På kommunalbestyrelsens møde i november blev Dragør Kommunes erhvervsstrategi – Erhvervsliv og Kommune sammen – vedtaget. En central indsats i strategien er etableringen af et samarbejdsforum mellem kommunen og erhvervslivet.
Dette har vi netop skubbet i gang i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, og vi glæder os meget til samarbejdet med erhvervslivets repræsentanter. Som politikere vil vi rigtig gerne have fingeren på pulsen, så vi bedst muligt kan understøtte de gode ideer og virksomhedernes behov.
Det nye forum er et vigtigt skridt i kommunens ambition om at skabe et tættere partnerskab og samarbejde mellem det lokale erhvervsliv og kommunen, og det bliver afgørende for at omsætte de gode ideer i erhvervsstrategien til praksis.
Forummets opgaver vil omfatte: at sætte initiativer i gang, skaffe ressourcer og sikre lokal opbakning til planlægning og afvikling af indsatser fra erhvervsstrategiens idékatalog. Det nye forum vil fremover være kommunens primære sparringspartner i forhold til erhvervet i Dragør, som vil blive bredt repræsenteret.
Konkret kommer det til at bestå af tre repræsentanter fra visionsgruppen, som var med til at udarbejde erhvervsstrategien, en repræsentant fra SMV-segmentet udpeget af Dansk Erhverv, en udpeget af Dansk Industri, en udpeget af Dragør Erhverv, en udpeget af Erhvervsforeningen Dragør Havn, en fra detailhandlen og en fra restaurationsbranchen.
Så forhåbentlig vil alle føle sig godt repræsenteret, og fra kommunen står forvaltningen klar til at understøtte arbejdet som bindeled til kommunalbestyrelsen.
På det første konstituerende møde vælges en formand, der får ansvaret for at lede og koordinere forummets aktiviteter. Kommunens administration bistår med praktiske forberedelser og sekretariatsbetjening.
Første møde forventes afholdt i slutningen af april eller starten af maj, og sideløbende bliver der inviteret til første møde i to særskilte erhvervsnetværk: et netværk med fokus på grøn omstilling og bæredygtige løsninger og et netværk med fokus på gastronomi og lokale fødevareinitiativer.
Fra konservativ side glæder vi os til at følge dette spændende arbejde. Vi har en stærk tro på, at det kommer til at styrke både erhvervslivet, turismen lokalt og kommunen som helhed med flere lokale arbejdspladser og masser af gode oplevelser.
Det har været en kæmpe fornøjelse at opleve det store engagement fra vores lokale virksomheder, da erhvervsstrategien skulle udarbejdes, og nu glæder vi os til at få de kreative tanker og gode initiativer realiseret over tid.
Med venlig hilsen
Mia Tang og Martin Wood Pedersen
Medlemmer af kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget