Almindeligvis siger man: »Hvis vi ikke udvikler, så afvikler vi.«
Men jeg vil gerne, som nævnt i mit tidligere debatindlæg »Godt snydt år«, udfordre dette udsagn og rette opmærksomheden mod, at hvis vi udvikler det nye erhvervsområde på Nord, så afvikler vi også rigtig meget.
Afvikling af det åbne land
Dragør og Store Magleby er i dag »afskærmet« af marker hele vejen rundt. Når man kører ind i kommunen, får man følelsen af at forlade Storkøbenhavn og køre lidt ud på landet. Følelsen forstærkes af både Store Magleby og Dragørs udtryk: de smalle gader, stokroserne, gadekæret og så videre.
Afvikling af dette bliver en konsekvens af udviklingen af det nye Erhvervsområde Nord. Et 170.000 kvadratmeter stort erhvervseventyr på de åbne arealer vil bryde totalt med den følelse og således afvikle det åbne land og den gældende lokalplan. Bygningerne vil være dominerende, store, nye, ensartede og kedelige.
Der erhvervsbygges hele vejen rundt om Dragør Kommune. Tårnby fjerner de åbne arealer ved Tømmerupvej, hvor der opføres Karenshøj, et 400.000 kvadratmeter stort erhvervsområde. Det bliver enden på åbne vidder, når man kommer ad Amager Landevej og kører mod Dragør. Airport Business Park på 300.000 kvadratmeter vil tage det åbne udsyn over Øresund, og Erhvervsområde Nord vil tage det åbne landskab mellem Dragør og Store Magleby. Så når vi fremover kører ind og ud af byen, kan vi i stedet for at glæde os over åbne marker, hav og udsyn, køre forbi ørkesløse, intetsigende erhvervsområder. Det, der var det oprindelige udtryk, vil aldrig komme tilbage igen.
Afvikling af ro og frisk luft
I den senere tid er der kommet mere fokus på udledningen af ultrafine partikler og de tiltagende støjgener, som Københavns Lufthavn medfører, i vores nærmiljø. Kombineret med et i forvejen højt trafiktryk på indfaldsvejene til og fra Dragør har luftkvaliteten og roen det allerede svært i byen. Både luftforurening og støj er medvirkende faktorer til alvorlige helbredsmæssige problemer.
Hvis man udvikler erhverv på så stort et område, vil det medføre øget trafik. Kommunens egen rapport viser op til 33 procent mere trafik. En belastning, som absolut ikke gavner borgerne. Det gavner hverken dem, der bor tæt op ad indfaldsvejene, eller dem, der skal benytte vejnettet til og fra arbejde. Øget trafik vil desuden for en del boliger betyde faldende salgsværdi.
Afvikling af eksisterende dyreliv
Det kan næppe være gået manges næse forbi, at vi i det danske land befinder os i en biodiversitetskrise. Vi er det land i Europa, der har mindst ægte natur. Vores arter uddør med en hast, der er foruroligende.
Arealet på Nord huser mange arter. Det spænder over forskellige pattedyr, fugle, krybdyr, padder, insekter og blomster. Et rigt naturliv er for mange, børn såvel som voksne, berigende og spændende.
Hvis området bebygges, vil man miste en del af de beboere, der bruger arealet. At miste naturliv er et større tab, end vi måske lige tror. Ting, som vi tager for givet, for eksempel fuglesang eller en smukt flagrende sommerfugl, afhænger af, at vi er rummelige nok til at afse områder, hvor disse skabninger kan trives og leve. Vi har et ansvar for, at de kommende generationer også kan glæde sig over naturen.
For hvert et tilvalg er der et fravalg
Er det rimeligt, at kommunalbestyrelsen tilvælger beslutninger, der i den grad har negativ effekt på os borgere i byen, og som fravælger det grundlag, som gør Dragør til en unik og dejlig by tæt ved København, men alligevel så landlig, hyggelig og ikke lig de andre omegnskommuner?
Hvis man ønskede at bo op til erhvervsområder, havde det været billigere at bosætte sig i de vestlige omegnskommuner.
Lærken er ankommet til det nordlige areal, og harerne er begyndt at lede efter mage. Man kan se blå kærhøg gæste marken. Lad ikke dette forår være et af de sidste, hvor man kan nyde synet. Lad Dragør forblive unik.
Med venlig hilsen
Trine Norreen