Efterårssæsonen var præget af mange uheldige og ærgerlige nederlag – ofte i slutminutterne af kampen.
Det har præget holdet, men det er ikke mangel på talent, der har gjort, at holdet ligger under nedrykningsstregen. Tværtimod. Holdet har masser af talent og er stadig et meget ungt hold.
Der er håb for fremtiden.
Opstarten på træningen for både 1. senior og andre hold blev forstyrret af problemer med udskiftningen af lyset på kunstbanen. 1. senior måtte derfor skifte boldtræningen ud med kolde løbeture og hård fysisk træning.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Håber på stor opbakning
Trænerteamet Janus Krüger-Larsen og Kim Damkær har besluttet, at de vil prøve noget nyt til foråret.
»Nu har vi masser af tid til at implementere en ny og mere offensiv spillestil, da vi tror, at denne nye stil vil passe bedre til den type spillere, som vi har i DB,« fortæller de.
Selvom der er fire point op fra sidstepladsen til den anden side af stregen, så har trænerteamet fuld tiltro til holdet:
»Vi har haft meget stolpe ud – specielt i den sidste del af efteråret – og vi har stor tro på, at denne udvikling vendes i foråret. Der er stadig stor tro på egne evner og på, at vi har niveauet til denne række. Vi har store forventninger til vores unge trup og er sikre på, at flere spillere vil vokse i foråret,« lyder det.
Derfor har de denne opfordring til borgerne i byen:
»Vi håber bare på stor opbakning fra linjen, så skal vi nok gøre vores til, at det bliver underholdende at komme til fodbold i DB.«
Aftalte træningskampe
Den 2. februar klokken 14.00 hjemme mod Hvidovre IF’s DS-hold.
Den 27. februar klokken 12.00 hjemme mod Tårnby FF (2).
Den 1. marts klokken 12.00 ude mod Amager FF fra Serie 1.
Den 6. marts klokken 19.15 hjemme mod AB Tårnby.
Den 15. marts klokken 12.00 ude mod Virum.
Den 23. marts klokken 12.00 hjemme mod Østerbro IF fra Serie 1.
Første turneringskamp er den 29. marts klokken 12.00 hjemme mod KFUM.