Debat

Sund fornuft

H
Indlæg af Henrik Askø Stark
| | 0 min læsetid
Sund fornuft

Danmark har fået en ny regering. Og selvom to af partierne er gengangere, så er der i den grad tale om en ny regering.

25 ministerier er blevet til 21, mange resortområder er flyttet rundt – og blot to ministre går igen på samme poster som i den afgående. Det er så ganske vist statsministeren og udenrigsministeren. Men i forhold til den daglige drift og de synlige resultater ude i landet, så er det givetvis de to ministerier, hvor netop den påvirkning er mindst.

Der er ny økonomi- og indenrigsminister. Ny skatteminister. Ny minister for klima, energi og forsyning. Ny undervisningsminister. Og så videre.

Alt sammen områder, der kan få afgørende betydning for livet i en kommune som Dragør.

Det store dyr i åbenbaringen er økonomiaftalen mellem kommunerne og staten. Det vil være en af de første opgaver på bordet hos Pia Olsen Dyhr. Og håndteringen heraf har umiddelbare konsekvenser for den kommunale økonomi landet over, ikke mindst i Dragør, der via udligningsordningen overfører et stort millionbeløb til resten af landet. 

Regeringsgrundlaget indeholder utallige forslag, tanker og hensigtserklæringer, og udmøntningen af mange af dem vil givetvis få betydning her i Dragør.

I de fleste tilfælde er det indtil videre ikke særlig konkret. Men det er så det, de nye ministre og deres embedsmænd skal arbejde med i de kommende måneder og år.

I den forbindelse skal der lyde et fromt ønske herfra.

Når nu de mange initiativer skal omsættes til lovforslag – så lad dem gå gennem et filter af noget som jordnært som sund fornuft. 

Et helt basalt krav til enhver lovgivning burde være, at den er forståelig for dem, den påvirker. At den giver mening, både i ord og i praksis.

Områder som kystsikring og energiforsyning har meget stor betydning for Dragør. Og eksempelvis energiforsyning er et felt, hvor det ikke ligefrem er nogen hemmelighed, at frustrationerne hos såvel borgere som lokale politikere kan være store, når det kommer til udmeldinger fra Christiansborg, der er definerende for livet ude i kommunerne. 

Manglende logik og sammenhæng mellem de krav og de muligheder, som kommuner og borgere er blevet givet, spillede en stor rolle i den fjernvarme-saga, der foregik her i Dragør sidste år.

Nu hedder det sig i regeringsgrundlaget, at olie og gas skal udfases af opvarmningen – ved lov, og ganske snart. Men det har været fremme, at det er fossil gas, der fokuseres på … hvilket igen åbner for en ren Pandoras æske af spekulation om, hvorvidt borgerne også efter forbuddet kan få lov at opvarme med biogas. Skal man skrotte sit fyr og få en varmepumpe? Hvad bliver reglerne i den forbindelse? Bliver fjernvarme alligevel en ting? Hvad med den gamle by?

Lad os få klarhed og fornuft med i den kommende lov, så borgerne med rimelighed ved, hvad de kan og skal gøre.  

Skatteministeriets gøren og laden har i årtier været årsag til megen hovedrysten hos såvel medier som skatteyderne. Groteske svindelsager, vurderingssystem og nidkære opkrævninger af ørebeløb – blandt meget andet. 

I sidste uge afslørede et program på TV2 nye højder af ministeriets rigide handlingsmønster, der trodser enhver sans for sund fornuft. Hvor systemet har forfulgt og presset borgere, der ikke bare var uskyldige i den brøde og gæld, som de blev afkrævet – men tilmed var ofre i sagen. 

Den nye skatteminister har været hurtigt ude med et krav om en redegørelse af det, han blandt andet kalder en krænkelse af retssikkerheden.

Det er spændende toner fra en nytiltrådt minister for et område, der har direkte indflydelse på livet for alle borgere – også her i Dragør.

Tænk, hvis det kunne blive definerende for ministeriet – og hele regeringen – fremadrettet. At sund fornuft kunne blive en rettesnor når vi i de kommende år kan vente lovgivning om alt fra skat, forsyning, tandlægeordning til offentlig trafik og meget mere. 

Kære ministre – må I have borgerne, deres retsfølelse og tillid til myndighederne i centrum, når I folder det ud for os. Tak.

HAS

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER