men allerede inden sommerferien begyndte kommunalvalget 2025 at spøge. Mest fordi vi på Dragør Nyt havde store ambitioner for, hvordan vi gerne ville dække det.
Og det blev så den næste kæmpestore og svære opgave, som jeg og resten af redaktionen har brugt rigtig meget af året på at knokle med.
For det første lå der en opgave i at finde ud af, hvem der stillede op, og hvordan vi kunne få præsenteret alle kandidater.
Det var forholdsvis nemt at få aftaler hjem med de 12 spidskandidater. De fleste kendte jeg i forvejen, og det er altid interessant at sætte sig over for Dragørs lokalpolitikere.
Det har ført til mange spændende og givende samtaler for mig i løbet af året. Mit job er ikke at tage stilling – tværtimod – men mit job er at præsentere de mennesker og de visioner, jeg ser og hører. Det har politikerne gjort nemt. For at de er engagerede og brænder for det, de mener, er altid det klareste indtryk, jeg har taget med mig.
Med 12 spidskandidater i hus var der dog stadig 68 andre kandidater at interviewe. Ikke alle var interesserede, men langt de fleste svarede på vores fastlagte spørgeramme og kunne præsenteres i avisen. Tungen skulle holdes lige i munden, når vi skulle holde styre på alle – og præsentere dem i et godt flow. Det forløb ikke perfekt, men vi gjorde vores bedste.
Valgdebatter var mest af alt lærerige
Og så var der jo alle valgdebatterne og de mange artikler om alt fra Enggården, kystsikring, havneudvikling og tovoksenordninger, vi planlagde og arbejdede med i månederne op til selve kommunalvalget tirsdag den 18. november.
Det var spændende og lærerigt. Ikke mindst valgdebatterne. At formidle fra dem på en måde, der gav mening for læserne bagefter, fandt jeg aldrig den perfekte løsning på. Men jeg er så glad for og stolt af de valgdebatter. Ikke mindst den sidste spidskandidatdebat i Hollænderhallen. Igen havde jeg en klump i maven over, om der overhovedet ville komme nogen.
Jeg vidste, hvor mange kræfter mine kollegaer havde lagt i debatterne. Jeg skulle selv ikke så meget andet end bare rapportere fra dem. Men mine kollegaer havde knoklet med alt fra det tekniske setup omkring livestreaming til at få lavet en god debatform og sørge for drikkevarer, snacks og stole nok. Og jeg undte både dem og politikerne, at der blev fuldt hus. Det gjorde der. Over 200 Dragør-borgere var på banen med deres fantastiske engagement.
Valgnatten et kapitel for sig
Selve valgnatten var selvfølgelig et kapitel for sig. Vi dækkede dag, aften og nat intenst fra valgstederne og rådhuset. Ikke mindst på vores nyetablerede liveblog, der plingede løs med opdateringer på vores lige så nye Dragør Nyt-app.
Vi fortsatte livebloggen dagen efter valget. Og her sad jeg flere gange og tænkte: Følger nogen overhovedet med? Men det kunne tallene fortælle os. Mange, mange flere end forventet fulgte vores valgdækning. Det gjorde mig vildt glad og stolt. Det satte en fed streg under, hvor vigtigt det er, man som lokalavis følger et kommunalvalg tæt og til dørs. Og at det batter noget, at jeg vaklede hjem fra rådhuset klokken tre om morgenen efter en 13-timers vagt og alligevel skulle sidde foran computeren næste dag.
Sejltur i høj sø
Fjernvarme og politik har været sjovt, men alligevel er der noget, der har været endnu sjovere. Det er alle de skønne mennesker i Dragør, jeg har fået lov at møde. På reportager fra byens forenings- og idrætsliv. Til erhvervsportrætter og ildsjæleportrætter. Og til koncerter, events, festivaler og markeder.
For eksempel havde jeg den sjoveste sejltur før sommerferien. Jeg havde sat sejlskolen i Dragør Sejlklub i stævne på en meget blæsende dag. Og jeg skulle have været med et hold ude på en Match 28’er.
Med min ringe sejlerfaring var alle dog enige om, at det var bedre, at jeg sad med om bord i en RIB, en mere stabil og større udgave af en gummibåd med motor, som kunne sejle efter den flotte sejlbåd. Med en lille frygt for bølgerne i maven, vind og vand i håret og vilde skumsprøjt i ansigtet forsøgte jeg at tage billeder undervejs uden at få avisens Nikon ødelagt af saltvand.
På klatretur i orglet
En helt anden oplevelse var det at klatre rundt inde i orglet i Store Magleby Kirke. Det 170 år gamle orgel med de 1.780 piber var et imponerende stykke håndværk, der skulle renoveres. Det føltes utrolig specielt at skulle kravle rundt i det og opad og opad via forskellige stiger og trin.
At klatre fik jeg også afprøvet, da jeg lavede en reportage fra ARC på Amager Bakke til en række artikler om affaldssortering. Anlægget var så gigantisk, at jeg fik højdeskræk og måtte gå tilbage fra en bro, der ellers skulle føre mig hen over de kæmpe ovne, der i øvrigt kan brænde 40 kilo affald af i sekundet. Imponerende var det også at være inde i kontrolrummet og se de to automatiske gigantgrabber, der hver vejer 12,5 ton og kan løfte 15 ton affald ind i ovnene.
