Debat

Vandsportsklubberne samarbejder

a
Indlæg af admin
| | 0 min læsetid
Vandsportsklubberne samarbejder

I et nyligt debatindlæg i Dragør Nyt peger Trine Søe og Mia Tang på, at foreningslivet er en af Dragørs største styrker – og at der er behov for at styrke rammerne og samarbejdet for at udvikle det endnu mere. (Læs debatindlægget »Foreningslivet er Dragørs store styrke« her, red.) Det bakker vandsportsklubberne på Dragør Havn op om, og vi ser samtidig et kommende partnerskab mellem DGI Storkøbenhavn og Dragør Kommune som en vigtig mulighed for at løfte både foreningslivet og udviklingen omkring havnen.

Kajak, roning og sejlads skaber hver dag fællesskaber, oplevelser og liv ved vandet – båret af frivillige og stærk lokal opbakning. På tværs af foreningerne er vi allerede godt i gang med at samarbejde og dele aktiviteter, viden og ambitioner.

Denne retning blev også tydelig på idrætsmødet i april, hvor foreningerne i Dragør var samlet til fælles dialog. Her var der bred opbakning til at styrke samarbejdet og tænke mere på tværs.

Samtidig står vi over for fælles udfordringer – ikke mindst i forhold til at fastholde børn og unge og skabe aktivitet året rundt. Vinterperioden er svær, og mange oplever, at fællesskabet bliver mindre uden for sæsonen.

Netop derfor giver det mening at stå endnu tættere sammen. Sammen kan vi skabe flere tilbud, samle en stærkere kritisk masse – særligt for unge – og udvikle fællesskaber, der rækker på tværs af både foreninger og sæsoner.

Vi ser et stort potentiale for Dragør som »blå kommune«. Med et stærkere samarbejde kan endnu flere få glæde af livet på og ved vandet – uanset alder og niveau.

Derfor vil vi også gerne sende et klart signal: Vi er klar, og vi vil samarbejde!

Et tættere strategisk samarbejde mellem DGI Storkøbenhavn og Dragør Kommune kan blive en løftestang, der understøtter det, som allerede spirer lokalt – og skabe endnu bedre rammer for fællesskab, sundhed og liv ved havnen.

Potentialet er der allerede. Nu handler det om at indfri det – sammen.

Med venlig hilsen
Michael Staal

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER