Har man boet i Dragør i mange år, kender man måske historien om, hvordan Dragør Kajakklub blev dannet som den første kajakklub i Danmark i 1916. Og at der kun få år efter og få meter væk blev etableret endnu en klub. Nellie Møller var nemlig kvinden bag Danmarks tredje kajakklub i 1920 – Kajakklubben Pilen – i direkte protest mod Dragør Kajakklub, som fra starten ikke havde tilladt kvindelige medlemmer.
Selvom Dragør Kajakklub også hurtigt åbnede op for kvinder, blev de to kajakklubber ved med at eksistere side om side. Og Dragør Nyt er taget på besøg for at høre, hvordan de to klubber enes i dag, og hvorfor der stadig er behov for to forskellige klubber i en forholdsvis lille by.
Vi mødes i den gamle smedje på havnen, hvor Dragør Kajakklub med sine cirka 180 medlemmer har klublokaler, mens Pilen med omkring 100 medlemmer stadig holder til i et ombygget skur på Nordre Mole.
»Historisk set har det været to typer af folk i de to forskellige klubber. I 60erne og 70erne var Pilen måske lidt mere flippet og folkemusikagtig, end man var i Dragør Kajakklub,« fortæller Ricco Leth, formand for Dragør Kajakklub, og Erik Rasmussen, formanden for Kajakklubben Pilen, nikker bekræftende.
I dag er der ifølge de to formænd ikke forskel på folkene i de to klubber, der begge har haft 100-års jubilæer. Der er måske lidt flere, der sejler i konkurrencer fra Dragør Kajakklub end fra Pilen, men det er de samme typer kajakker og de samme typer ture, klubberne står for. Det er bare, som om der skal være to klubber – for det har der altid været. Og selvom de arbejder sammen på kryds og tværs, har man ligesom et sted, man hører til. Det er der, hvor man tilfældigvis er startet. Måske der, hvor ens familie i generationer har været medlem.
Kræver ikke meget at komme i gang
Hvert år, når sæsonen starter i slutningen af marts, holder begge klubber begynderkurser, og der kommer nye til i begge klubhuse. Som regel er der fyldt op på begge klubbers begynderhold, der kan rumme 12 deltagere.
Men når sæsonen er slut, er der som regel kun et par stykker, der holder fast hvert sted. For kajak er en sport, mange får lyst til at begynde på. Oplevelserne på det åbne vand og den gode motion tiltrækker. Men det kræver motivation at blive ved, har både Ricco Leth og Erik Rasmussen erfaret. Og de lægger ikke skjul på, at de godt kunne drømme om flere yngre medlemmer, da gennemsnitsalderen i begge klubber er på 50+.
»Vores begynderkursus var gratis til at starte med, men så kom der mange folk inde fra København og tog kurset, og så så vi dem aldrig mere. Så nu kræver vi betaling for kurset og minimum et års medlemskab, for det er jo frivillige instruktører, der bruger tid på det, og vi vil også gerne have, at de lokale, som kan have glæde af klubben – og omvendt – har førsteret til at komme til,« forklarer Erik Rasmussen.
Det kræver ikke det store at begynde at ro i kajak. Man skal kunne svømme 600 meter, og så skal man på begynderkurset bestå en prøve i makkerredning.
»Hvis man ryger i vandet, er det på grund af dårligt vejr, og så vil det altid handle om at redde sig selv, ikke kajakken. Da man højst må ro 600 meter fra land, er det dét, man skal kunne svømme,« forklarer Ricco Leth.
Kajakker, pagajer og redningsveste kan man låne i begge kajakklubber. Så man skal bare kunne stille i noget let træningstøj, man kan bevæge sig i.
Vil man gerne ro om vinteren eller i starten af sæsonen, er det en god idé med våddragt, fordi vandet er koldt. Men både Pilen og Dragør Kajakklub opfordrer til, at man lige prøver kajakroningen af i et stykke tid, inden man begynder at investere i en masse udstyr.
Mange fælles ture og arrangementer
Bliver man bidt af det på begynderkurset, er der masser af ture, man kan tilmelde sig i klubberne – og masser af små konkurrencer og hyggelige fællesarrangementer.
På de første roture har man i øvrigt som begynder en erfaren kajakroer med, så man kan komme trygt fra start.
»Når vi arrangerer ture, har Pilens medlemmer førsteret, men derefter inviterer vi også Dragør Kajakklubs medlemmer. Og vi har i øvrigt en fælles trailer, hvor der er plads til 16 kajakker, som vi skiftes til at bruge,« forklarer Erik Rasmussen.
