Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har givet Dragør et »rødt kort« for den kritiske kvalitet i kommunens specialtilbud.
Bag de nedslående tal og brud på retssikkerheden gemmer sig en kynisk økonomisk logik: Det er billigere for kommunen at lade staten betale for familiers ventetid end selv at finansiere den nødvendige undervisning.
I vores tidligere indlæg her i avisen (Inklusion og Dragør-modellen i Dragør Nyt nr. 5 fra den 28. januar på side 12, red.) – og et tidligere indlæg fra den 21. januar (Dragør-modellen fortsætter i ny version, Dragør Nyt nr. 4 på side 11, red.) advarede vi om konsekvenserne af den såkaldte Dragør-model og sammenhængen mellem høj inklusionsgrad og stigende skolefravær.
Dengang afviste borgmesteren, at der skulle være en sammenhæng. Men tallene taler deres eget tydelige sprog.
Ifølge Børne- og Undervisningsministeriets officielle Statistik om Elevtal og Statistik om Elevfravær har alle tre folkeskoler i Dragør bekymrende høje fraværsprocenter på samtlige klassetrin.
Det er ikke længere kun os, der er bekymrede. Nu er det også Staten.
»Rødt kort« fra STUK
Det fremgår af dagsordenen til mødet den 5. marts i Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget (punkt 8) at STUK har kontaktet kommunen på grund af bekymring over kvaliteten af kommunens specialtilbud. Over halvdelen af specialklassernes elever har mere end ti procents fravær de første to skoleår.
STUK rykker kun ud, når en kommune skiller sig negativt ud. Når kvaliteten af specialundervisningen vurderes så kritisk, at staten reagerer, er det et alvorligt svigt af de mest sårbare børn.
Det handler ikke om politiske prioriteringer – og det handler ikke længere kun om lokale vurderinger. Det handler om børns ret til undervisning, udvikling og trivsel.
Sagsbehandlingstider – løfter og virkelighed
Problemerne stopper desværre ikke i skolen.
Under punkt 9 på samme dagsorden fremgår det, at der fortsat er problemer med sagsbehandlingstiderne for tabt arbejdsfortjeneste.
Borgmesteren har udmeldt en ventetid på 12 uger. På kommunens hjemmeside står der fortsat 80 arbejdsdage. I 2025 blev fristen ikke overholdt i over 43 procent af sagerne.
Når næsten hver anden sag trækker ud over selv de udmeldte frister, efterlades familier i en uholdbar økonomisk situation. Det er ikke blot et svigt; det er et brud på retssikkerhedsloven.
Tilsynsudtalelsen fra Ankestyrelsen den 3. april 2025 var netop en alvorlig påmindelse om, at kommunalbestyrelsen skal efterleve loven og have styr på sagsbehandlingen.
Men man må spørge, om kommunen overhovedet har en interesse i at få farten op? Der findes nemlig en kynisk økonomisk logik bag ventetiden:
- Den dyre løsning: Visiteres barnet til en specialskole (Folkeskoleloven § 20), skal kommunen selv finansiere 100 procent af udgiften.
- Den billige venteposition: Når sagsbehandlingen trækker ud, og forældre lander på tabt arbejdsfortjeneste (Barnets Lov § 87), får kommunen 50 procent refusion fra staten.
Det er med andre ord markant billigere for kommunekassen at lade en familie vente på refusionsberettiget forsørgelse, end at visitere barnet til det rette, fuldt kommunalt finansierede skoletilbud.
Handler det om børn eller økonomi?
Ankestyrelsens kritik understreger, at kommunen ikke har styr på retssikkerheden.
Men i virkeligheden ser det ud til, at systemet belønner fejlene: Jo længere barnet venter uden et skoletilbud, desto mere sparer kommunen ved at lade staten overtage halvdelen af regningen for familiens forsørgelse.
Der tegner sig et samlet billede:
- Specialundervisningen er under så stort pres, at staten griber ind.
- Sagsbehandlingen halter i et omfang, der rammer familier direkte.
- Kommunalbestyrelsen mangler overblik over det forpligtende samarbejde med Tårnby.
Der er ikke brug for flere bortforklaringer eller henvisninger til administrative udfordringer. Når staten ligefrem må gribe ind over for kvaliteten i Dragør, er det udtryk for et systemisk kollaps.
Vi kræver, at kommunalbestyrelsen tager ansvar: Lovgivningen skal overholdes, retssikkerheden skal genoprettes, og økonomiske refusionshensyn må aldrig stå over børns ret til en værdig skolegang.
Spørgsmålet er nu, hvor længe borgmesteren har tænkt sig at se til, mens regningen for kommunens spareøvelse betales af Dragørs mest sårbare børn og deres familier?
Med venlig hilsen
Elizabeth Christensen m.fl.