Alle har fået lidt, men De Konservative har fået mest

R
Af Rasmus Mark Pedersen
| | 0 min læsetid
Alle har fået lidt, men De Konservative har fået mest
En glad borgmester på valgnatten. Foto: Rasmus Mark Pedersen

Den som er vældigt stærk, må også være vældigt god.

Sådan lyder det fra fortælleren i Astrid Lindgrens bog Kender du Pippi Langstrømpe?. Det kan være, at Kenneth Gøtterup og Det Konservative Folkeparti har skævet til det citat, da konstitueringen skulle laves. 

Både før og efter at det stod klart, at Det Konservative Folkeparti ville få et absolut flertal af mandater i kommunalbestyrelsen, har Kenneth Gøtterup betonet, at han gerne ville det brede samarbejde. Og det løfte har han fulgt:

»Selvom De Konservative har fået absolut flertal, er det vigtigt for os, at vi samarbejder bredt mellem kommunalbestyrelsens partier. Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes at lave en bred konstitueringsaftale med Venstre og Socialdemokratiet, og hvor SF er en samarbejdspartner,« lyder det fra borgmesteren i en pressemeddelelse, som Dragør Kommune udsendte sent fredag aften.

»Det er vigtigt, fordi Dragør stadig står over for både store reformer, der skal implementeres, en kystsikring og ikke mindst opgaver på ældreområdet,« uddyber han.

Ligesom for 28 år siden

Faktisk var det den samme rundhåndethed, som tidligere borgmester Birgitte Rinhart forsøgte dengang i 1997, hvor hun og Liste T fik absolut flertal.

Dragør Lokalarkiv har været søde at finde Liste T’s 50-års jubilæumsskrift fra 2012 frem til os, hvor hun er citeret for at sige:

»Det lykkedes at konstituere kommunalbestyrelsen i enighed. Jeg prøvede at lave en kabale, hvor alle skulle have noget, de syntes var sjovt. Der kom en fra hver gruppe i Økonomiudvalget, og de fleste fik lidt mere, end de skulle have.«

Glæde over poster

Om de andre partier ligefrem mener, at de har fået mere, end de skulle have, skal vi lade være usagt. Men de udtrykker i hvert fald glæde over at være med.

»Det ligger dybt i den socialdemokratiske dna at være med til at tage ansvar for Dragør. Vi mener, at det gør en forskel for fællesskabet, når der sidder socialdemokrater med ved bordet, og det er godt for Dragør, når der arbejdes sammen hen over midten,« lyder det fra Nicolaj Bertel Riber fra Socialdemokratiet.

»Jeg er glad for, at vi tre partier igen er gået sammen om en bred og stabil aftale for Dragørs udvikling. Alt i alt er det en aftale, der giver stabilitet, arbejdsro og en stærk fælles indsats for Dragør,« siger Venstres Henrik Kjærsvold-Niclasen.

SF er ikke med

Både Venstre og Socialdemokratiet havde betonet inden valget, at de gerne ville være med til at tage ansvar for Dragør – og dermed også, at de gerne ville med i en konstituering i den ene eller anden form.

SF’s spidskandidat Leif Nielsen havde ikke i samme grad forholdt sig til det spørgsmål, så derfor var det spændende, om han ville være at finde i aftalen.

»Vi er stolte og glade for at være repræsenteret på rådhuset for første gang siden 2013. Det er et privilegie, og vi føler et stort ansvar over for de borgere, der har givet os deres stemme,« fortæller Leif Nielsen i samme pressemeddelse, som de andre er blevet citeret fra.

Men konstitueringsaftalen kunne han altså ikke skrive under på:

»Vi gik ind i konstitueringsforhandlingerne efter valget, hvor det blev klart for os, at det ville være svært at få enderne til at mødes i den politiske aftale. Derfor har vi valgt at stå uden for flertallet, men vi kommer til at gøre det som konstruktiv opposition, hvor vi vil samarbejde og hele tiden søge indflydelse for børnene, de ældre og vores lokale velfærd,« lyder det fra SF’eren.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER