Drageungerne fra Dragør Golfklub rykker op i 1. division

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Drageungerne fra Dragør Golfklub rykker op i 1. division

Dragør Golfklubs ungdomshold, kaldet Drageungerne, har for andet år i træk sikret sig oprykning i Danmarksturneringen U25. Holdet, som består af spillere i alderen 12–13 år, vandt i weekenden 7–0 over Rungsted og rykker dermed op i 1. division.

Holdet startede i kvalifikationsrækken for to år siden og rykkede sidste år op i 2. division. Årets oprykning kommer efter en klar sejr over puljens nummer to, hvor flere af spillerne fra Dragør dominerede deres matcher.

I første single besejrede Emil Meyer Therkelsen sin modstander på hul 14. I anden single vandt Benjamin 2–1, mens Isabel og Anton afgjorde deres match på hul 17.

Holdkaptajn Henrik Falch tilmeldte for to år siden Drageungerne til Danmarksturneringen, selvom flere omkring klubben tvivlede på, om så unge spillere kunne klare sig mod modstandere helt op til 25 år. Den tvivl er nu gjort til skamme.

Holdet består af Anton, Frederik, Andreas, Emil, Benjamin, Magnus og Isabel.

Målet er eliterækken

Anton Bech Helmberger siger:

»Det er ret vildt, at vi er rykket op to år i træk. Vi er 12–13 år og har vundet over hold med spillere, der var i midten af 20’erne. Det er ret fedt. Og fra næste sæson skal vi så spille i 1. division. Det har overrasket både vores trænere og forældre.«

Emil Meyer Therkelsen tilføjer:

»Vi har et virkelig stærkt hold, og vi bliver bedre og bedre. Nu må vi se, hvordan det går i 1. division næste år. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at vi før eller senere også kommer til at spille i eliterækken.«

Sideløbende med holdets sportslige resultater oplever Dragør Golfklub en markant tilgang af unge spillere. Klubben er ifølge egne oplysninger tæt på at have en af Danmarks største ungdomsafdelinger.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER