At bygge en ny hjemmeside med et specialdesignet styresystem er stort projekt. Ikke mindst fordi vi har flyttet hele vores digitale arkiv med – i alt 7.784 artikler. Det er vi stolte af, men så stor en flytning tager også tid at få helt på plads.
Vi har længe overvejet, hvornår vi skulle flytte hjemmesiden. Udfordringen er, at vi udgiver nye artikler hver eneste dag, og derfor ville der aldrig komme et tidspunkt, hvor alt kunne flyttes uden at påvirke den daglige nyhedsproduktion. Derfor har vi valgt at gå i luften nu, selv om der stadig mangler nogle få ting.
Du vil derfor måske opleve, at der på forsiden dukker ældre artikler op, eller at enkelte historier endnu ikke ligger i den rigtige kategori. Det arbejder vi på at rette op på. Alle de nyeste artikler finder du altid under kategorien Nyheder, og løbende vil indholdet blive placeret de rigtige steder.
Samtidig skylder vi dig en tak for tålmodigheden med vores gamle hjemmeside. Vi ved godt, at den ikke har været god nok. Den var hverken en særlig god oplevelse for dig som læser eller et særligt godt arbejdsredskab for redaktionen. Derfor har vi valgt at starte helt forfra med et nyt system, som giver et langt bedre fundament – både nu og i fremtiden.
Har du ris, ros, idéer til forbedringer – eller finder du fejl og mangler – vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til os på redaktion@dragoer-nyt.dk. Din feedback er med til at gøre hjemmesiden endnu bedre.
På vegne af hele redaktionen på Dragør Nyt vil jeg ønske dig god fornøjelse med den nye hjemmeside. Tak, fordi du læser med – og fordi du er med til at gøre Dragør Nyt til hele byens avis.
Med venlig hilsen
Thomas Mose
Redaktionschef