
Dragør Boldklub (DB) måtte i juni sige farvel til københavnsserien efter nedrykningen til serie 1 – efter en noget forvirrende og rodet omgang.
Selvom DB i sidste øjeblik kravlede over nedrykningsstregen med en storsejr på 9–0 over B1960, byder næste sæson alligevel på serie 1-fodbold. DBU har nemlig en paragraf, der omhandler oprykning af hold fra bornholmsserien til københavnsserien. Reglen, der ikke blev meldt ud før sidste års sæsonstart, betyder, at bornholmerholdet Viking/RIK i sidste øjeblik valgte at sige ja til oprykning til københavnsserien. Bornholm har med NB Bornholm (Nexø) og Viking/RIK (Rønne) nu to hold i københavnsserien. NB Bornholm sluttede på femtepladsen i københavnsserien sidste sæson, mens Viking/RIK vandt bornholmerserien, som er en sammensat række, hvor samme klub kan have mere end et hold i rækken.
DB er ved at gøre klar til sæsonstart i serie 1 lørdag den 16. august. Forberedelserne er i fuld gang med træningskampe, der skal pudse formen af inden første kamp på hjemmebane mod KFUM, der rykkede ned fra københavnsserien sammen med DB.
Sommerens to første træningskampe var opgør mod stærke modstandere. Lørdag den 26. juli var modstanderen FC Sydkysten, der spiller i sjællandsserien, og en uge efter var modstanderen AB Tårnby, der spiller i danmarksserien.
Uafgjort efter tre halvlege
DB havde inden kampen mod FC Sydkysten kun haft et træningspas, men holdet viste alligevel en god figur i opgøret.
Træningskampen blev afviklet over tre halvlege – hver på en halv time.
FC Sydkysten er et helt nyt bekendtskab fra begyndelsen af denne sæson. Klubben er en overbygning af Greve Fodbold og Karlslunde Idrætsforening, og den spiller som tidligere nævnt i sjællandsserien.
Flere af de etablerede spillere sad ude med småskader, og det gav mulighed for, at flere unge DB-spillere kunne komme i kamp. Kampen bød også på gensyn med de to tidligere førsteholdsholdspillere Daniel Nielsen og Sebastian Matz. En kuriøs detalje var, at DB’s udlignende mål blev sat ind af Daniel Nielsen, som tidligere har været træner i Karlslunde.
DB startede med frisk spil og pressede FC Sydkysten tilbage på banen i dele af første halvleg.
Efter knap tyve minutter fik DB en god mulighed på en dødbold, men frisparket blev sendt direkte i muren.
De sidste fem minutter af første halvleg overtog FC Sydkysten initiativet og satte DB under pres. Men det lykkedes ikke for FC Sydkysten at spille sig frem til farlige afslutninger.
Artiklen fortsætter efter billedet.

FC Sydkysten fortsatte presset mod DB fra begyndelsen af anden halvleg og fik skabt flere muligheder.
DB havde to målmænd på holdkortet. Mads Glæsner passede målet i første og tredje halvleg, mens Frederik Felland stod anden halvleg. Desværre for Felland var det ham, der måtte pille bolden ud af netmaskerne efter Sydkystens 1–0-mål kun tre minutter inde i anden halvleg. Felland kom ellers flot ud i fuld længde og fik hånden på afslutningen, men bolden strøg alligevel i nettet.
DB fik fat i kampen igen i de sidste 30 minutter og pressede Sydkysten tilbage i deres egen zone.
DB’s Jonas Kumar fik bolden i nettet, men linjevogteren havde forinden dømt offside.
Ferievikaren Daniel Nielsen scorede til gengæld et godkendt mål for DB, da han udlignede midt i halvlegen.
Kampen sluttede 1–1, og DB-præstationen var helt godkendt.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Stærk DB-start mod danmarksseriehold
Lørdag den 2. august var modstanderen var AB Tårnby fra danmarksserien. Kampen blev afviklet på banen på den gamle travbane bag ved Amagerhallen.
DB startede kampen som lyn og torden, og der var kun spillet et minut, da Tobias Hjorth tacklede bolden fra en modstander på AB Tårnbys banehalvdel. Tobias Damkær fik spillet sig frem til en afslutning, men AB Tårnbys målmand pillede nemt ned.
DB fortsatte det angrebsivrige spil. Efter otte minutter modtog Kasper Walker bolden i tæt under mål. Han trak ind mod midten men afsluttede lige på målmanden.
AB Tårnby overtog spillet efter 10 minutter. De spillede bolden rundt midten på banen, men man fik ikke skabt de store muligheder foran DB-målet.
Artiklen fortsætter efter billedet.

DB kom efter godt et kvarter foran 1–0 på en scoring af Hector Uhl. Mads Lund og Tobias Damkær spillede et-to i venstresiden. Lund sendte bolden på tværs ind i AB Tårnby-feltet. Kasper Walker kom først, men han nåede ikke at få ram på bolden. Men Hector Uhl var på plads bag ham. Uhl kom farende og fik sat sidste fod på bolden, som strøg i nettet.
Efter 23 minutter var DB var Kasper Walker på plads og gjorde det til 2–0. Igen var Mads Lund ophavsmand med indlægget. Lund leverede en rigtig god kamp, og det bliver spændende at følge ham, når turneringen er i gang.
Kort efter fik DB’s nye, lovende talent Leonardo Han en god mulighed, men bolden ville ikke i mål. Kasper Walker fik muligheden på returbolden, men i to forsøg sparkede han direkte på AB Tårnby-keeperen, som nærmest mirakuløst forhindrede scoringen.
AB Tårnby kom på måltavlen efter 32 minutter på et frispark. Bolden blev sparket direkte i mål uden en chance for en ellers velspillende Frederik Felland i DB-målet.
I de sidste minutter af første halvleg fik Oliver Joost to muligheder for at bringe DB yderligere foran, men begge gange svigtede heldet.
Tilbage efter skade
DB skiftede flere spillere spillere i pausen, så alle mand kunne få spilletid. Der gav mulighed for comeback til Jacob Heinsøe, som har været ude siden marts 2024 med en alvorlig knæskade. Julius Damkær spillede en rigtig god kamp, men han måtte kapitulere i varmen og lade sig udskifte kort efter pausen. Han blev erstattet af Tobias Hjorth, som bare fik en kort puster.
Som anden halvleg skred frem, var det AB Tårnby, som spillede mest på DB’s banehalvdel. Det blev dog mest til boldflytning, og de store åbne chancer udeblev.
DB-holdet stod kompakt – måske også for kompakt – og de fik ikke presset boldholderen nok.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Godt 20 minutter inde i anden halvleg var AB Tårnby tæt på en scoring. En afslutning, som nok var tænkt som et indlæg, ramte overliggeren og gik tilbage i spil.
Tordenvejr fik dommeren til af afbryde kampen i en periode, men da der ikke var lyn i nærheden, blev spillet genoptaget.
Med knap ti minutter tilbage af kampen fik AB Tårnby udlignet til 2–2. AB Tårnby fik spillet rundt om DB. En stikning fra højre side af DB-feltet blev afsluttet mod det lange hjørne, uden chance for Frederik Felland i DB-målet.
Kampen sluttede 2–2. Måske var det fortjent med en uafgjort, men man sidder alligevel tilbage med fornemmelsen af, at det kunne have gået DB’s vej.
Dragør Boldklub spiller endnu en træningskamp onsdag den 6. august klokken 18 på hjemmebane mod Sønderbro Fight fra serie 2.