»Lufthavnen har ligget her i 100 år – så lad være med at brokke dig. Du kan jo bare flytte!«
Varianter over den kommentar dukker altid op på sociale medier, når lufthavnen er til diskussion. Selvfølgelig også i forbindelse med Dragør Nyts artikler om nattestøj.
Dragør har rigtignok kun to indbyggere, der er lige så gamle som eller ældre end lufthavnen. Og det er fuldt forståeligt, at der findes folk, som er klar til at gå til kamp for en ultravigtig arbejdsplads og en stærk identitetsmarkør på Amager.
Men som borgere har man altid ret til at gøre opmærksom på de problemer, man oplever. Og som avis har vi ikke bare ret, men pligt til at skrive om forskellige udfordringer – og vores allesammens opfattelse af dem. For der er større opmærksomhed på støj og forurening end tidligere.
Jeg har boet i Store Magleby siden 2020. Før det boede jeg i København NV, hvor altanhygge var på et bagtæppe af bilstøj, sirener, musik og menneskestemmer, alt det, der hører bylivet til. Jeg er vant til støj. Bortset fra på ganske få varme sommernætter med åbne vinduer føler jeg mig ikke synderligt generet af flyene. Men det gør indtryk, når jeg taler med folk, der har boet herude i 10–20 år – eller altid – som oplever en forværring.
Lufthavnen ikke er den samme, som den var for 100 år siden. Eller for blot tre, syv eller 10 år siden. Der er stadig tre procent færre fly end i 2019, men der er flere natteflyvninger end nogensinde. Læg dertil, at lufthavnen har store vækstambitioner – og penge og politisk opbakning til at føre dem ud i livet.
Det er altså en anden lufthavn end dengang, man måtte genne fåreflokke væk, før flyene kunne gå på vingerne. På nogle måder er det blevet bedre. Ældre borgere i Store Magleby kan fortælle, hvordan huse rystede og olieslam lagde sig på vasketøjet, når Caravellerne gik i luften i de gamle charterdage. På andre måder er det blevet voldsommere; det enkelte fly larmer mindre, men der bliver stadigt flere af dem.
Men man kan jo bare flytte, hvis man er utilfreds. Og man kan købe en helikopter, hvis man er træt af køer på vejene. Og man kan spise kage, hvis man ikke har brød. Og man kan sælge huset, hvis naboen pludselig holder technofest hver aften.
Men at skære sine rødder, droppe sine relationer, eller hive børnene ud af skolen er en stor mundfuld.
Så måske er det bedre at arbejde med naboskabet. Lufthavnen viser en reel velvilje til at lytte og finde løsninger, som man blandt andet kan læse på forsiden af denne avis. Men der er en naturlig modsætning mellem vækstplaner og ønsket om mindre støj og møg.
Derfor er det vigtigt, at der hele tiden er fokus på udfordringerne. Fra Dragør Nyts side, fra politikerne – og ikke mindst fra de mennesker, der lever med den dominerende nabo.
I 1960’erne var Store Magleby i reel fare for at blive opslugt af landingsbanerne. Det blev hindret gennem medieomtaler, politisk pres og lokal aktivisme.
Mon ikke, der også kan findes løsninger i dag, så der kan komme en mere fredelig sameksistens mellem en af landets vigtigste virksomheder og dens naboer.
De utilfredse kan selvfølgelig også bare flytte.
Men måske ville det være bedre, hvis det var debatten, der flyttede sig.