Pizzadej, fisk og møbler
Og så har der været alle de sjove møder. Som at komme helt tæt på fiskerøgning. At se en pizzadej blive formet i luften i Hollænderhallen. At stå på en fiskekutter til havnefest og tale med en af de få tilbageværende erhvervsfiskere. At besøge møbelpolstrere, der brænder for deres ældgamle og smukke håndværk. At tale med tekstilinnovatører, der bruger gamle håndklæder til at sy smarte, nye ting til de mange vinterbadere i Dragør.
At besøge fitnessdronningen i Loop Fitness. At blive grebet af en gal golfbold, hver eneste gang jeg taler med en af de mange engagerede mennesker, der spiller, træner eller passer græs i Dragør Golfklub. At prøve kræfter med PWR – det lokale træningskoncept, der kombinerer boksning, cardio og funktionel træning til musik – og opdage, at mine koordinationsevner kom helt til kort.
At tale med søde mennesker til alt fra første skoledag, naturvidenskabsfestival og motionsløb til Dragør Marked, fastelavn og nytårskoncerter. At få lov til at trække på naturvejleder fra UngDragør Martin Sleimanns store viden om alt det sjove, vi kan opleve i naturen i Dragør.
At interviewe fantastiske Bente Thers, der vandt dette års Frivillig Pris og høre om hendes 89-årige farverige liv, om hendes engagement i byen og hendes mange vilde præstationer. Og at være med til babysvømning i Hollænderhallen.
Bare for at nævne nogle.
Sagen for vigtig til revolverjournalistik
Alt er selvfølgelig ikke sjov og ballade. Der har også været flere svære sager at tage stilling til og skrive om. Enggården har fyldt i spalterne mange gange i løbet af året. Det har mine dygtige kollegaer Tim og Freja dækket mere, end jeg har.
Men jeg har dog flere gange lavet interviews og researchet på sagen. Det er altid noget, der berører en. For man mærker velvilje i så mange led – og så alligevel en stigende frustration over, at der hele tiden bliver ved med at være problemer. Og man skal sørge for at høre både de ældre, pårørende, medarbejdere, politikere og chefer.
Her har vi hele tiden forsøgt at ramme en balance mellem at levere fakta og interviews fra mange forskellige perspektiver uden at ty til revolverjournalistik. For det er sagen for vigtig til.
De sværere sager
Det har også givet mange overvejelser, når jeg har skrevet om personalesager fra Dragør Kommune. For det første fordi vi normalt ikke citerer anonyme kilder, og fordi jeg har skullet gøre mig meget umage med at researche, være sikker på, at der var noget principielt i historien, og sørge for at belyse den fra flere vinkler.
Lige så vigtigt har det været at holde fast i at stille de kritiske spørgsmål – til alle parter. For det er svarene på de kritiske spørgsmål, som kan gøre os alle klogere og mere bevidste.
Den polemik, der har været omkring Dragør Søbad, har vi også forsøgt at belyse fra mange vinkler. For det kunne være svært at gennemskue, hvor store problemerne egentlig var. Hvor mange tilfælde af uro og utryghed var der? Følte medarbejderne sig meget truet? Eller forsøgte politikerne at markere sig på baggrund af nogle enkelte tilfælde? Her var det svært at få nogen til at stå frem med navn. Men vi forsøgte at belyse sagen fra så mange sider som muligt – med de kilder, der ville sige noget. Historien endte jo i øvrigt også med at køre i flere andre medier ad flere omgange.
Af andre mere komplekse sager, jeg har været involveret i, kan nævnes at undersøge huslejeniveauet på Kongevejen for at finde ud af, om det levner plads til et tilstrækkeligt varieret udbud af butikker og erhvervsdrivende. Og at beskrive de mulige konsekvenser af at skære ned i sundhedsplejen for at finansiere lønstigninger. Vigtige sager, hvor jeg synes, at vi har ramt en balance og fået belyst så mange perspektiver som muligt.
Andre kan være uenige, og det må de gerne være, for det får os bare til at gøre os endnu mere umage i 2026.
Vi ses i 2026
Jeg glæder mig i hvert fald til at blive ved med at følge det politiske liv i Dragør og samtidig arbejde på store temaer og baggrundsartikler, der kan gøre læserne kloge – og ikke mindst komme tæt på byens liv og de mange engagerede mennesker, foreninger og erhvervsdrivende i Dragør.
Jeg vil fortsætte med at prøve at gøre det fra så mange vinkler som muligt. Bliver jeg stående for længe det samme sted, så send mig endelig en mail med input til, hvor jeg skal flytte mig hen.
Mit 2025 i billeder
Dragør Nyt har jo heldigvis tilknyttet flere rigtige fotografer. Men for at få ugens avis i hus til tiden har vi journalister også skullet øve os i at tage fotos, når vi er ude på opgave. Det går bedre nogle gange end andre. Men her har jeg udvalgt 25 fotos, jeg selv har taget i 2025, og som kan fungere som sin egen lille året, der gik-kavalkade.
