I Morten Korch-filmen Vagabonderne på Bakkegården sang Poul Reichhardt med et bredt smil: »Er du dus med himlens fugle,« mens han vandrede ad en smal landevej, akkompagneret af fuglesang.
Den vej, han går på, kunne let være Ndr. Dragørvej; fra Petersminde ned forbi Køjevælen på højre side og med åbne marker, flankeret af de gamle gårde, nogle med stråtag, videre forbi bugnende jordbærmarker med pluk-selv, hvor store og små høster frugten af den danske sommer, alt imens højtsvævende lærker synger for at forsvare deres territorium med en blå himmel som baggrund.
Det er jo malerisk skønt, og jeg kan da ikke være den eneste, der i den grad værdsætter dette landlige udtryk lige i nærheden af min bopæl?
Poul Reichhardt fortsætter: »Du grønne skov, du glade lærke, åh, gudskelov at jeg kan mærke, alt dette er ven med mig – har du det som jeg?«
Men flertallet i den nuværende kommunalbestyrelse er ikke lærkens ven eller dus med andre af himlens fugle – tværtimod. De lader til at være mere dus med Mileway og vil gerne være ven med Mileways ejer, den amerikanske kapitalfond Blackstone. På trods af at Mileway ikke kom igennem med deres første og andet forslag til en udnyttelse af det 170.000 kvadratmeter store areal, holdes der angiveligt stadig møder med Mileway. Hvorfor?
Man kan jo kun gætte, men måske handler det om at skære Mileways oprindelige to store haller ud i nogle mindre kagebidder, så de bliver mere spiselige og mundrette stykker, så vi borgere ikke kløjes i dem? Og så kan man jo overtrække dem med en glasur, der minder om de sorte lader, vi kender fra APM-erhvervsområdet – på den måde glider det nok nemmere ned?
Måske handler møderne om et kompromis mellem parterne, så Dragør Kommune kan få medfinansiering til anlæggelse af de dyre veje ind til erhvervsområdet? Her vil det jo være kærkomment at have en stærk partner som amerikanske Blackstone i ryggen. Det vil jo stive argumentationen for at fortsætte projektet gevaldigt af.
Poul Reichhardt slutter sangen:
»Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer, så har du fundet ind til det, der gør livet allermest værd.«
Hvad er mest værd? Hos mig er der ingen tvivl. At bo i Dragør er at være tæt på København, men at føle, at man er på landet. Denne følelse opstår netop, fordi vi har åbne marker, der omkranser byen og danner en naturlig ramme om alle, som bor i byen. Det er en lille by, der oser af tryg Morten Korch-stemning, hvor der er lys, luft og natur.
Uanset om det bliver Mileway eller en anden aktør, der ender med at løbe med pokalen og kan udnytte de 170.000 kvadratmeter, så ender det med at blive et knaldsort byggeri på bekostning af Dragør og Store Maglebys udtryk – og på bekostning af de borgere, der troede, at de var flyttet på landet, væk fra tæt bebyggelse og trafikstøj.
Den 16. november har jeg indkaldt til demonstration på Ndr. Dragørvej ved Køjevælen. Kom gerne og vis din støtte, hvis du også er bekymret for den retning, dette erhvervseventyr styrer Dragør og Store Magleby i.
Evigt ejes kun det tabte.