»Det kan blive rigtig voldsomt«

J
Af Jens Munch
| | 0 min læsetid
»Det kan blive rigtig voldsomt«
»Hvem var det der vandt i dag? Det var dem fra Dragør af.« Foto: Jens Munch.
Søndag den 15. juni var en festdag i Dragør Boldklub. Fanerne blev holdt højt. Foto: Jens Munch.

»We will, we will rock you.« Få sekunder efter dommerens slutfløjt bragede en solid soundboks Freddie Mercurys ikoniske vokal på tværs af banen i retning mod de omtrent 150 begejstrede tilskuere.

Græsset var grønt på begge banehalvdele, himlen var blå, Dannebrog vajede venskabeligt om kap med boldklubbens egne gul-grønne faner, som yngre medlemmer flittigt svingede frem og tilbage til de taktfaste ord: »Vi scorer altid på sakse.«

Glæden syntes at være ægte, dyb og delt af alle, der var til stede. 9–0 er da entydigt også en gigantsejr til Dragør Boldklub i en såkaldt »sekspointkamp«, som man kalder det, når et hold spiller mod en klub, hvis placering man spiller skulder mod skulder om. Og så var det sæsonens allersidste kamp. Godt afsluttet, halvt fuldendt … eller noget.

Men glæden nåede dog ikke helt i top. Holdet fik ganske vist rettet op på en skuffende efterårssæson, hvor det kun blev til sølle syv point – omvendt nåede forårshøsten op på hele 21 af slagsen. Og de korngule herrer kan endda prale af at være ubesejrede på hjemmebane i foråret.

Så hvorfor den alligevel lidt beherskede glæde? Fordi svaret på, om Dragør Boldklub også skal spille i københavnsserien næste sæson, eller om de skal ned i serie 1, bliver afgjort af andre resultater – enten i toppen af københavnsserien eller i andre rækker. Og det er temmelig kompliceret, så det vil denne skribent ikke trætte læserne med i denne artikel.

Lige efter kampen og uddelingen af krammere til holdkammerater, venner, kærester og familie mødte Dragør Nyt trioen bestående af cheftrænerne Janus Krüger-Larsen og Kim Damkær samt anfører og målmand Mads Glæsner. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Cheftræner Janus Krüger-Larsen, målsmand og anfører Mads Glæsner samt cheftræner Kim Damkær. Foto: Jens Munch.

Janus Krüger-Larsen, nu var det jo ikke bare en sejr. Det endte med 9–0. Hvad pokker skete der i dag?

»Det er et klart eksempel på, hvad det her hold kan, når drengene lige rammer dagen. De har et tårnhøjt topniveau. De har jo desværre også et lavere bundniveau end nogle af rækkens mere rutinerede hold. Men topniveauet er der. Og det var en sindssyg afslutning på sæsonen. Megafedt!«

Mads Glæsner, du er målmand og anfører. Ikke alene scorede dine holdkammerater hele ni mål, men nullet blev også holdt i egen ende. Hvordan så du kampen dernede, hvor du stod – i det omfang du så noget til kampen?

»Jeg prøvede at dirigere. Man må jo snakke sig varm, når man ikke har så meget at lave. Jeg havde jo ikke regnet med, at det ville blive sådan en kamp. Det er den største sejr, jeg har været med til i min halvlange karriere i DB. Jeg snakkede i går med nogle af holdkammeraterne, og jeg sagde, at vi godt kunne gå hen og vinde 3–0, og at jeg ville kunne holde nullet her i sæsonens sidste kamp. Modstandernes røde kort gjorde fra det tidspunkt selvfølgelig kampen lidt flad. Men til og med 4–0-føringen var det jo 11 mod 11. Vi rammer dagen. Vi er altså klar i de kampe, der virkelig betyder noget, ligesom vi har været i forårets andre sekspointkampe, hvor vi spiller mod dem, der ligger lige omkring os. Dem har vi jo vundet. Og vi er ovenikøbet ubesejret på eget græs i foråret.«

Kim Damkær, hvad er det for en kamp, du ser i dag? Hvad er det, der går rigtigt i dag? 

»Kampen er en kulmination for et hold, der kæmpede vildt hårdt i efteråret, og som i foråret bare har bygget på og bygget på. Niveauet er for nogle af vores spillere endda markant højere end til københavnsserien. Og når vi rammer niveauet, kan vi – på nær tre hold i rækken – vinde over alle de andre hold. Det her er en uhyggelig hjemmebane.« 

Og hvad er det teknisk og taktisk, der går godt i dag?

»Vi overfalder dem. I har tidligere skrevet: »Mindre Guardiola og mere Klopp«. Vi spiller nu langt mere direkte. Og så har vi nogle spillere, som i dag scorer nogle flotte mål. Det her er fantastisk og en lækker følelse. Men allerede inden kampen var ingen af os i tvivl om, at vi ville vinde. Da vi mødte B1960 i efteråret, var vi også bedre end dem. Vi taber 3–2. Ude på bænken lavede vi så nogle dyre fejl, og så taber man. Vi havde fuldstændig styr på dem i dag. Der var en god følelse på holdet i dag. Der er generelt en god følelse på holdet. Selv topholdet Skovshoved troede vi på, at vi kunne slå. I løbet af foråret er vi aldrig gået på banen med følelsen: ‘Uhh, den her kan vi ikke vinde.’ Den følelse havde vi indimellem i efteråret. Nu har holdet fået et halvt år mere. Holdets bundniveau er blevet løftet markant. Ærgerligt, at det ikke blev 10–0.«

Janus Krüger-Larsen, vi snakkede sammen i marts. I havde kun syv point, og nu står vi her i dag – 21 point senere på en solskinsdag med 9–0 på tavlen og en rigtig god chance for overlevelse i rækken. Hvad har I gjort, og i hvor høj grad er det lykkes?

