Golfen har ført ham fra Dragør til collegelivet i USA

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Golfen har ført ham fra Dragør til collegelivet i USA
Oscar Holm Bredkjær. Golfspiller fra Dragør Golfklub. Privatfoto.

Lidt jetlag har han stadig. 21-årige Oscar Holm Bredkjær, der netop har spillet VM i golf for amatører i Singapore. En superflot syvendeplads ud af 35 lande blev det til Danmark, og en lige så flot individuel 11. plads blev det til for Oscar ud af 108 af verdens dygtigste golfamatører.

Men der er alligevel ikke tid til at sove længe i South Carolina, hvor han bor netop nu. På et golf-scholarship skal han ikke bare følge timerne på Clemson University, hvor han er ved at tage en bachelor i business. Han skal også spille mellem tre og seks timers golf hver dag.

Ud over at være på landsholdet og have en drøm om at blive professionel spiller han nemlig også for Clemson Tigers; universitetets golfhold på fire spillere, der spiller mange turneringer og afhænger af ham, da han er en af deres bedste spillere.

»Jeg havde engang en træner, der sagde, at man altid skal træne det, man er dårligst til. Og det er jo ikke vildt sjovt hele tiden at træne noget, man ikke er ret god til. Men når det så klikker, og det fungerer, så er det jo også bare noget af det bedste,« lyder det fra Oscar Holm Bredkjær over telefonen.

Træning er det bedste – og det værste

Få dage efter at Oscar Holm Bredkjær er landet i South Carolina, kommer nyheden om, at han – sammen med en anden Dragør-dreng, Mikkel Tingsted Blum – er udtaget til landsholdstruppen i 2026.

Han træner minimum seks dage om ugen og holder normalt kun fri dagen efter en turnering. Uanset om det så er VM eller en collegeturnering. Golf er ikke en meget fysisk sport, men følingen med kølle og golfbold, det perfekte slag og sving – det får man kun, hvis disciplinen er helt i top.

»Jeg har da ikke lyst til det hver eneste dag. For at være helt ærlig. Der er forskel på at gå og hyggespille golf med vennerne – det kunne jeg godt hver dag – men træning er noget andet. Og det er lidt skørt, for træning er en af de ting, jeg nyder mest ved golf, men det kan også være det, man nyder mindst,« siger Oscar Holm Bredkjær.

En træt eller dårlig dag en gang imellem piller dog ikke ved det store billede af, at han synes, at det er en helt fantastisk og særlig oplevelse at gå på college i USA, møde mennesker og golfspillere fra hele verden, spille golf i ét væk og samtidig få en uddannelse.

»Det er næsten mere, end man kan bede om. Der er ikke meget at klage over,« siger han beskedent.

Meget at balancere

Selvfølgelig var det hele ikke nemt i begyndelsen. Det var vildt ikke bare at skulle flytte hjemmefra, men at flytte om på den anden side af Atlanterhavet.

»Heldigvis havde jeg en af mine gode venner fra Dragør med det første år. For det var da vildt at vænne sig til skolen, at snakke engelsk hele tiden, at savne sin familie og så samtidig at skulle performe i en sport. Det er mange ting at balancere på en gang, men man vænner sig hurtigt til det. Det er virkelig en stor oplevelse, og jeg prøver at nyde det så meget som muligt,« forklarer Oscar Holm Bredkjær.

Drømmen er at komme til at leve af golfen. Han ved, at det er svært, for der er mange om buddet. Og ud over perfekte slag kræver det også gode sponsoraftaler.

»Men en oplevelse som VM giver motivation til at arbejde videre, for at det kan blive en levevej,« fortæller han.

Tryggest i Dragør

Uanset hvordan det går, slipper han ikke Dragør Golfklub helt. Både VM i Singapore og golfturneringer i USA er jo kæmpestort, men alligevel er det en helt særlig følelse, der rammer ham, når han går en runde ved de velkendte huller i Dragør.

»Det er i Dragør, jeg føler mig mest tryg på en golfbane, så jeg elsker at komme derud. Når jeg kommer derud, ser jeg barndomsvenner og mennesker, jeg har kendt, siden jeg var 11 år gammel. Det er et superdejligt miljø at komme ud i. Jeg er jo vokset op i den klub og har fået en masse læring med mig,« forklarer Oscar Holm Bredkjær, der derfor også stadig spiller på Dragør Golfklubs divisionshold, når tiden tillader det.

Messenger_creation_6A991499-6F0F-45A1-9076-8FED900E6D55.jpeg
Oscar Holm Bredkjær i midten. Foto: Mickael Bech

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER