Fra New York til Dragør: Heathers kærlighed til basket skabte en ny sportsklub

L
Af Laura Videbæk
| | 0 min læsetid
Fra New York til Dragør: Heathers kærlighed til basket skabte en ny sportsklub

Denne artikel er skrevet af Dragør Nyts børnereporter Laura Videbæk på 13 år. Laura har selv stået for interviews, billeder og tekst.

Heather Wallerson Krog havde ikke spillet basket i omkring 20 år, da hun startede basketklubben Dragør Eagles i 2020 i Dragør. Så selvom hun havde savnet basket, var hun spændt på sin egen rolle som træner – og om der overhovedet ville dukke nogen op til første træning. Det gjorde der.

I starten var der nogle gange kun to til tre børn til træning, men sådan er det ikke længere. Klubben er mere etableret og har omkring 50 medlemmer i forskellige aldre.

Men der er stadig noget i klubben, der er lidt anderledes end de fleste sportsklubber. Måske fordi basket i USA også er en sport, der spilles rundt omkring på pladser i byen. Jeg står for eksempel og interviewer Heather i Dragør Skoles skolegård, hvor Dragør Eagles spiller om lørdagen i stedet for i en sportshal. I dag er nogen dukket op – også selvom sæsonen ikke er begyndt endnu.

»Jeg har forbindelse med alle i klubben, så jeg skrev ud, om de kunne tænke sig at komme og spille lidt,« siger Heather og kigger mod tre drenge, der skyder efter kurven.

Ikke som i USA

Det er ikke så nemt at starte en forening, når man ikke er født ind i traditionen.

»Det med at drive en forening i Danmark, især som en, der ikke er født i Danmark, synes jeg er sejt,« fortæller hun og tilføjer med et grin:

»Hvis jeg gerne må sige det selv.«

Heather kalder sig selv en ildsjæl, og når man taler med hende, er man ikke i tvivl om, at hjertet brænder for basket. Men selv ildsjæle som Heather har brug for hjælp til at starte en basketklub. Derfor kom hun i kontakt med BørneBasketFonden.

»BørneBasketFonden støtter ildsjæle som mig med at stifte en basketklub. De hjalp mig med at få beskeden ud til folk. Vi kom på Facebook,« forklarer Heather.

En anden ting, der hjalp, var at begynde at sige det ude i Dragør.

»Jeg kan huske, at vi i starten nogle gange kun var to til tre børn, men så sagde jeg til dem, at de også gerne måtte invitere nogle venner med,« fortæller Heather.

Derefter begyndte der langsomt at komme flere og flere medlemmer. Lige nu er de 50, og klubben har flere forskellige hold.

»Vi har nanobasket, som er dem fra tre år op til fem. Så er der minibasket, som er fem til seks–syv år,« fortæller Heather og fortsætter:

»Efter det er der holdet for dem under ni år og et hold, der går op til 13 år.«

Der er dog også plads til voksne:

»Vi har også et 18+ hold,« forklarer hun.

Elsker holdsporten

Heather elsker basket meget højt – først og fremmest fordi det er en holdsport.

»Jeg kan rigtig godt lide at samarbejde med andre. Man kan være en stjerne, men en stjerne vinder ikke i en holdsport. Hvis man nyder det, hvis man kan huske sine kammerater på holdet og spille sammen, så er det ren magi,« siger hun.

Det med kammeraterne er vigtigt i klubben.

»Og allervigtigst er det, at man har det sjovt,« siger Heather.

Fokus på at have det sjovt med sine venner og kammerater er noget anderledes end det, Heather kender fra sin egen basket i USA. Der var det resultaterne, der talte, og Heather har også vundet mange trofæer og medaljer. Men det var ikke altid kun sjovt.

»Jeg vil ikke sige, at det gav angst, men det var intenst. Det var intenst i min tid,« fortæller hun.

Derfor fokuserer hun også på, at Dragør Eagles ikke bliver for konkurrencepræget.

»Det er vigtigt for mig, som har en så konkurrencepræget baggrund, at det ikke er konkurrence, der er førsteprioritet,« slutter hun.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER