Museumsleder med kras kritik af Morten Dahlin: »Vi har ikke brug for kirkeministerens åndelige kamptropper«
K
Indlæg af Karen Dich
||0 min læsetid
»Ren populisme« kalder Museum Amagers leder Søren Mentz ministerens reaktion på, at kutteren Elisabeth ikke deltog i kulturnatten i København. Foto: Karen Dich
Museum Amager kom voldsomt i vælten i sidste uge, da Kristeligt Dagblad bragte en artikel om, at museumskutteren Elisabeths besøg ved den københavnske kulturnat var blevet aflyst af frygt for repressalier på grund af situationen i Mellemøsten.
»Sygt og vanvittigt,« kaldte Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, det på det sociale medie X, og han diskuterede også sagen – og antisemitisme – med Joachim B. Olsen i podcasten Borgerligt Tabloid.
Men den sammenkobling giver Museum Amagers leder, Søren Mentz, ikke meget for. Tværtimod er han træt af at blive hevet ind i en politisk dagsorden, han opfatter som »ren populisme«.
»Nogle gange er der meget langt fra provinsen til byen, til Kristeligt Dagblad og gangene på Christiansborg.«
Søren Mentz, leder af Museum Amager
I stedet ønsker han at fokusere på at formidle et særligt kapitel i Dragørs historie, besættelsestiden og dansk heltemod.
»Nogle gange er der meget langt fra provinsen til byen, til Kristeligt Dagblad og gangene på Christiansborg,« siger museumslederen til Dragør Nyt, og forklarer, at beslutningen blev truffet i samråd med de frivillige, der naturligvis ikke skal afsted, hvis de ikke har lyst.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Der var ingen officiel aftale
Elisabeth passes i dagligdagen af en lille håndfuld frivillige, og de havde haft planer om lægge til i Nyhavn sammen med de andre træskibe.
»De frivillige er først og fremmest engagerede i at vedligeholde og sejle det gamle skib – og sekundært i historien med jøderne,« forklarer Museum Amagers leder.
Den historiske kutter er nemlig et træskib med Hundested-motor, og derfor deltager de frivillige ofte i arrangementer for træskibe eller sejlads med en såkaldt Hundested-motor.
Det var i første omgang i det regi, at båden skulle deltage i kulturnatten – ikke som et led i fortællingen om jøders skæbne, men fordi de frivillige gerne ville vise den gamle klinkbyggede kutter frem.
»Vi har tidligere deltaget i kulturnatten sammen med det jødiske museum, og direktøren havde sågar været ude at sejle med Elisabeth et par dage tidligere, men i år havde vi ikke fået nogle officielle henvendelser,« fortæller Søren Mentz.
Og derfor havde de frivillige fået lov at tage båden med til Nyhavn, selvom kutterens besøg ikke engang fremgik af det officielle program. Det besluttede de onsdag ikke at gøre, og Søren Mentz skænkede det ikke mange tanker, da han modtog beskeden.
»Jeg så slet ingen faresignaler, før Kristeligt Dagblads journalist kører historien,« siger han.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Elisabeth er et træskib med en såkaldt Hundested-motor. Det er en robust motor, fremstillet i seks årtier på Hundested Motorfabrik, og den sad i mange erhvervsfartøjer. Motoren startes ved, at man varmer en lille metalpære med en blæselampe. Den varme pære antænder dieselolien, og motoren går roligt ved lave omdrejninger. Motortypen har stadig mange fans. De frivillige deltager derfor ofte i arrangementer for træskibe med Hundested-motor. Foto: Karen Dich
En ikkehistorie, der gør stor skade
En ikkehistorie, kalder museumslederen Kristelig Dagblads historie. Men ikke desto mindre er det en historie, der tog den store tur i mediemanegen – til skade for museets og deres opgave med at formidle historien – den med stort H.
»Vi må selvfølgelig ikke ligge under for pres fra demonstranter, men vi må heller ikke ligge under for populister, der søger konfrontation og splid – hverken fra journalister eller politikere.«
Søren Mentz, leder af Museum Amager
»Vi må selvfølgelig ikke ligge under for pres fra demonstranter, men vi må heller ikke ligge under for populister, der søger konfrontation og splid – hverken fra journalister eller politikere,« lyder det fra Søren Mentz.
I Borgerligt Tabloid talte ministeren om et museum, der bøjede sig for en sikkerhedsvurdering, men sådan en er aldrig foretaget. Samme sted udtalte Morten Dahlin, at det næppe blev svært at finde nogen til at stå vagt om Elisabeth, og at han selv »gerne tog haglbøssen med«.
Det sidste vil lederen af Museum Amager gerne have sig frabedt:
»Vi har ikke brug for kirkeministerens haglgevær. Eller for hans åndelige kamptropper,« siger han.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Tidligere i år har Museum Amager selv brugt små 200.000 kroner på at sætte Elisabeth i stand. Foto: Karen Dich
Ikke brug for vagter, men for eftertanke
Til gengæld er der noget andet, Museum Amager har brug for: penge. Det er nemlig langt fra gratis at passe på et stykke danmarkshistorie, som Elisabeth er.
Tidligere i år har Museum Amager selv brugt små 200.000 kroner på at sætte skibet i stand.
Så hvis ministeren er optaget af at sikre, at Søren Mentz og hans kolleger fortsat kan fortælle historien om, hvordan jøderne blev reddet over Øresund, så har Søren Mentz et forslag:
»Elisabeth vil være rådnet op, inden demonstranter slår til. I stedet for vagter vil vi hellere have en million til vedligehold. Men når det bliver hverdag igen, så er der ingen, der interesserer sig for Elisabeth og den historie, vi hver dag fortæller ude på havnen i Dragør. Men det bliver vi naturligvis ved med,« lyder det med et slet skjult ironisk smil fra museumslederen.
Det siger ministeren:
Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde har sendt et skriftligt svar på Søren Mentz’ kritik til Dragør Nyt:
»Som jeg også gør det klart i den omtalte podcast, har jeg intet at udsætte på de frivillige. De gør det godt, og jeg kan sagtens forstå deres nervøsitet.
Men jeg mener stadig, at et museum og en kulturnatsarrangør har et ansvar for, at det ikke er gadens parlament, der bestemmer, hvad der kan udstilles hvornår.
Det går jo ikke, at man ikke kan udstille en fiskekutter, fordi nogle ekstreme aktivister måske vil begå hærværk på den. Vi står i en meget alvorlig situation, hvor antisemitismen i Danmark vokser voldsomt. Derfor kan vi ikke give efter for frygt.
I forhold til museets økonomi skylder vi at nævne, at Museum Amager fik hævet deres årlige statsstøtte med godt 400.000 kroner i museumsreformen fra sidste år. Dermed er støtten øget med 34 procent.«
Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin (V). Pressefoto
Deltag i debatten
Vi modtager gerne læserbreve, debatindlæg og kommentarer.
Indlæg til debatten kan sendes til redaktionen via vores kontaktformular.
Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse på Dragør Nyt.
Nødvendige cookies sikrer at siden fungerer korrekt.
Du kan vælge at acceptere alle cookies eller tilpasse dine valg.
Cookie-indstillinger
Nødvendige cookies
Disse cookies er nødvendige for at siden fungerer korrekt. De kan ikke slås fra.