Hvem vil bruge næsten al sin tid på tennis? Det vil Emily, Naya, Jonas og Aksel

L
Af Laura Videbæk
| | 0 min læsetid
Hvem vil bruge næsten al sin tid på tennis? Det vil Emily, Naya, Jonas og Aksel
IMG_9567.JPG
Aksel Birkelund Frank er 13 år og elsker at spille tennis. Foto: Laura Videbæk.

Denne artikel er skrevet af Dragør Nyts børnereporter, Laura Videbæk på 13 år. Artiklen er en del af en artikelserie om børn i Dragør, der dyrker sport på højt plan. Laura har selv stået for research, interviews, billeder og tekst.

Tennis fylder meget for Emily, Naya, Jonas og Aksel, der alle er medlemmer af tennisklubben Dragør Tennis. De spiller seks-syv gange om ugen, træner fire-fem gange om ugen i halvanden time, og så spiller de også lige turneringer hver anden uge. Men er det altid fantastisk?

Emily Sindhøj Gjerum-Knudsen på 12 år, Naya Stensgaard Lyngbo på 12 år, Jonas Teigen Hjelmsted på 14 år og Aksel Birkelund Frank på 13 år synes mest af alt, at det er det fedeste. De har gode venner og godt fællesskab i tennisklubben.

Tennis med familie og fællesskab

Tennis kan være noget, der kommer fra familien. Emily fortæller, at hendes far havde spurgt, om hun ikke skulle starte i meget lang tid, fordi han selv spillede. Da hun endelig sagde ja, fandt hun meget hurtigt ud af, at det var sjovt.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Familien er ikke kun Emilys indgang til tennis. Det er også Aksels. I Aksels familie har de altid spillet meget tennis, så derfor var det næsten oplagt, at han også begyndte til det. Men der er også andre måder at komme i gang med at spille tennis. Jonas fortæller, at han startede, fordi hans venner fra klassen startede.

Fælles for de fire tennisspillere er det, at de har gået til tennis længe.

»Jeg har gået til tennis i seks år,« siger Naya Stensgaard Lyngbo.

De er også alle sammen enige om, hvad det er, der er det bedste ved at være så meget i tennisklubben. Det er fællesskabet og vennerne. Det er det, der gør det sjovt. Men selve sporten betyder også meget.

»Når man kan mærke, at man bliver bedre af al den træning, man har brugt sin tid på, så er det ret fedt,« siger Jonas.

Selvom det er sjovt, kan det også være lidt hårdt mentalt at ville det så meget.

»Især når man spiller turneringer og kampe, kan det mentale godt spille lidt ind,« siger Aksel. De andre tre nikker enigt.

Fremtid, nutid, datid, tennistid

Lige nu er både nutid og datid tennistid for Emily, Naya, Jonas og Aksel. Drengene har også store ambitioner om, at tennis skal fylde meget i deres fremtid. Jonas vil gerne opnå at spille college-tennis i USA, og Aksel vil gerne spille internationale turneringer. Så de har begge to langsigtede planer, selvom de godt ved, at det er usikkert, om de kommer så langt.

Artiklen fortsætter efter billedet.

IMG_9564.JPG
Naya Stensgaard Lyngbo på 12 har spillet tennis halvdelen af sit liv. Foto: Laura Videbæk.

Det kan også være, at tennis en dag ikke er deres eneste passion. For eksempel har der tidligere været andre sportsgrene inde i billedet. Emily, Aksel, Jonas og Naya har for eksempel alle også gået til svømning. For Naya var hverken svømning eller tennis dog den allerførste sport.

»Jeg har gået til babyyoga som helt lille,« griner hun.

Uden mad og drikke går det ikke

Når man spiller så meget tennis, som Emily, Naya, Jonas og Aksel gør, skal man huske at få noget god mad inden træning og turneringer. Emily fortæller om en ting, hun tit spiser inden:

»Jeg synes helt klart, at pasta er godt inden træning,« siger hun.

Mad er også vigtigt inden turneringer, fortæller de – også vigtigere end de ritualer, mange spillere har.

»Jeg har ikke noget specielt ritual, inden jeg skal ind og spille en kamp. Men at få noget godt mad og en god opvarmning er vigtigt,« fortæller Jonas.

Artiklen fortsætter efter billedet.

IMG_9566.JPG
For Jonas Teigen Hjelmsted er fællesskabet blandt de unge spillere i klubben noget af det vigtigste ved at spille tennis. Foto: Laura Videbæk.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER