En spritny ligestillingspolitik er blevet godkendt af både medarbejderudvalget i kommunen og kommunalbestyrelsens politikere. Dermed har Dragør meldt sig i mængden af kommuner, der har fået sådan en – og det ligger godt i tråd med kommunernes forpligtelser. Alle kommuner er ifølge Ligestillingsloven forpligtet til at udarbejde en ligestillingsredegørelse hvert tredje år og derudover generelt at arbejde med ligestilling og mangfoldighed.
Men det er ikke med fuld politisk enighed. For Socialdemokraterne mener i modsætning til deres politiske venner i konstitueringen bag den konservative borgmester Kenneth Gøtterup ikke, at politikken er fyldestgørende nok.
Formålet med politikken er, at »styrke ligestillingen i kommunen og sikre, at alle medarbejdere og ledere uanset køn har lige muligheder for at trives og udvikle sig i deres arbejde«, som det hed i administrationens indstilling til politikerne.
Men Socialdemokratiet med Nicolaj Bertel Riber i spidsen mener, at der også skulle fokus på blandt andet handicap, alder, seksualitet og etnicitet i politikken.
Borgmester Kenneth Gøtterup (C) forklarer, hvorfor en ligestillingspolitik er vigtig netop nu.
»Det er en sag, der har været længe undervejs. Det var helt tilbage i 2024, at Økonomiudvalget gav opdraget til vores MED-organisation (de faglige repræsentanter for ledere og medarbejdere, red.) om at komme med deres oplæg til, hvordan sådan en ligestillingspolitik skal se ud. De er kommet med et rigtig godt og velkvalificeret bud, som vi nu har vedtaget. Og det er godt,« siger borgmesteren.
Kenneth Gøtterup understreger, at de arbejder med alle elementerne i ligestillingspolitikken i hverdagen og har gjort det i mange år, men at det er vigtigt at få formaliseret arbejdet.
»Politikken gør, at vi har noget at holde vores praksis op imod. Så vi også kan måles på, om vi gør det, vi siger,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.
Kan bredes ud på sigt
Socialdemokratiet var ikke tilfreds med den nuværende ordlyd i ligestillingspolitikken og stillede forslag om en gennemskrivning, »således at Dragør Kommunes ligestillingspolitik tydeligt arbejder for ligestilling og mangfoldighed på tværs af køn, alder, etnicitet, handicap, seksuel orientering, kønsidentitet, religion og neurodiversitet. Politikken skal sikre lige muligheder for alle ansatte uanset forskelligheder«.
Hovedbudskabet i dette var, at ligestilling handler om mange andre ting end køn, og det skal politikken afspejle. Noget borgmesteren heller ikke er afvisende for at se på. Derfor blev det også besluttet, at ligestillingspolitikken allerede skal evalueres i 2028.
»Jeg synes ikke, vi skulle til at sende ligestillingspolitikken tilbage igen. I respekt for MED-udvalgets arbejde skal den selvfølgelig vedtages. Men så får vi jo mulighed for at se på den igen og se på, om den skal bredes ud allerede i 2028,« siger borgmesteren.
Nicolaj Bertel Riber fastholder over for Dragør Nyt, at politikken burde have været sendt retur til fornyet behandling.
»Det eneste svar, jeg har kunne få ud af de andre politikere, er, at det har handlet om tid. Det har handlet om at komme videre, og så kan vi evaluere om to år. Men det er et meget hult argument for ikke at gøre det rigtigt første gang. Vi kunne lige så godt udsætte det i tre-fire måneder og få en god politik fra begyndelsen,« siger han.
Dragør Kommunes ligestillingspolitik 2025–2028
Vision
Dragør Kommune skal være en arbejdsplads, hvor alle – uanset køn – har lige muligheder for at trives, udvikle sig og gøre karriere. Det er vigtigt for trivsel, arbejdsglæde og arbejdsfællesskabet og kan bidrage til at styrke kvaliteten af kommunens service til borgerne
Konkrete indsatsområder
Inkluderende sprog og kommunikation: Sikre kønsneutralt og inkluderende sprogbrug i stillingsopslag, informationsmateriale og præsentationer. Undgå stereotyper i stillingsopslag, informationsmateriale og præsentationer. Bruge eksempler og billeder, der afspejler mangfoldigheden blandt ansatte.
Lige muligheder for udvikling og karriere: Sikre, at alle medarbejdere – også deltidsansatte og dem, der har været på barsel – bliver inviteret til MUS (medarbejderudviklingssamtaler) på lige fod. Synliggøre udviklingsmuligheder for alle.
Tryg arbejdskultur: Klare procedurer for håndtering af diskrimination og chikane. Ledelsen nævner jævnligt forventningen om en respektfuld omgangstone. Løbende dialog om arbejdskultur på teammøder. Synlig kontaktperson ved krænkende adfærd. Have fokus på psykologisk tryghed ved for eksempel AMR-dage (arbejdsmiljørepræsentant, red.) og lederdage.
Fleksibilitet og lige vilkår: Tydelig information om rettigheder og muligheder. Opmærksomhed på, at ledelseskultur ikke skaber barrierer for eksempelvis barsel eller karriereveje.
Ledelse og rekruttering: Implementere værktøjer, der bevidstgør om og gør op med bias i rekruttering. Overvåge kønsfordeling i lederstillinger og sætte mål, hvis skævhed opstår. Sikre kønsneutral og inkluderende sprogbrug i stillingsopslag. Der udarbejdes hvert andet år en kort status på indsatsen med fokus på fremdrift og nye behov.
Kilde: Dragør Kommune
Sådan ser det ud med ligestillingen
73 procent kvinder og 27 procent mænd er ansat i fuldtidsstillinger i Dragør Kommune.
På ledelsesplan er der 60–63,6 procent kvindelige chefer og ledere i kommunen og 36,4–40 procent mandlige chefer og ledere.
Kun i direktionen er der ansat flere mænd end kvinder.
Kønsfordeling på lederniveau i Dragør Kommune
Ledelsesniveau 1: Direktører. 75 procent mænd – 25 procent kvinder.
Ledelsesniveau 2: Centerchefer. 40 procent mænd – 60 procent kvinder.
Ledelsesniveau 3: Afdelingsledere på Dragør Rådhus. 37,5 procent mænd – 62,5 procent kvinder.
Ledelsesniveau 4: Øvrige ledere i Dragør Kommune, herunder skoler, dagtilbud, kultur- og fritidstilbud, Dragør Havn, Vej og Gartner med videre. 36,4 procent mænd – 63,6 procent kvinder
Kilde: Dragør Kommune, tal fra 2025