Det samme gør de i Dragør Kajakklub – egne medlemmer har førsteret, men er der flere pladser tilbage, inviteres Pilens folk. På den måde hjælper de hinanden med at fylde ture op og får nogle store oplevelser sammen. Blandt andet er der planlagt ture til Karlskrona og Ry.
Hver onsdag sæsonen igennem fra marts til september mødes de to klubber til en hyggelig dyst. De kalder det et handicapløb, hvor kajakroerne rangeres efter tid – som golfspilleres handicap. De hurtigste starter til sidst.
»Vi er typisk 20–25 både. Det er superhyggeligt, og vi griller og spiser sammen bagefter. Men vi tæller point, og der bliver kåret en vinder af sæsonen, så selvfølgelig driller vi også hinanden lidt,« smiler Ricco Leth.
Hele vinteren igennem mødes de to klubber i øvrigt også. De griller sammen hver anden torsdag, og hvis det er for koldt eller blæsende til at tage ud på vandet, kan begge klubbers medlemmer træne på de indendørs romaskiner, som Dragør Kajakklub har stående. De to kajakklubber har også fælles yogatræning i Kedelhuset hver tirsdag, ligesom de har en fast tid i svømmehallen hver fredag.
Ud over at klubberne mødes til små konkurrencer og arrangementer hver uge, er det op til den enkelte kajakroer, hvor meget der bliver roet.
Man har selv en nøgle, låser sig ind, gør kajakken klar, skriver sig ind i en logbog og tager på tur. Er man for længe ude, ryger der en sms til formændene. På den måde passer de på hinanden, uden at de som sådan har fælles træning. Man går altså ikke til kajak, som man går til fodbold.
Natur, motion og fællesskabet trækker
For Erik Rasmussen, der har roet kajak i over 50 år – siden han var 17 år og meldte sig ind i Pilen – er det både friheden ved kajakroningen, fællesskabet og de store naturoplevelser, som betyder noget.
»Jeg er pensionist og elsker, at jeg kan tage ud med kajakken, når jeg har lyst. Jeg skal ikke vente på nogen, men kan hive kajakken ud, når vejret er til det. Og det er jo fantastisk at komme så tæt på naturen og opleve sæler og havørne. Vi har også for nylig været syv fra klubben afsted til Grækenland. Man oplever altså et land og en kultur på en helt anden måde, når man gør det fra kajak,« forklarer Erik Rasmussen.
Han oplever også, at alle i klubben er parate til at hjælpe hinanden – også med ting, der ikke har noget med kajaksejlads at gøre, såsom at flytte eller klippe en hæk.
»Jeg kan godt lide, at vi hjælper hinanden, at vi lytter, når der er brug for det – og det med, at vi tit spiser sammen, er bare en god ting. Flere af os er blevet alene. Og appetitten bliver altså større, når man er sammen med andre,« siger Erik Rasmussen.
Både han og Ricco Leth peger også på, hvordan kajakroning er godt for hele kroppen. Det er ikke bare armene, man træner. Man bruger også benmusklerne meget, ligesom ryggen og balancen har rigtig godt af kajaksporten.
For Ricco Leth, der har roet kajak i 40 år – siden han var 15 år – betyder fællesskabet i øvrigt også meget. Hans kone ror, og mange af deres venner ror. Men konkurrencedelen har også været vigtig for ham. Det er ikke, fordi han har haft en drøm om at være eliteudøver, men fordi han godt kan lide at sætte sig mål og arbejde henimod dem.
»Jeg ror cirka 2.000 kilometer om året, så ja, jeg træner meget og ror masterkonkurrencer. Som regel tager jeg med seks til otte andre fra klubben ud til fem til seks løb om året rundt omkring i Danmark,« forklarer han.
Spændt på digeløsning
Dragør Kajakklub og Pilen regner med at være i Dragør i mange år endnu – side om side. For sådan har det jo altid været.
Dog er der noget i fremtiden, som kan få stor betydning for begge klubber: hvordan kystsikringen kommer til at foregå.
»Vi er jo meget spændte på, hvilken digeløsning det ender med. For os ville det klart være en fordel med et fremskudt dige, hvor vi ligesom får en form for lagune. Der er jo ingen tvivl om, at Dragør skal have et dige, og at det bliver endnu vigtigere. Men så drømmer vi altså om, at man gør det på en måde, som både vil give mere natur og fugleliv og plads til at bruge vandet, som vi gør nu,« siger Ricco Leth.