Dragør Golfklubs medlemmer – især de dygtigste af dem – har alle længe måttet kæmpe lidt for meget om pladsen. Derfor foregår der lige nu et kæmpe gravearbejde tæt på klubhuset, hvor man er i gang med at flytte rundt på omkring 650 kubikmeter jord for at anlægge en 220 kvadratmeter stor bunker og en træningsgreen på 500 kvadratmeter.
Det fortæller Nicholas Juul Andersen, chefgreenkeeper i Dragør Golfklub og formand for Dansk Greenkeeperforening.
»De faciliteter, vi har til træning, er for små. Som i alt for små. Og så er de ikke særligt udfordrende. Jo dygtigere, du bliver, des mere har du brug for at øve det samme slag på mange forskellige måder, fordi du kan komme ud for mange forskellige forhold på de andre baner, du skal ud at spille på,« forklarer han.
For de mindre golfkyndige skal det måske præciseres, at en bunker er en udfordring på en golfbane, der i grove træk består af et stort hul fyldt med sand. Og en green er selve græsarealet på en golfbane, hvor hullerne er placeret.
Som juleaften for greenkeeperne
Nicholas Juul Andersen fortæller, hvordan deres pro-trænere med den nye bane kan udvide deres hold og have flere med ud på greenen på én gang. Og at alle andre af klubbens medlemmer – uanset niveau – generelt bare får bedre og større træningsforhold. Han oplever, at de alle glæder sig meget og følger arbejdet tæt. Og for greenkeeperne, der skal udføre opgaven, er det som juleaften. De føler, at de kan få lov at vise, hvad de virkelig kan.
»Vi bygger det hele op fra bunden og laver alt arbejdet selv. Vi har selv maskinerne og greenkeepere med kompetencerne til at udføre det her. Og vi sparer mange penge ved at gøre det selv i stedet for at have entreprenører på udefra. Så får vi det også, som vi gerne vil have det,« forklarer Nicholas Juul Andersen, der sammen med sine fire andre greenkeepere er gået til opgaven med stor iver.
»Det er jo som at sidde i sandkassen, da man var barn. Det er en drøm, der går i opfyldelse at få lov til at lave sådan et projekt her,« lyder det fra chefgreenkeeperen.
Muligt på grund af fondsmidler
Klubben ejer selv jorden til det nye træningsområde, så den del var hurtigt på plads. Selve tegninger og planlægning af bunker og green har klubbens baneudvalg stået for – med stor hjælp og mange nyttige input fra Dansk Golf Union.
Finansieringen er kommet på plads med en stor fondsbevilling på 125.000 kroner fra DIF og DGI’s foreningspulje og 25.000 kroner fra REMA 1000 på Kongelundsvejen. Den sidste halvdel af projektet betaler klubben selv.
Det nye træningsområde skal stå klar til foråret. En masse hårdt grundarbejde laves som sagt nu, hvor enorme mængder råjord, som klubben har haft liggende fra andre udgravninger, transporteres hen til det nye område. Her bliver det brugt til at bygge den nye green op omkring bunkeren.
»På råjorden lægger vi et ti centimeter tykt drænlag, som består af perlesten, og så kommer der et 30 centimeter lag købemuld, som vi kan så de græsfrø, vi har udvalgt, i,« fortæller Nicholas Juul Andersen.
Hans smittende passion for at etablere det helt perfekte underlag for golf giver et godt indtryk af, at det er en videnskab, han nu efterhånden har arbejdet med i 33 år.
Bare det at udvælge de rette græsfrø er for kompliceret at uddybe her. Derudover er der mange detaljer under det helt rigtige græslag, som inkluderer alt fra drænrør og styrekabler til otte kæmpe sprinklere med en kastevidde på 21 meter rundt om hele anlægget. De er centrale, når nussearbejdet med at pleje de nye græsfrø går i gang, for her skal fugtmængden styres meget præcist.
»Hvis vi skal udvikle ungdommen og de dygtigste spillere yderligere i klubben, er det her træningsanlæg vejen frem. Og så er det bare en virkelig lækker udfordring for os greenkeepere,« slutter Nicholas Juul Andersen.