»Vi har lagt spillestilen om. Det er den store faktor. Så kan det godt være, at det virker lidt leverpostejsagtigt, det vi laver. Men vi har ændret konceptet, og går meget mere direkte til værks og stresser på den måde vores modstandere. Vores ‘overfaldsfodbold’ har helt klart været med til at give os alle de point på hjemmebane, og så har drengene jo altså også fået mere rutine. At stå her på hjemmebane på sidste spilledag og måske have overlevet i københavnsserien, det er voldsomme følelser.«

Kim Damkær bryder ind og tilføjer:

»Vi henter 21 point i foråret. Hvis vi også havde gjort det i efteråret, hvor vi kun fik syv point, så havde vi nu ligget nummer tre eller fire.«

Kim Damkær, I har lagt spillestilen om. Det har givet pote. Hvorfor kom I ikke op med den løsning noget før?

»Det er jo et kanongodt spørgsmål. Men Janus og jeg var tro mod plan A. Vi valgte at gøre det i efteråret, som i første omgang bragte os op fra serie 1. Det viste sig så ikke at være godt nok til københavnsserien, og så tog vi konsekvensen. Vi fandt frem til en spillestil, som bedre rammer den trup, vi har. Og vi må også erkende, at vi jo ikke er en klub, der får tilgang udefra. Så de drenge, der er med til at vinde 9–0 i dag, det er de samme, som begyndte sæsonen. Det er local boys alle sammen. Det gør mig glad, at vi i Dragør har så mange dygtige fodboldspillere. Og jeg ville da undre mig meget, hvis der ikke er nogle klubber på et højere niveau, som kommer til at ringe til nogle af drengene.«

Janus Krüger-Larsen tilføjer: 

»Og i dag stiller vi jo nok med det yngste hold, vi nogensinde har stillet med. Så også på den måde er det en ikonisk kamp i Dragør.«

Og målmand Mads Glæsner – din træner Kim Damkær sagde lige, at formentlig vil flere af jer spillere få henvendelser fra andre klubber. Er det noget, I snakker om på holdet?

»Jeg håber jo på, at man i Dragør Boldklub kan skabe og fastholde en kultur, hvor alle har en ambition om at blive i klubben og har en målsætning om at føre klubben så højt op i rækkerne som muligt. I mine ungdomsår har jeg også været ude og prøve mig af i andre klubber, men i min seniortid har jeg været meget afklaret med drømmen om at få Dragør Boldklub højt op. Så det bliver rigtig attraktivt at blive her for de gode spillere, der kommer nedefra og op. For jeg kan godt forstå, at det er fristende at blive testet i københavnsserien eller danmarksserien i stedet for serie 1 eller 2. Men jeg kan i hvert fald personligt godt love, at så længe klubben vil have mig, så vil jeg bære anførerbindet med stolthed. Jeg kommer også til at stå her næste sæson, uanset om det hedder serie 1 eller københavnsserien. Jeg vil bidrage til at holde på så mange af de andre gutter som overhovedet muligt.«

Mads, vi ved jo endnu ikke, i hvilken række I skal spille i sæsonen 2025/2026. Men hvad kan du sige om jeres ambitioner?

»Det er rigtig godt, det vi har bygget op med de nuværende trænere, hvor en hel årgang 2004 bare vokser fra sæson til sæson. Jo længere tid vi kan holde på dem, jo vildere bliver det. Bare se, hvad der skete fra efterår til forår! En ting er, at vi har ændret i spillesystemet, en anden ting er, at vi har vænnet os til tempoet og som gruppe har vokset os stærkere. Det kan blive rigtig voldsomt, hvis vi kan holde på det her hold.«

Kim Damkær, du har sikkert lidt blandede følelser i dag. Hvad tænker du om situationen? 

»Det er virkelig afgørende, at vi får lov at blive. Nu er drengene blevet så dygtige. Og der er bare markant forskel på serie 1 og københavnsserien. Alt er anderledes omkring kampene. Banerne. Modstanderne. Dommerne. Det ville være rigtig ærgerligt, hvis det her hold skal ned og vende igen. Men hvis det bliver tilfældet, så skal holdet nok rykke op igen med det samme. Men altså, det er jo fjollet. Der er jo en fin streg i tabellen, og vi ligger over den. Så vi burde da blive i rækken – eller i det mindste burde vi få en kvalifikationskamp. Vi får at se sidst på måneden.«

Allerede inden slutfløjt havde flere af spillerne mod på at vise sejrsglæde. Foto: Jens Munch.
Det var en varm dag i Dragør Boldklub. Foto: Jens Munch.
På trods af den overlegne sejr, og at buret blev holdt rent, måtte anfører og målmand Mads Glæsner af og til i aktion. Foto: Jens Munch.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER