Kommunens tre folkeskoler skal spare 3,5 millioner kroner allerede i løbet af det kommende halve år. Det er historisk store besparelser, som vil kunne mærkes af både elever, medarbejdere og forældre. Men vi har et valg – og det skal vi tage stilling til.
De fleste kender efterhånden forklaringen på besparelserne: Den nuværende økonomimodel på skoleområdet – Dragør-modellen – betyder, at merforbrug på specialområdet automatisk udløser besparelser på almenområdet.
Sæt Dragør-modellen på pause
Konservative, Venstre og Socialdemokratiet (som er arkitekterne bag Dragør-modellen) forsvarer de store besparelser på skoleområdet med, at det er en national udfordring, og at udgifterne til specialområdet stiger over hele landet.
Det er korrekt, at mange kommuner i disse år oplever et voksende behov for specialundervisning og specialiserede tilbud til børn med særlige behov. Men når en national udfordring rammer lokalt, er kommunens opgave netop at finde lokale løsninger. Kommunalpolitik handler ikke om passivt at acceptere udviklingen, men om at prioritere og træffe valg.
Derfor foreslår Liste T på det kommende kommunalbestyrelsesmøde, at Dragør-modellen midlertidigt sættes ud af kraft, så de aktuelle merudgifter på specialområdet ikke automatisk fører til besparelser på folkeskolerne.
Det vil ikke fjerne udfordringen. Men det vil give kommunalbestyrelsen mulighed for at tage den nødvendige politiske diskussion om, hvor pengene skal komme fra.
Ekstra i kommunekassen
På det seneste møde i Økonomiudvalget kom det frem, at kommunen forventer et driftsoverskud på omkring 70 millioner kroner i 2026. Det er 10 millioner kroner mere end de budgetterede 60 millioner kroner i overskud.
Det gør situationen endnu mere opsigtsvækkende: På den ene side forventer kommunen et betydeligt overskud. På den anden side skal folkeskolerne gennemføre besparelser på 3,5 millioner kroner på rekordtid.
Det bør få alle til at stoppe op og stille spørgsmålet: Hvad skal vores fælles skattekroner bruges til?
Skal de primært ende som et overskud i kommunekassen? Eller skal de investeres i den velfærd, som borgerne møder hver dag – ikke mindst i vores børn og deres skolegang?
Med venlig hilsen
Peter Læssøe m.fl.