
32′ 1–0 Mål: Tobias Damkær – Assist: Mads Lund
62′ 2–0 Mål: Mads Lund – Assist: Victor Dyhl
På en fantastisk smukke sommerdag, lørdag den 16. august, tog Dragør Boldklub (DB) imod KFUM, på en af landets flotteste græsbaner på Halvej i Dragør.
Begge hold er nedrykkere fra københavnerserien, og det forventes, at begge hold er med i kampen om oprykningen.
Fra kampens start var det tydeligt, at KFUM havde taget en meget defensiv strategi med til det sydlige Amager. De stod dybt med alle spillere på egen banehalvdel. Så fra kampens start var det op til DB at skabe kampen og bryde den meget defensive stil ned.
Kampen bød på masser af underholdning og utrolig mange chancer til DB. Hjemmeholdet brændte blandt andet ikke mindre end to straffespark.
DB startede godt. Efter otte minutter fik Kasper Walker kampens første store chance. Alene med målmanden formåede han dog ikke at udnytte situationen.
DB fortsatte med angreb efter angreb mod KFUM-målet – men bolden ville ikke ind.
Efter knap 20 minutter slog KFUM kontra. Mads Glæsner viste sin høje klasse med en fantastisk tripleredning. Så var DB advaret.
KFUM forsøgte flere gange at slå kontra, men i første halvleg fik de blot skabt to chancer.
DB fik kort efter KFUM’s kontramulighed tilkendt et straffe efter et skub i ryggen på Kasper Walker. Sidst års topscorer Tobias Damkær tog ansvaret fra 11-meter, men desværre var sparket for svagt, og keeperen kunne redde.
Kunne det blive sådan en kamp, hvor DB havde spillet – men ikke kunne score? Selvfølgelig kunne det ikke det, fordi dette DB-hold har mange klassespillere. Efter godt en halv time driblede Mads Lund sig igen igennem på venstresiden. Han sendte sin »signatur« cut-back-aflevering tilbage til Tobias Damkær, som sendte bolden i nettet.
Trods tre-fire 100-procents-chancer måtte DB måtte nøjes med 1–0 i pausen.
KFUM startede anden halvleg bedst og var mest på bolden de første minutter. Men den nye bagkæde, der bestod af Tobias Oppermann, Julius Krüger og Julius Damkær, viste høj klasse og holdt angriberne i et jerngreb.
Selvom KFUM spillede med musklerne og lavede utrolig mange frispark, spiste DB-holdet sig hurtigt ind i kampen igen. Det ene DB-angreb efter det andet rullede afsted mod KFUM-målet.
Efter en god times spil lykkedes det at omsætte en de mange chancer til mål. Victor Dyhl spillede en bold på tværs til Mads Lund, som sparkede i mål til 2–0.

Efter Lunds scoring ebbede spændingen ud af kampen. DB sad på det hele.
Med omkring et kvarter tilbage på stadionuret fik DB igen tilkendt straffe. Også denne gang var det Tobias Damkær, som fik chancen, men KFUM-målmanden havde læst ham og reddede sparket sikkert.
DB gav i kampen debut til en ny spændende midtbanespiller, Mathias Lindhart Herborg, som er kommet fra Tårnby FF.
Sæsonstarten sluttede med en 2–0-sejr til DB, der var i fuld kontrol det meste af kampen. Med lidt mere kvalitet kunne DB have vundet 8–1.
Godt fra start
2–0-sejren over KFUM sender DB-mandskabet helt til tops i serie 1. Det er dog ikke alle mandskaber, der har været i kamp endnu.
BK Viktoria og Nørrebro FF åbnede sæsonen fredag aften med 0–0 i Fælledparken i København.
Dagen efter var der endnu en pointdeling i Fælledparken, da Østerbro IF spillede 1–1 mod HB.
Føroyar vandt 2–0 over KFB, og endelig vandt Bispebjerg BK hjemme over Jægersborg BK. Denne kamp sluttede 2–1.
B1960, der rykkede ned fra københavnsserien, begynder sæsonen på tirsdag mod CBS Sport, mens både Hellas og PI Fodbold spiller deres første kamp lørdag den 23. august.
Næste kamp
Dragør Boldklub spiller på udebane mod Jægersborg BK lørdag den 23. august klokken 12 på Gentofte Idrætspark.
| Nr. | Hold | Kampe | Målscorer | Point |
|---|---|---|---|---|
| 1 | Dragør BK | 1 | 2–0 | 3 |
| 2 | Føroyar | 1 | 2–0 | 3 |
| 3 | Bispebjerg BK | 1 | 2–1 | 3 |
| 4 | HB | 1 | 1–1 | 1 |
| 5 | Østerbro IF | 1 | 1–1 | 1 |
| 6 | Nørrebro FF | 1 | 0–0 | 1 |
| 7 | Viktoria | 1 | 0–0 | 1 |
| 8 | B1960 | 0 | 0–0 | 0 |
| 9 | CBS Sport | 0 | 0–0 | 0 |
| 10 | Hellas | 0 | 0–0 | 0 |
| 11 | PI Fodbold | 0 | 0–0 | 0 |
| 12 | Jægersborg BK | 1 | 1–2 | 0 |
| 13 | KFB | 1 | 0–2 | 0 |
| 14 | KFUM | 1 | 0–2 | 0 |
Dragør Boldklubs startsopstilling
Mads Glæsner, Tobias Oppermann, Julius Krüger, Julius Damkær, Victor Dyhl, Hector Uhl, Tobias Hjort, Mads Lund, Leonardo Han, Tobias Damkær. Kasper Walker.
Bænken: Mathias Lindhart Herborg, Daniel Graa, Pelle Søgaard.