I løbet af de seneste uger har vi set og hørt forældre, fagpersonale og skolebestyrelsesmedlemmer udtrykke bekymring for det, de oplever i Dragørs institutioner og skoler:
- At der ikke er hænder nok – vi lever ikke engang op til minimumsnormeringerne.
- At der ikke er pædagoger nok – vi har en af landets laveste pædagogandele.
- At der ikke er overskud nok – vi kæmper med inklusionen af børn med særlige behov.
- At der ikke er ressourcer nok – skolerne må fyre lærere, forkorte lektioner og nedlægge lejrskoler for at få enderne til at mødes.
- At der ikke er tid nok – det er ikke ualmindeligt, at der kun er 60 sekunders nærvær Per barn i en skoletime.
Det kræver mod og overskud at ytre sin mening offentligt – og det er sårbart at dele sine erfaringer, professionelle som private. Derfor ærgrer det mig, at bekymringerne oftest mødes med et politikersvar, vi efterhånden kan udenad: »Vi har allerede investeret massivt i børn og unge.«
Men hvis investeringerne er så massive, hvorfor mærker børnene det så ikke? Hvorfor oplever pædagoger og lærere, at de skal løbe hurtigere? Hvorfor føler forældre til børn med særlige behov sig nødsaget til at råbe op for at blive hørt?
Forleden lavede jeg en uofficiel meningsmåling på Facebook. Her spurgte jeg Dragørs mødre, hvordan de oplever kommunens dagtilbud. Det er på ingen måde en repræsentativ undersøgelse, men jeg hæfter mig alligevel ved, at knap halvdelen gav udtryk for, at de oplever en forværring af forholdene i vores institutioner, mens den anden halvdel mener, at forholdene er uændrede. Kun en enkelt gav udtryk for at opleve en forbedring af sit dagtilbud – trods de »massive investeringer«.
Når virkeligheden i dagtilbud og på skolerne ikke matcher budgettet, bliver sammenhængen mellem beslutningerne og hverdagen brudt. Det, vi efterspørger, er ikke flere tal og forklaringer, men ægte lydhørhed.
Mit kandidatur til kommunalbestyrelsen er født af en frustration over ikke at blive hørt. Derfor bruger jeg nu min stemme i den politiske debat til at gøre opmærksom på problemstillingen. Det gør jeg, fordi jeg ved, at når vi lufter vores bekymringer, er det ikke et angreb på systemet – det er et kærligt forsvar for de børn, vi alle sammen siger, vi vil det bedste for.