Et flertal i kommunalbestyrelsen har godkendt at frigive henholdsvis 8,5 millioner kroner til de næste skridt i den lokale kystbeskyttelse og 400.000 kroner til statens videre arbejde med kystbeskyttelsen.
Frigivelsen er en formalitet, for pengene er i forvejen afsat i budgettet for 2026. Men den giver mulighed for, at arbejdet med kystsikringen kan fortsætte.
Pengene skal ifølge dagsordenen blandt andet gå til at gøre projektforslaget færdigt for etape 1, som omfatter delstrækningerne Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden.
Projektforslaget skal sætte flere detaljer på et tidligere dispositionsforslag og skal blandt andet fastsætte linjeføringen i Kongelunden, gennemtjekke forskellige beregninger og udføre forskellige undersøgelser af jordbunden. Desuden skal økonomien genberegnes. Derudover kan arbejdet med miljøkonsekvensvurderingen fortsætte, så det blandt andet kan fastslås, om projektet kommer til at påvirke fredede dyr, planter eller miljøer.
På etape 2, der omfatter resten af kystlinjen frem til kommunegrænsen ved lufthavnen, skal der blandt andet laves to dispositionsforslag for henholdsvis den indre og den ydre løsning. Betegnelserne dækker over et landdige og en noget dyrere løsning, der skal etableres i vandet.
Derudover skal der blandt andet skitseres rekreative og formidlingsmæssige potentialer på tværs af de to etaper, herunder mulighed for ophold, sammenhæng til Naturpark Amager, nye byrum, friluftsaktiviteter og andre tiltag.
Ikke enighed
Kystbeskyttelsesprojektet skal samordnes med Sund & Bælt, der står for det statslige kystsikringsprojekt af Storkøbenhavn. Det omfatter ikke direkte Dragør – staten arbejder i stedet med et lufthavnsdige, der skærer Dragør af. Men Dragør Kommune håber fortsat, at staten kan spille en rolle i den lokale planlægning og etablering af kystsikringen.
De 400.000 kroner, som sideløbende blev afsat til det videre statslige arbejde, vidner om, at kommunalpolitikerne stadig ser muligheder i det statslige samarbejde – frigivelsen af beløbet skete dog med en understregning af, at den godkendelse af et kommisorium fra staten, der var en del af sagen, i første omgang kun handler om de tekniske undersøgelser.
Liste T stemte som den eneste politiske gruppe imod både den første og den anden bevilling.
Selv om borgmester Kenneth Gøtterup gav udtryk for, at det kunne koste tid ikke at frigive midlerne, var Liste T af en anden mening.
»Liste T ønsker at frigive anlægsmidler til en hurtig gennemførelse af Dragør Kommunes eget projekt og med kommunal finansiering af hele projektet. Liste T ønsker ikke en undersøgelse af bidragsfordeling og at Sund & Bælt potentielt skal gennemføre anlægsprojektet,« hed det i en såkaldt protokoltilføjelse fra den tværpolitiske liste.