Debat

Skal Københavns Lufthavn fortsat have lov til at forurene med støj og ultrafine partikler?

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Skal Københavns Lufthavn fortsat have lov til at forurene med støj og ultrafine partikler?

Som refereret i sidste nr. af Dragør Nyt havde Tværpolitisk Liste T inviteret til borgermøde den 22. oktober om forureningen fra lufthavnen.

Vi hører om flere og flere her i Dragør, der mærker, at lufthavnen støjer mere, blandt andet fordi lufthavnen har fået dispensation til natflyvninger, samt at der oftere er lugtgener. Derfor satte vi i Liste T’s Grønne Gruppe os for at afholde et borgermøde om lufthavnens forurening med både ultrafine partikler, støj og natflyvninger samt om modstanden mod udvidelsen af lufthavnen fra de nuværende 30 millioner passagerer til 60 millioner årligt, de fleste i transit. Hertil ønsker lufthavnen, at den udvikles til Nordeuropas største pakkehub.

Og selvfølgelig PFAS-forureningen, der har lukket alle vores vandboringer og forurener vores badevand på Nord.

Vi havde et ønske om at samle alle partierne i Dragør om fælles fodslag over for lufthavnen. Det ser ud til, at vi lykkedes med det. Vi ønsker handling og ikke kun hensigtserklæringer. Der er rigtig mange ting, lufthavnen kan gøre for at mindske generne. Det er bare om at komme i gang.

Som indledning til mødet havde vi inviteret gruppen Borgere mod lufthavnsforurening. Gruppen består af helt almindelige borgere fra Kastrup/Tårnby og København, der har fundet sammen for at gøre en fælles indsats for at begrænse lufthavnens forurening med ultrafine partikler og støj og derved sikre sundere vilkår for amagerkanere.

Gruppen skriver desuden i deres folder: »Vi er ikke imod lufthavnen, der skaber arbejdspladser og er et vigtigt trafikalt knudepunkt. Vi er imod den konstante udvidelse og udsigten til endnu mere støj- og partikelforurening i vores lokalmiljø. Vi ønsker derfor, at lufthavnen skal leve op til de samme miljøkrav omkring støj- og partikelforurening, som gælder for andre virksomheder i Danmark.«

Tænk, at vi i et så reguleret land som Danmark har en rigtig stor arbejdsplads, hvor der ikke stilles miljø- og klimakrav. For eksempel skal dieselbiler have filtre på, men fly behøver det ikke. Derfor brændes der hver dag en million liter ufiltreret flybrændstof af i lufthavnen. Forureningen er størst, når flyene letter og lander. Så Folketinget og lufthavnen skalter og valter med mere end 200.000 beboeres helbred på Amager, men værst går det ud over dem, der bor tættest på, og dem, der arbejder i lufthavnen. Det er ikke okay.

Borgere mod lufthavnsforurening skal have stor ros for det kæmpe arbejde, de laver med at gøre opmærksom på de store problemer. Og det ser langsomt ud til, at det lykkes at få flere og flere til at få øjnene op, også politikerne. De afholder borgermøder. De kontakter og holder møder med politikerne på Christiansborg og politikerne i Københavns Kommune og Tårnby Kommune.

En af deres større bedrifter er, at de har udviklet en app, hvor man kan klage over støj- og lugtgener. Fra at der stort set ikke kom klager om støj og lugt, har der siden appens lancering i 2019 været over 100.000 klager. Og det er vel at mærke ikke fra de samme fem personer. Det er borgere fra Dragør til Christianshavn, der sender klager.

Vi er en del i Dragør, der bruger appen, men der kan godt være endnu flere, for jo flere, der henter appen og klager, des stærkere et signal sender vi til politikerne. For det er jo Folketinget, der sætter rammerne for lufthavnens ageren.

Læs mere om appen, gruppens arbejde og de mange fakta på deres hjemmeside: lufthavnsforurening.dk eller på Facebook: Borgere mod lufthavnsforurening.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER