Debat

Opfordring til forældre: Bak op om fest

K
Indlæg af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Opfordring til forældre: Bak op om fest
> AI-beskrivelse: Dette billede viser en bygning med en rød teglstenstag og store vinduespartier. Bygningens facade er i røde mursten, og der er flere etager med store vinduer, som reflekterer […]

»Skolebestyrelsen på Dragør Skole mener, at Final Bell-arrangementet er den helt rigtige måde at afslutte ni års skolegang med alle kammeraterne under organiserede forhold og i trygge rammer uden alkohol. Samtidig giver det de unge en mulighed for at indgå i et større ungdomsfællesskab på tværs af kommunens tre skoler. Vi håber derfor, at alle elever og forældre bakker op om det fælles arrangement og prioriterer, at eleverne deltager i Final Bell.«

Sådan lyder det i en besked på Aula til alle forældre til børn i 9. klasse på Dragør Skole. En helt enig skolebestyrelse har nemlig besluttet at gøre alt for, at så mange som muligt bakker op om den fest med livemusik, mad og aktiviteter, UngDragør står for at afholde på sidste skoledag – og som politikerne har afsat 133.000 kroner til.

Udmeldingen kommer, fordi der samme aften er blevet inviteret til en privat fest på Tømmerupvej (på den anden side af tunnelen) for Dragørs 9.- og 10.-klasser. Og flere forældre oplever, at der i klasserne er stor diskussion blandt eleverne: »Hvilken fest tager du til?«

Final Bell varer til midnat, men dens private fest starter klokken 23 og slutter klokken 03.

Brandærgerligt

»Det er brandærgerligt, hvis en privat fest – hvor vi ikke kender forholdene – skal komme til at tage pusten ud af den fælleskommunale fest,« siger fungerende skolebestyrelsesformand på Dragør Skole, Mads Gudiksen.

Selv om den konkurrerende fest har en privat arrangør, er eventbureauet Rive Event – der er kendt for at stå for såkaldte posefester, hvor de unge selv tager alkohol med – involveret. Rive Event står blandt andet for invitationer, betaling og udlejning af selskabslokalerne på Tømmerupvej 128.

»Vi mener i skolebestyrelsen, at det er et fantastisk fint initiativ, kommunen har taget. Hvor alle kommunens unge kan holde en god fest under trygge forhold og uden alkohol,« lyder det fra Mads Gudiksen.

Trygge rammer er fælles opgave

Også chef for Center for Børn, Skole og Familie, Kamille Godrim Jakobsen opfordrer til, at elever og forældre bakker op om det fælles arrangement. Hun understreger, at aktiviteter uden for skolernes rammer som udgangspunkt er et forældreansvar, og derfor kan kommunen selvfølgelig ikke tvinge nogen til at deltage.

»Når det er sagt, ser vi det som en fælles opgave mellem skole og hjem at understøtte gode og trygge rammer for de unges fællesskaber – også i forbindelse med sidste skoledag. Dialogen med forældre og elever er derfor helt central, og vi oplever generelt en stor opbakning til at finde løsninger, der tilgodeser både fællesskab og sikkerhed,« lyder det i et skriftligt svar til Dragør Nyt.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER