Onsdag den 3. september har foreningen SeniorBo inviteret til et offentligt debatmøde – et møde, der handler om, at SeniorBo har bedt kommunalbestyrelsen om at prioritere byggeri af almene boliger på Engvejsarealet, som er det areal, der ligger mellem SFO Strandengen og Dragør Tennis.
I dette indlæg kan du læse lidt fakta samt Konservatives tydelige meldinger.
Boligmassen i Dragør
Der er ofte en debat i Dragør om, at boligmassen ikke er blandet nok. Der er ingen tvivl om, at vi har mange villaer og parcelhuse, men vi har faktisk en blandet boligmasse:
- 945 almene lejeboliger
- et mindre antal private lejeboliger
- ejerlejlighedsbyggeri i for eksempel Lodsgården, Fyrtårnsgrunden, Posthusgrunden og Strandbyen
- en stor gruppe rækkehuse, for eksempel Vierdiget, Blindegrunden, Kålmarken, Fælledvej, ombyggede gårde i Store Magleby, Jægergården og Schoutgården.
I alt er der cirka 6.100 husstande i Dragør Kommune.
Muligheder for boligudvikling
I modsætning til andre kommuner i Region Hovedstaden har Dragør Kommune kun meget få muligheder for boligudvikling. Det skyldes, at Dragør er, hvad man kalder en fuldt udbygget kommune.
Mange tror, at der kan bygges på de åbne marker, men virkeligheden er, at stort set alt åbent land i Dragør ligger i det, der kaldes støjkonsekvenszonen.
Støjzoner reguleres ved lov i landsplansdirektivet for lufthavnen, og det er kun Folketinget, der kan ændre dette. I støjkonsekvenszonen må der ikke planlægges boligbyggeri. Derfor er der kun tre kommunale grunde i Dragør, hvor lovgivningen tillader boligbyggeri: Engvej, det lille areal ved Hvidtjørnen og en kommunal grund ved Rødtjørnen.
Kommunalbestyrelsen har i stedet for givet mulighed for byfortætning, så man kan udstykke større grunde ned til 550 m². Derudover har vi vedtaget en lokalplan for Søndre Tangvej, hvor der i øjeblikket bygges private lejeboliger.
SeniorBos krav
SeniorBo har i mange år haft et godt formål: at skabe bofællesskaber for seniorer.
Men gennem årene har meldingerne skiftet – fra at købe grund til ejerboliger, til partnerskaber, og nu til et ønske om at bygge almene boliger.
Begrundelsen er, at det bliver for dyrt at købe en senior-ejerbolig, selvom målgruppen netop er borgere, der i forvejen bor i ejerbolig og har råd til det.
SeniorBos formand har udtalt klart, at hun ønsker, at Dragør Kommune eksklusivt giver grunden på Engvej til almene boliger – forbeholdt SeniorBos medlemmer. Med andre ord beder hun om, at kommunen giver en kommunal grund væk til en lille gruppe borgere.
Hvis det gennemføres, som formanden ønsker, betyder det, at alle kommunens borgere i praksis giver en gave til omkring 20 borgere, der kan sælge deres ejerbolig, frigive friværdien og flytte ind i en billig bolig støttet af offentlige midler.
Regler ved salg af grunde
Når en kommune sælger en kommunal grund til boligbyggeri, beslutter kommunen, om det skal være til almene boliger, ejerboliger eller andelsboliger.
- Ved almene boliger skal kommunen stille et lån på 10 procent til rådighed, samtidig med at grunden sælges billigere end ved salg til ejerboliger. Der er lovbestemte loftpriser på, hvor dyre almene boliger må være.
- Ved ejerboliger vil kommunen som regel sælge til højestbydende efter udbud.
- Private grundejere sætter selv deres pris.
Konservatives holdning
Konservative ser med stor interesse på seniorbofællesskaber. Det er en god boligform for dem, der ønsker at bo mindre og samtidig have fællesarealer.
Når ældre flytter ud af deres ejerboliger, giver det plads til børnefamilier – og det er positivt for kommunen.
Men vi mener, at et seniorbofællesskab i Dragør – hvis det skal bygges på en kommunal grund – bør være ejerboliger eller privat udlejning, ikke almene boliger.
Når Dragør Kommune kun har tre grunde tilbage, mener vi, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at sikre størst muligt provenu ved et eventuelt salg. Det sker ikke ved salg til almene boliger.
Derfor har vi i vores kommende valgprogram indskrevet, at vi ikke ønsker boligudvikling på Engvej og Hvidtjørnsarealet.
Til gengæld ser vi positivt på boligudvikling på Rødtjørnen – her kunne et seniorbofællesskab som ejerboliger være oplagt.
Derudover hilser vi private initiativer velkommen, for eksempel ejeren af ejendommen på Dragør Hjørnet, som netop har foreslået et seniorbofællesskab ved sin ejendom.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, borgmester
Martin Wood Pedersen, Trine Søe, Mia Tang, Theis Guldbech og Jan Madsen
Konservative