Dragør rammes grundet dårlig byggestyring.
Supersygehuset ved Hillerød bliver stedse dyrere og mere forsinket. Fra fem milliarder kroner til nu skønnet ni milliarder kroner.
Berlingske beskriver den økonomiske katastrofe. Regionen har ikke, inden de gik i gang med byggeriet, haft et færdigprojekteret, bygbart projekt med velkonsoliderede budgetter og tidsplaner, men har, groft sagt, bare åbnet checkhæftet og sagt: »Byg løs.«
Man har i overført betydning asfalteret vejen, mens man kørte, og det har store konsekvenser, for så bliver det dyrt. Rigtigt dyrt.
Da byggeriet blev startet i 2009, havde jeg den tvivlsomme fornøjelse som regionsrådsmedlem at skulle stemme om byggeriet. I DF stemte vi imod valget af aktørerne. Inden afstemningen havde regionsrådet en samtale med konsortiet, som netop havde bygget Nordeuropas største sygehus, Karolinska i Stockholm. Deres tilbud var et totalbyggeri.
Det krævede til gengæld, at regionen først besluttede nøjagtigt, hvad man forventede: antal sengepladser, auditorier, parkeringspladser og køkken med mere. Det havde ingen interesse hos socialdemokraterne med Lars Gaardhøj i spidsen. Flertallet ønskede løbende at kunne tilpasse byggeplanerne til de uendeligt mange kommende ændringsønsker. Hver eneste ændring koster kassen. Nyopførte anlæg skulle straks skrottes til fordel for nye ønsker.
Det er dyrt at sætte S til styring. Disse store overskridelser betyder, at regionens primære opgaver, herunder sygepleje, bliver misligholdt. Og de sidste ekstraregninger har vi endnu til gode at se.
I de samme dage i 2009 havde jeg, som udvalgsformand i Dragørs byråd, glæden ved at sætte byggeriet af en svømmehal i gang. Her valgte vi i flertallet – DF, Socialdemokratiet og Venstre – en totalløsning. Banelængder, antal baner, varmvandsbassin, sauna med mere var endeligt besluttet inden udbuddet. 63 millioner kroner i alt.
Forvaltningen var en hel del frustreret under byggeriet, da de overhovedet ikke deltog i styringen. Liste T var også frustreret. 25-meter-banerne skulle forlænges til 50 meter, bassinet skulle gøres bredere, og der skulle også bygges en række mødelokaler.
Det var præcis som idiotien med supersygehusbyggeriet. Men Dragør fik vores svømmehal nøjagtig som bestilt, til aftalt pris og til en leveringstid, som holdt.
Tænk, om regionen havde valgt samme løsning med supersygehuset?
Med venlig hilsen
Morten Dreyer