Debat

Vi tager vores ansvar alvorligt

H
Indlæg af Henrik Askø Stark
| | 0 min læsetid
Vi tager vores ansvar alvorligt

Dragør Nyt elsker debat. Det er selve grundstenen i vores demokrati. Og når man som Dragør-borgerne står i en definerende situation, hvor der skal tages stilling til fjernvarme, er det kun naturligt, at debatniveauet intensiveres – samt at debatten til tider kan blive ophedet.

Vi vil dog gerne have lov til at understrege – med henvisning til vores debatregler – at vi henstiller til god tone. Såvel i læserindlæg her i avisen som – og ikke mindst – på de sociale medier. Lige nu synes fjernvarmen at give varme kinder hos rigtig mange. Det er fuldt forståeligt, når både byens varmeforsyning og den enkelte borgers økonomi er på spil.

Men der skal være plads til alle, uanset om man er tilhænger eller modstander af, om fjernvarmen kommer til Dragør. Det beder vi om, at man husker, inden man sætter sig til tastaturet. Ligesom man bør have in mente, at der – i alt fald ikke Dragør Nyt bekendt – er nogen, der forsøger at tvinge borgerne til hverken at vælge eller fravælge fjernvarme. Alle må gøre sig sine egne overvejelser og tage selvstændig stilling.

På Dragør Nyt er vi bevidste om, at vi har et stort ansvar for, at vi via vores journalistik får kommunikeret på en facon, så alle skal kunne tage stilling på et oplyst grundlag. Og det er et ansvar, vi tager alvorligt. Derfor føler vi også trang til at tage til genmæle, når der gentagne gange på de sociale medier bliver mere end antydet, at Dragør Nyt skriver ud fra en positiv vinkling om fjernvarme – og tilmed at det sker, fordi Tårnby Forsyning/Dragør Fjernvarme annoncerer i avisen.

Intet kunne være mere forkert. Vi gør hver dag vores ypperste for at levere de bedst mulige artikler til læserne, og vi har – som de fleste ved – oprustet med tre nye journalister for at kunne gøre netop dette på så kvalificeret vis som muligt.

Vores opgave er at belyse alt, der rører sig for Dragør-borgerne i stort og småt. At følge det politiske liv og debatten fra alle sider. Portrættere virksomheder, ildsjæle, foreninger, politikere, sportsfolk, skolefolk og alle de andre fantastiske og engagerede mennesker, der sætter deres præg på Dragør. At sætte fokus på emner, begivenheder og traditioner, der optager os alle.

Dette forsøger vi også i forhold til fjernvarmen. Vores tilgang ligger således i at fremlægge så mange fakta som muligt – og at belyse den aktuelle situation og debatten fra så mange kanter som muligt.

Vi er hele tiden åbne for kritik og input – og vi elsker, når læserne skriver direkte til os med netop dette. For vi kan altid blive bedre.

Samtidig vil vi imidlertid gøre det helt klart, at vi skal kunne fremlægge fakta, der kan sætte et emne som indførelse af fjernvarme i såvel et positivt som et negativt lys – uden at skulle skydes i skoene, at vi enten er i færd med at forherlige fjernvarmen eller at sabotere fjernvarmeudrulningen.

På redaktionen er vi mange forskellige mennesker, der har mange forskellige holdninger til alle mulige emner, også til fjernvarme. Som avis har vi imidlertid ikke en holdning til fjernvarme. Men vi har ganske klart en holdning til, at vi mener, debat og oplysning om fjernvarme er meget vigtig.

Vi kan naturligvis ikke have alle holdninger til og alle perspektiver på fjernvarme med i hver eneste avis. Vi skal også have plads til masser af andet vigtigt stof. Og nogle spørgsmål og vinkler kan det tage mange uger at få afdækket på en ordentlig måde, så vi kan præsentere det for læserne. Men det skulle gerne være tydeligt for de fleste, at Dragør Nyt særligt her i perioden fra januar til juni 2025 gør sit bedste for at dække fjernvarmespørgsmålet så bredt som muligt.

Ja, Dragør Nyt er en gratis, husstandsomdelt avis, der kun eksisterer på baggrund af annoncer. Men begyndte vi først at gå annoncørernes ærinder, ville vi slet ikke have nogen berettigelse. Oprustningen på avisen sker derfor ud fra den grundtanke, at hvis vi styrker journalistikken og skaber den bedst mulige dækning af livet i Dragør, så vil vi opleve vi en positiv modtagelse fra kommunens borgere – fra gamle som nye læsere – og herigennem kan annoncørerne se den gode idé i at annoncere hos os.

Tårnby Forsyning/Dragør Fjernvarme kører en storstilet fjernvarmekampagne. I den forbindelse annoncerer de naturligvis i byens bedste (og eneste) avis. Det gør de, uanset hvad vi skriver. Ligesom avisen i øvrigt også rummer annoncer for firmaer, der enten producerer eller opsætter varmepumper.

Det samme gælder for alle andre typer af annoncører – om det er butikker, restauranter, håndværkere eller for den sags skyld politikere og partier, når der senere på året er kommunalvalg. Man kan ikke købe sig til en holdning i Dragør Nyt ved at annoncere. Men man kan få sit budskab ud til kommunens borgere. Og holdninger kan man til gengæld hjertens gerne debattere i vores medier.

Så hermed endnu en opfordring til, at alle holder den gode debattone. Også når det gælder fjernvarmen.

Med venlig hilsen
Henrik Askø Stark
Chefredaktør
Dragør Nyt

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER