I den tredje træningskamp før sæsonstarten i serie 1 lørdag den 16. august fik Dragør Boldklubs førstehold (DB) både mål og kilometer i benene.
Træningskampen skulle have været mod Sønderbro Fight fra serie 2, men Sønderbro måtte aflyse opgøret. Et hurtigtarbejdende udvalg fik fat i Bispebjerg BK, som tog turen til Dragør.
DB kom bedst fra start i opgøret. Efter kun to minutter scorede Tobias Damkær kampens første mål. Mads Lund modtog bolden fra Leonardo Han helt ude i højre side. Lund sendte et indlæg ind til midten. Bispebjerg-forsvaret fik i første omgang clearet. Tobias Hjorth opsnappede bolden og spillede videre til Tobias Damkær, som ikke tøvede med at afslutte direkte på mål med scoring som resultat.
Efter 12 minutter fik DB tildelt et straffespark. Umiddelbart så det dog ud, som om forseelsen blev begået udenfor feltet – men kampens dommer var sikker i sin sag. På et velplaceret spark uden chance for målmanden bragte Tobias Damkær DB foran 2–0.
Bispebjerg BK spillede sig frem til et par chancer, og efter knap 20 minutter fik de bolden i nettet til en 2–1-reducering. Målet kom efter et fint Bispebjerg-opspil, hvor de flyttede bolden godt rundt foran DB-forsvaret. En afslutning fra kanten af feltet strøg direkte ind i det lange hjørne, hvor Mads Glæsner ikke nåede ud.
Der gik dog kun tre minutter, før et af DB’s nye, lovende talenter Leonardo Han ændrede stillingen til 3–1. »Leo« kommer vi ganske sikkert til at se mere til i den kommende sæson.
DB kom på 4–1 cirka fem minutter inden pausen efter en fantastisk scoring af Victor Dyhl. Dyhl kørte alene igennem Bispebjerg-forsvaret og udplacerede målmanden.
DB spillede en flot første halvleg, men det var dog Bispebjerg BK, der kom bedst fra start i anden halvleg. Der gik kun et minut, før de havde reduceret til 4–2. DB havde skiftet et par spillere i pausen, og det var ikke alle, som var ikke helt klar. Det gav plads, og Bispebjerg fik mål.
Efter godt en time kom DB’s Daniel Joost ind som erstatning for Leonardo Han. Joost takkede efter et kvarter på banen for tilliden med en scoring til 5–2.
DB sluttede kampen bedst, og efter 79 minutter cementerede Victor Dyhl sejren, da han kom på måltavlen for anden gang i kampen.
Træningskampen sluttede med en flot 6–2-sejr til DB.
DB spiller sidste træningskamp inden turneringsstart mod Fremad Amager (2) tirsdag den 12. august efter redaktionens deadline. Og i weekenden er det så alvor. Den nye tilværelse i Serie 1 starter med en hjemmekamp mod DB’s med-nedrykker fra sidste sæson KFUM, som gæster Dragør kl. 12 på lørdag.
Kommende kamp
Dragør Boldklub spiller mod KFUM på hjemmebane lørdag den 16. august klokken 12.