Debat

Opdatering fra rådhuset før sommerferien

K
Indlæg af Kenneth Gøtterup Borgmester
| | 7 min læsetid

Sommerstemningen er ved at indfinde sig i Dragør.

De første arrangementer er blevet afholdt på havnen, bådene er kommet i vandet, og vores restauranter har travlt.

Det er en dejlig årstid, og lige om lidt er langt de fleste på ferie, mens byen summer af gæster og turister.

Jeg ønsker alle en rigtig dejlig sommer.

Tillykke til Dragør Boldklub

Et stort tillykke til Dragør Boldklub, som har sikret sig oprykning til københavnsserien med herreholdet. Også dameholdet er rykket op i serie 1.

Der er meget at være stolt af, og det er dejligt at følge indsatsen og energien i Dragør Boldklub.

Det skyldes ikke mindst de mange frivillige, der uge efter uge lægger et stort arbejde i at drive klubben.

Varme og naturgas

Det er godt og vel et år siden, vi stoppede fjernvarmeudrulningen.

Vi orienterede dengang om, at når regeringen på et tidspunkt melder klart ud om udfasningen af gassen, vil vi udarbejde en ny varmeplan for Dragør. Men vi meldte også klart ud, at der med stor sandsynlighed ikke kommer en kollektiv varmeforsyning til Dragør, og at alle fremadrettet skal finde egne varmeløsninger, når gassen udfases.

I den senere tid har flere rettet henvendelse til mig om den videre proces. Det er særligt fra den gamle by og andre områder, hvor varmepumper ikke er det optimale.

Jeg vil gerne opfordre de bebyggelser, hvor man ikke vurderer, at varmepumper er en del af de fremtidige løsninger, til at begynde interne drøftelser om mulige varmeløsninger.

Vi vil som kommune invitere bestyrelserne for disse bebyggelser til et temamøde i efteråret for at udveksle erfaringer på området.

Når regeringen melder klart ud om udfasningen, vil vi politisk udarbejde en ny varmeplan for Dragør.

Regeringsgrundlag

Siden mit sidste nyhedsbrev har Danmark fået en ny regering. Tillykke til alle de nye ministre. Det er altid en stor dag, når Danmark får en ny regering.

Jeg har set frem til, at der blev dannet en ny regering, fordi Dragør har flere store sager, hvor vi har brug for regeringens hjælp til at skabe gode løsninger.

Vi har behov for en lovændring, så Dragørs unge ikke forskelsbehandles ved optagelse på ungdomsuddannelserne. Vi har brug for en klimahandlingsplan, så vi kan få de bedste rammer for vores kystsikringsprojekt. Og vi har brug for rimelige vilkår for sandsugning i vores indsejling.

Jeg er i fuld gang med at tage kontakt til de ansvarlige ministre og har allerede skrevet til dem med henblik på møder.

Det er et langt og sejt træk, men vi må ikke give op, og vi skal blive ved med at presse på.

Økonomiaftale

I sidste uge indgik Kommunernes Landsforening og regeringen en aftale om kommunernes økonomi for 2027.

Det første indtryk, man får, når man læser aftalen, er, at kommunerne tilføres mange penge. Men når man dykker ned i aftalen, er der flere alarmsignaler, som reelt kan betyde, at de fleste kommuner skal spare i 2027, fordi de overordnede rammer ikke er øget.

Vi må nu afvente de konkrete beregninger af, hvad aftalen reelt betyder for Dragør Kommune. Det resultat forventer vi at have omkring midten af august.

10-årsplanen og kommende beslutninger

Kommunalbestyrelsen har fået forelagt en vurdering af økonomien for de næste 10 år.

Kort fortalt står vi over for den udfordring, at antallet af borgere falder. Det skyldes ikke, at det ikke er attraktivt at bo i Dragør – tværtimod bliver vores boliger solgt. Men vi bliver ældre, og der bor færre mennesker per husstand.

Det faldende indbyggertal betyder, at vi i 2035 kan mangle mellem 60 og 90 millioner kroner om året i den kommunale økonomi. Det er mange penge og en alvorlig udfordring. Men vi kan håndtere den.

Det handler om at stabilisere vores nuværende indbyggertal, og det kan vi blandt andet gøre ved at etablere flere boliger. I første omgang har kommunalbestyrelsen bedt om en ekstern vurdering af beregningsgrundlaget, så vi er helt sikre på udfordringens omfang.

Herefter skal kommunalbestyrelsen senest i foråret 2027 vedtage en plan for de næste 10 års økonomi og indsatser i Dragør, så vi sikrer, at budgettet også fremover er i balance.

Det bliver en stor og på nogle områder vanskelig opgave. Men vi tager det politiske ledelsesansvar alvorligt og løser udfordringerne.

Trafiksituationen

Vi er mange, der har mærket trafikkaosset på Amager. Det er både utilfredsstillende og frustrerende.

Så snart vi blev opmærksomme på situationen, tog jeg fat i mine to borgmesterkolleger: Line Barfod, der er teknik- og miljøborgmester i København, og Tårnbys borgmester Allan Andersen.

Mit budskab var – og er fortsat – klart: De to kommuner har et ansvar for at planlægge og bidrage med at koordinere deres og andre myndigheders vejarbejder, så trafikken på Amager ikke blokeres i flere timer ad gangen.

Jeg har haft møder med begge borgmestre, og der er iværksat tiltag, som skal forbedre situationen. Men vi er fortsat udfordret.

Vi har som kommune ingen sanktionsmuligheder, men jeg bliver ved med at presse på for, at særligt Københavns Kommune har fokus på at forbedre forholdene. Line Barfod har samtidig lovet løbende møder og orientering om sagen.

OK-Fonden

I maj måned traf vi beslutning om at indgå forhandlinger med OK-Fonden om overtagelsen af plejehjemmet. Processen er godt i gang, og jeg forventer, at vi efter sommerferien får forelagt et udkast til kontrakt.

Jeg er meget glad for, at vi går denne vej. For mig handler det om at skabe de bedst mulige rammer for faglig udvikling blandt både ledelse og medarbejdere. Det vil styrke det faglige miljø og komme vores borgere til gode gennem høj kvalitet i pleje og omsorg.

Initiativer på børneområdet

Også på børneområdet er der sat flere gode initiativer i gang.

For det første er arbejdet med Børnenes Innovationsfond startet. Det handler om, at vi giver børn og unge råderet over et budget, som de selv kan disponere over til nye initiativer for børn og unge.

I Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) udvider vi samtidig antallet af psykologer, der arbejder tættere på børnene i deres hverdag.

Derudover styrker vi den juridiske rådgivning og vurdering på blandt andet det specialiserede børneområde samt handicap- og socialområdet. Lovgivningen bliver stadig mere kompleks. Borgernes retssikkerhed skal være i hovedfokus, og derfor styrker vi indsatsen.

Beredskabsplan

Vi er nu langt med vores beredskabsplaner for et eventuelt angreb mod Danmark – herunder hybride angreb.

Der er for nylig gennemført en mindre øvelse på plejehjemmet med fokus på håndtering af en situation, hvor strømmen er væk i tre døgn.

Derudover har vi besluttet at gennemføre en større beredskabsøvelse senere på året.

For mig er det meget vigtigt, at vi løbende øver os. Det er gennem afprøvning af vores beredskabsplaner, at vi finder ud af, hvor udfordringerne er, og hvordan vi bedst håndterer dem.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER