»Jeg får lige så mange boganbefalinger, som jeg giver«

Biblioteksassistent Pia Munch Falsing har fundet både en rockstjernes bekendelser og to beretninger om opvækst i Danmark og Sicilien frem som boganbefalinger til sommeren.

T
Af Tim Panduro
| | 3 min læsetid
»Jeg får lige så mange boganbefalinger, som jeg giver«
Biblioteksassistent Pia Munch Falsing har blandt andet fundet stærke skæbnehistorier på hylderne. Foto: Tim Panduro

Som biblioteksassistent har Pia Munch Falsing både driftsarbejde og kundekontakt på biblioteket. Her hjælper hun blandt andet læserne med at finde frem til de helt rigtige bøger. Men hun får også lige så meget tilbage, fortæller hun.

»Jeg tror, jeg får lige så mange boganbefalinger, som jeg giver,« siger hun, inden hun dykker ned i de tre bøger, hun har valgt som hendes personlige sommeranbefalinger.

Det første valg er Oliva Denaro af Viola Ardone. Det skarpe øje vil bemærke, at titlen er et anagram af forfatterens eget navn – så mon ikke, der er nogle selvbiografiske træk i bogen?

»Det er en bog til folk, der kan lide at læse stærke kvindeskildringer,« siger Pia Munch Falsing.

»Den foregår på Sicilien i 1960'erne, hvor hovedpersonen vokser op side om side med sin bror. Allerede som barn bliver hun opmærksom på, at hendes bror har mere frihed og videre rammer, mens hun er mere begrænset. Da hun fylder 16 år, bliver hun konstant overvåget og irettesat. Morens ord om, at 'en kvinde er som en kande. Den, der ødelægger hende, må tage hende' sidder fast hos hende. Hun drømmer om noget andet, men da en ung mand forelsker sig i hende, sætter de ældgamle traditioner sig i vejen for hendes drømme,« fortæller Pia Munch Falsing.

Den næste bog er også en fortælling om opvækst. Det er Røde Port af Nanna Holm, en dansk debutant. Og Pia Munch Falsing er stadig i gang med at læse den.

»Den tegner godt, og den har fået gode anmeldelser. Der er et stort persongalleri, så jeg har taget små noter om de forskellige, men den fortæller om tre barndomsvenner, hvis liv er blevet formet af deres opvækst i et kollektiv i slutningen af 1980'erne. Fortællingen bevæger sig mellem det nutidige voksenliv og datidens somre, og den skildrer forskellen mellem den romantiske forestilling om en fri opvækst og de forældremæssige konsekvenser,« fortæller hun.

Rockstjernen

Den sidste bog i Pia Munch Falsings udvalg handler om en dansk rockstjerne – nemlig D:A:D’s forsanger Jesper Binzer. Når biblioteksassistenten har valgt at lægge Flot Kronhort, som selvbiografien hedder, i sin bogstak, er det ikke, fordi hun er superfan.

»Jeg kender måske fem af hans sange. Men jeg blev meget overrasket over bogen. Det er en utroligt bramfri og ærlig fortælling, som han har skrevet sammen med journalisten Jon Brandt. Den handler om hans liv som rockstar, men den er ikke altid så rockstar'et. Han fortæller om søvnløshed, skilsmisse, pillemisbrug og akavethed i bandet. Jeg hørte den som lydbog, som han selv læste op, og han har en fantastisk stemme til det. Han er meget rå og ærlig,« siger hun og beskriver målgruppen for bogen som bred:

»Jeg anbefalede den blandt andet til en kvinde på omkring 70 år, der bagefter meldte tilbage, at hun syntes, den var god.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER