Trendforsker: Højere huspriser, mere tryghed og fællesskab i at handle lokalt

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Trendforsker: Højere huspriser, mere tryghed og fællesskab i at handle lokalt

Spørger man Dorte Wimmer, trendforsker, forfatter og direktør i Retail Institute, bør forbrugere ikke tøve med at handle mere lokalt. Uanset om man vælger frisør, fysioterapeut eller køber mælk og nye strømper, vil det have en stor betydning at gøre det lokalt.

»Den mest rationelle og oplagte fordel ved at handle lokalt, handler faktisk om den enkeltes pengepung. Især hvis vi kigger i huspriser. Hvis der er en levende handelsby, er huspriserne i området højere, end hvis der kun er få eller slet ingen butikker tilbage,« forklarer Dorte Wimmer, der henviser til, at mange undersøgelser har vist, at når den sidste købmand lukker i en by, så falder huspriserne markant.

Handler også om tryghed

En levende bymidte og gode indkøbsmuligheder er altså en investering på den lange bane. En helt ny undersøgelse fra Retail Institute peger dog også på, at der er en emotionel fordel i at handle lokalt. Flere og flere forbrugere har fokus på dette. I en tid med krig, klimakrise og inflation, giver det for mange en ekstra tryghed at købe både mælken og den næste klipning lokalt.

»Nærhedsprincippet handler meget om sikkerhed og tillid. Hvis jeg køber noget lokalt og er utilfreds med det, kan jeg nemt gå tilbage med det. Og jeg kan forvente at få en bedre service, fordi vi kender hinanden bedre lokalt og måske er vokset op sammen,« lyder det fra Dorte Wimmer.

Selv om trenden ifølge hende går mod mere lokal handel, er der stadig mange byer, der kæmper med at holde evigt liv i sit centrum.

Tal hinanden op

Dorte Wimmer har dog flere konkrete forslag til, hvordan man fra flere sider kan puste til den lokale handels-ild.

Som forbruger kan man selvfølgelig selv tage et ansvar – og det er, påpeger hun, altså i ens egen interesse. Ikke mindst økonomisk. Men der er også en række ting, som både handels- og erhvervslivet selv og politikerne kan gøre.

»Som lokal butik er det enormt vigtigt, at du støtter op om naboen. For hvis naboen har succes, har du også. Det kan godt være, du ikke synes, du sælger så meget til arrangementer som Friday by Night, men så kommer kunderne måske og køber noget i morgen. Så støt lokale events. Og tal hinanden op over for kunderne: Har du været nede ved bageren? Har du set, at der er kommet forårsnyheder inde ved siden af? Når man bakker hinanden op, gør man det til en større oplevelse at handle lokalt,« siger Dorte Wimmer.

Vær til stede – også på sociale medier

Hun peger også på, at selv om man er en lille butik og har nok at se til med at købe de rigtige varer ind, sælge dem til de rigtige priser, yde en god service og være personalechef og eventkoordinator på samme tid, er man nødt til at kigge fremad.

For selv om man har mange hatte på, skal man huske at blive ved med at udvikle sin forretning. Og man må ikke læne sig tilbage i sædet og trist erklære, at det er umuligt at konkurrere med internettet.

»Nettet stjæler altså ikke fra de fysiske butikker. Nethandlen har ligget ret stabilt de seneste år. Så der er en fremtid for lokalhandel. Men fordi der er så stor konkurrence om kundernes tid og opmærksomhed, skal vi sørge for at skabe gode oplevelser for kunderne. Og når vi ved, at folk bruger op til fem timer om dagen på deres mobil, er man også nødt til at være til stede på de sociale medier som en lille butik. Det kan også være med til at øge oplandet for ens salg,« forklarer trendforskeren.

Større virksomheder skal bakke op

Dorte Wimmer mener også, at andet erhvervsliv end handelslivet har interesse i at støtte op om lokale events og handle services og varer lokalt.

