Der er altid en deadline på avisen, en fødselsdag, der skal huskes, en legeaftale for afkommet, en optikeraftale, et indkøb, der skal klares inden lukketid eller mellem to aftaler. Det kan være svært at bevare overblikket. For tiden render, når man hakker den op i korte bidder.
Derfor kan det være forfriskende at møde de lange stræk.
For nyligt interviewede jeg Ruth. Hun er med sine 103 år Dragørs ældste – Danmarks Statistik siger i hvert fald, at ingen er ældre.
Ud over, at det var en fornøjelse, for Ruth er en både flink og interessant dame, var det også fascinerende at møde et menneske, der er ældre, end min egen mormor ville have været i dag, hvis hun stadig havde levet. Tænk at have en hukommelse, der strækker sig et århundrede bagud.
Der er et næsten svimlende tidsrum. Da Ruth blev født, måtte de 3,3 millioner danskere deles om 15.635 personbiler – i dag er der 2,9 millioner biler til godt seks millioner danskere. Ruth var et år gammel, da Stauning som den første socialdemokrat blev statsminister i Danmark og Danmark ved samme lejlighed fik verdens første kvindelige demokratisk valgte minister. Hun var sytten år, da tyskerne besatte Danmark. 28 år, da de første faste tv-udsendelser begyndte i Danmark. 49 år, da Margrethe blev dronning. 78 år gammel, da tvillingtårnene styrtede i grus i New York …
Nåja, og så var hun 52 år, da denne skribent blev hevet hylende ud i denne verden i januar 1976.
Mere lokalt er vi i en tid, hvor togforbindelsen til Dragør nok var åbnet i 1907, men vejen til stationen først fik sit navn – Stationsvej – i Ruths fødeår. Samme år fik Dragør Boldklub tildelt fem tønder land ved Engvej til sine første boldbaner. Søvang var så småt ved at blive tilbygget, efter at en spekulant i årene inden havde opkøbt jord på Store Magleby Fælled – og på nogle andre marker, tættere på den anden Øresundskyst, var der stadig et par år til åbningen af Kastrup Lufthavn. Og så malede Christian Mølsted stadig sine billeder fra havn og by i Dragør. Dragør og Store Magleby Kommuner havde tilsammen rundet 3.000 indbyggere på det tidspunkt.
Det er nok tvivlsomt, om Ruth har rendt rundt i barndommens Jylland og tænkt over forholdene på Amager. Hun blev trods alt først beboer, da hun havde rundet de 100 år – for at komme tættere på børn, børnebørn og oldebørn. En ny begyndelse på et tidspunkt, hvor alt er endt for de fleste.
I dag bor hun på Enggården, hvor hun også både plukker tiden i lange stræk og dagen i små bidder – med snak med de andre beboere, andefodring i parken og gode snakke med sine gæster.
Kan vi lære noget af det? Tjah … at give sig tid, når det er muligt, måske? At holde sig nysgerrig og i gang? Eller blot at selv almindelige dage kan blive ualmindelige, når man møder mennesker eller har oplevelser, der griber en på en bestemt måde. Om det fører til en trecifret alder i sig selv, er nok tvivlsomt. Men selv hvis det ikke lykkes, kan det være, at det har løftet de år, vi nu engang er blevet tildelt.
Den tid er vi nødt til at sætte pris på og holde fast i. Både i de små bidder og i de lange stræk. For til sidst venter den store deadline.