Kommunalpolitikerne har netop besluttet, at der ikke skal bruges flere penge på audits af Enggården, når man alligevel er i gang med forhandlinger med OK-Fonden om at lade dem drive Enggården som selvejende plejehjem.
Næsten samtidig har de dog besluttet, at der skal bruges en halv million kroner på ekstern hjælp til en analyse, som ifølge økonomiudvalgsmødets dagsorden her i juni »belyser fordele, ulemper, risici og muligheder ved en eventuel omdannelse af Enggården til et selvejende plejehjem med drift af OK-Fonden«.
Økonomiudvalget bakkede op om administrationens anbefaling af, at der er brug for ekstern hjælp til at »afdække og kvalitetssikre« en række ting i forbindelse med forhandlingerne med OK-Fonden.
For eksempel driftssikkerhed, økonomisk usikkerhed, fokus på at kombinere offentligt ansvar med større faglig ledelsesmæssig frihed og bedre tilpasning til beboernes behov, beregning og fastlæggelse af takster, udformning af driftsoverenskomst og samarbejdsaftale samt udarbejdelse af en model for kvalitetssikring af patientsikkerhed.
Ældrerådet efterlyser fokus på beboere
Ældrerådet har dog sendt et høringssvar til beslutningen, hvor formand Arne Kindler kommenterer på, at et beslutningsgrundlag eller en analyse af en eventuel samarbejdsaftale med OK-Fonden ikke bare bør handle om at få en driftsaftale på plads. Man bør stadig holde døren åben for andre modeller og sørge for, at man får sammenlignet en eventuel driftsaftale med OK-Fonden med både fortsat kommunaldrift og med andre selvejende aktører. Derudover peger Dragør Ældreråd på, at der bør være mere fokus på, hvilke konsekvenser en ny driftsaftale får for medarbejdere, beboere og pårørende på Enggården.
»Ældrerådet undres over at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om en mulig ny driftsform, nu hvor det er besluttet, at yderligere audits ikke gennemføres som oprindeligt planlagt, hvis det fulde billede af Enggårdens nuværende udvikling ikke først er dokumenteret gennem de planlagte opfølgninger?« lyder det også fra Arne Kindler i høringssvaret.
Borgmester: Kræfterne skal fokuseres på kontrakten
Dragør Nyt har derfor interviewet borgmester Kenneth Gøtterup (C) om baggrunden for at bruge en halv million kroner på ekstern hjælp til den næste del i Enggården-sagaen.
Det kan virke lidt bagvendt, at man dropper flere eksterne audits af den sundhedsfaglige kvalitet på Enggården med den ene hånd, mens man med den anden hånd bruger en halv million kroner på at få ekstern hjælp til analyse af tal og drift. Hvorfor har I besluttet dette?
»Det har vi, fordi de to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Vi har fået lavet to audits på den faglige del, men når OK-Fonden skal overtage driften, kommer de til at køre deres egne audits. Derfor skabes der ikke en merværdi i at fortsætte dem nu. Nu skal kræfterne i stedet fokuseres på kontraktforhandlingerne med OK-Fonden, og her tager vi så revisionsfirmaet BDO med ind over. Fordi vi jo ikke har prøvet den slags forhandlinger før. Vi skal både være skarpe på, hvad det er for en økonomisk ramme, vi har, og hvilken faglig kvalitet, vi vil have.«
Kræver det ikke både et overblik over økonomi, ansvar og struktur i drift og over udviklingen i den sundhedsfaglige kvalitet, hvis man skal indgå en gennemarbejdet driftsoverenskomst med en privat aktør?
»Nej, vi har allerede et overblik over den sundhedsfaglige kvalitet. Så nu handler det om næste spor i processen. Og når man skal forhandle en kontrakt til 78 millioner kroner, som kommer til at være bindende mange år fremover, skal vi sikre os, at vi regner priserne på de forskellige indsatser ud på den rigtige måde. Så vi har det rigtige forhandlingsgrundlag i forhold til OK-Fonden. Jeg synes, de 500.000 er givet godt ud, når vi taler om at få lavet en god kontrakt.«
Ældrerådet skal inddrages i kvalitet
Hvad siger I til ældrerådets bemærkninger om, at hvis man skal have hjælp til endnu en analyse, så bør man have mere fokus på konsekvenser for medarbejdere, beboere og pårørende – og sammenligne en mulig driftsoverenskomst med OK-Fonden med vilkårene i fortsat kommunal institution eller hos en anden privat aktør?
»Jeg havde møde med ældrerådet i går for at forklare lidt nærmere om vores proces. Formanden har også tidligere stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor de ikke har været med i beslutningen om at gøre Enggården til en selvejende institution. Men det har de jo ikke, fordi det her er et politisk forlig. Det bliver de ikke inddraget i som råd. Til gengæld vil vi selvfølgelig inddrage dem i at formulere kvalitetsstandarderne og vilkårene for de ældre. Jeg mener ikke, vi skal ud og benchmarke i forhold til andre tilbud nu. Nu handler det om, at vi skal have skabt den bedste kontrakt for borgerne – og for at OK-Fonden har ordentlige vilkår at drive plejehjemmet på.«