»Større virksomheder, der ikke ligger i centrum, skal også støtte op om det, der sker inde i bymidten. For så er det nemmere at tiltrække borgere og arbejdskraft til byen,« siger Dorte Wimmer.

Sidst, men ikke mindst, har politikere og lokale erhvervsforeninger også en stor rolle at spille.

»Politikerne kan lave nogle pengepuljer til at støtte op om aktiviteter i bymidten. Og de kan være med til at lempe byrder for de handelsdrivende. Det kan være noget med at lempe regler for fortove og pladser, give tilladelse til udeservering, kigge på eventuelle restriktioner i lokalplanerne og så, en vigtig ting: Sørge for gratis eller ubegrænset parkering. Det spiller en kæmpe rolle for, hvor folk handler,« understreger Dorte Wimmer.

Skab grønne byrum og lav strategi

At have fokus på at dele byen op i mindre grønne rum med bænke og træer, er ifølge Dorte Wimmer også et redskab, kommunalpolitikerne kan bruge for at understøtte den lokale handel. For hvis byrummet lægger op til, at man bruger længere tid der, er der også større sandsynlighed for, at man bruger penge.

Hun ser også en mulighed for kommunen i at stå for koordineringsarbejde. At samle butikker og erhvervsliv i netværk for at sikre mere samarbejde på tværs om events og satsninger. Kommunalpolitikerne kan også være med til – ud fra en analyse af befolkningsgruppen – at sætte retningen for de ting, man gerne vil samles om. Det lyder som noget i retning af det, Dragør Kommune har gjort ved at lave en ny erhvervsstrategi og etablere nogle tværgående erhvervsnetværk.

»Det er vigtigt, at kommunen ser sig selv som en aktiv medspiller og ikke en politimand,« siger hun.

Hvad skal forskellige områder kunne?

Det med at være en aktiv medspiller går igen i mange af Dorte Wimmers pointer. Det er sådan, man bør se sig selv som forbruger. Sådan man som butiksindehaver bør se sig selv i forhold til andre butikker.

Og hun peger også på, at alle skal være aktive medspillere, når der er mange forskellige erhvervsforeninger og netværk i en kommune. Som man netop har i Dragør, hvor der er en handelsstandsforening for hvert af de forskellige kerner, der findes i kommunen. Fra Kongevejen til havnen, fra Sydstrandscenteret til Dragør Centret på Maglebytorv.

»Det kan nogle gange være svært, når du har flere spillere, der ønsker det bedste for deres egen sag eller eget område. Det er vigtigt at løfte blikket og starte med at definere: Hvad skal de forskellige områder kunne? I bymidten i Dragør er der hygge. Her skal man bruge tid og gå på opdagelse. Så kan de andre steder måske fungere som forskellige servicehubs. Det er i hvert fald vigtigt, at man får en fælles forståelse for, hvad man vil, og hvordan man kan understøtte hinanden. Og hvis man går sammen med sine penge og ressourcer, kommer der noget tilbage samlet set for alle,« lyder rådet fra Dorte Wimmer.

print┬®MartinS├©by1139.jpg
»Det er vigtigt at løfte blikket og starte med at definere: Hvad skal de forskellige områder kunne,« lyder det fra trendforsker Dorte Wimmer. Foto: Retail Institute

Artikelserie: Hvad betyder det at handle lokalt?

Hvordan står erhvervslivet og handelslivet bedst sammen? Hvad kan få flere Dragør-forbrugere til at handle lokalt? Hvordan skaber politikerne de bedste rammer for den blomstrende udvikling?

Det sætter Dragør Nyt fokus på i denne artikelserie.

Vi taler med Dragørs erhvervsforeninger og erhvervsråd, lokale forretningsdrivende, politikere, forbrugere og forskere.

Har du et perspektiv på det at handle lokalt, som du vil dele med os? Eller en idé til, hvem vi bør tale med? Kontakt os på redaktion@dragoer-nyt.dk

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER