Det ser svært ud. De fire ord er nok dem, man har hørt flest gange, siden valgresultatet forelå tirsdag aften den 24. marts.
Og man må sandt for dyden sige, at der bliver noget at holde styr på for såvel den kommende folketingsformand som for landets politiske kommentatorer.
Samtlige 12 opstillede partier kom ind, og minsandten om vi ikke også – i skrivende stund – allerede har fået to løsgængere i det nye folketing.
Traditionelt set har der på borgen været en række partier af meget forskellige størrelser – små, mellemstore og de helt store dyr på savannen, for at bruge en ofte anvendt kliche. Det politiske landskab ser denne gang væsentligt mere fladt ud.
Kommentatorer fra de store medier har ledt lidt efter en passende betegnelse for det netop afholdte valg. Knap så opfindsomme forslag som »jordskredsvalg nummer to« har været bragt i spil.
Her på redaktionen har vi, som du kan læse i denne leders overskrift, et forslag.
Når der bliver diskuteret kommende regerings-konstellationer, bliver situationen mest af alt beskrevet som … mudret. Og i modsætning til det bakkede landskab over parti-størrelser i folketinget, som vi er vant til, så er landskabet som ovenfor nævnt i dag blevet fladet voldsomt ud – hele partirækken er blevet dækket af et lag vælger-mudder, der har efterladt de fleste partier styrkemæssigt nogenlunde jævnbyrdige, og hvor kun et enkelt stikker lidt op.
Det er da også det ene partis kandidat, som de fleste kommentatorer hælder til som den mest sandsynlige statsminister. Den p.t. gældende konsensus om den forestående regerings-sammensætning kan for undertegnede virke spøjs.
Fra folketingsvalget i 2022 havde vi en situation, hvor der var et såkaldt rødt flertal, hvis man indregnede -Radikale Venstre. Dengang havde Moderaterne et klart krav – en regering hen over midten, som partiet de facto ikke havde positionen til at kræve.
I dag tales der primært om en regering fra SF til Moderaterne. I et folketing, hvor der ikke længere er et rødt flertal, da de blå partier samlet set mandatmæssigt vandt tirsdagens valg med en fremgang på seks mandater.
Et folketing, hvor Moderaterne øjensynlig denne gang har en mandatmæssig position, der vil gøre dem i stand til at håndhæve kravet om en regering hen over midten – et krav, som de også fortsat har.
Alligevel tales der om en regering fra midten mod venstre som det mest sandsynlige.
Ja. Man forstår godt de fire ord. Det ser svært ud.
Udsynet er mudret, og det kan kræve en kraftig kaliber vinduesvisker at få øje på vejen forude.
Valgdagen er demokratiets festdag. Og man må sige, -danskerne holder fanen højt. Stemmeprocenten er flot – ikke mindst i Dragør – og på sin vis kan man vel mene, at vi danskere har vist demokratiets ultimative natur, når vi på den måde simpelthen stemmer samtlige opstillede partier ind.
Valgkampen kom i de store medier ikke til at dreje sig om hverken kystbeskyttelse eller varmeforsyning – men mere om grisebestand og drikkevand. Det første har vi ikke meget af – og, ja, såmænd heller ikke det andet.
Drikkevand er imidlertid også et stort emne i Dragør. Dog ikke, hvad det indeholder, hvor godt det smager, eller hvor længe vi tør drikke det. Her er det i første omgang spørgsmålet om, hvorvidt vi i en nær fremtid kan stå i en situation, hvor vi skal betale små tre gange så meget for vandet, som man gør i København.
Sådan er politik og politiske diskussioner så forunderlige.