Vi har altid følt, at vi havde verdens bedste arbejdsplads. Det føler vi heldigvis stadig, fordi vi har hinanden og et arbejde, som vi er stolte af, og som giver enormt meget mening for os. Vi er desværre også vant til at blive kritiseret af pårørende, for det er en del af vores arbejde også at gribe jer, der er enormt frustrerede og i sorg. Og vi forstår jer godt.
Når man, som os, har været ansat på Enggården henholdsvis 16 og 20 år, har vi åbenlyst oplevet lidt af hvert. Vi har haft syv forskellige forstandere – hvis ikke vi har glemt nogen – og et utal af forskellige områdeledere i huset. Der er afprøvet mange forskellige konstellationer i årenes løb med mere eller mindre succes. Men vi er her stadig, fordi kollegerne på gulvet og værdien i arbejdet betyder alt.
For få år siden blev et antal ledere skiftet ud, og vi indrømmer, at vi tænkte »nu igen«, men denne gang følte vi os set og hørt. Vi blev inddraget.
De nye opsigelser på ledelsessiden er et tab for Dragør og et specielt stort tab for Enggården. De var en stor del af den positive udvikling og vil blive savnet enormt. Vi skal hele tiden indstille os på nye tiltag i form af it-systemer og nye dokumentationsmuligheder, som langt hen ad vejen i vores verden tager tid fra kerneopgaven, som er vores beboere. Dermed ikke sagt, at det ikke er nødvendigt, men der skal være en balance.
Det er os en gåde, at det hele, der er opbygget, nu rives ned. Og hvorfor? Fordi der er kommunalvalg. Det er sådan, det føles for os.
Hvornår gik det fra at handle om mennesker og have de bedste intentioner til at handle om stemmer? Vi tror ikke, at I er klar over, hvor ødelæggende det, I foretager jer, er. Kan ting gøres bedre? Ja, selvfølgelig, men det kan de alle steder, og hos os er der rent faktisk en plan. Men lige nu er I ved at ødelægge noget, som er i udvikling i den rigtige retning, og det er ikke sket i mange år.
Jeres meget negative kommentarer rammer os som personale rigtig hårdt, for vi gør vores bedste hver dag, aften og nat for at få enderne til at mødes og for at sikre, at jeres mor, far og bedstemor har det godt.
Vi har brug for jeres hjælp og samarbejde og ikke mistillid. Vi har brug for, at I giver de ledere, der rent faktisk er tilbage efter dette – og som vil Enggården – fred og ro til at hjælpe os på gulvet med at blive klogere på, hvad der kan gøres bedre. For lederne er dygtige, og vi på gulvet er vanvittigt dygtige, hvis vi får nogle realistiske rammer, og hvis I giver os lov.