Østerbro IF og Dragør Boldklub (DB) har spillet mange kampe mod hinanden. De har altid været fyldt med intensitet og nærkampe, som gør ondt. Det var også tilfældet i søndagens træningskampkamp.
DB kom godt fra start og scorede første gang efter blot 59 sekunder. Det var Tobias Hjorth, der satte sidste fod på Tobias Damkærs oplæg fra højresiden.
Seks minutter efter var Mathias Rahbek på spil i Østerbro IF-feltet. Rahbek modtog bolden fra Tobias Damkær. Rahbek blev nedlagt i afslutningsøjeblikket. Dommeren var i tvivl – straffespark! Damkær var sikker fra pletten. 2–0 efter seks minutters spil.
Østerbro IF har mange sydamerikanske spillere på holdet, og de viser både vilje og temperament. Efter et kvarters spil fik Østerbro IF flyttet spillet langt frem på DBs banehalvdel og ind i straffesparksfeltet, og så var det DBs tur til at begå straffespark. Det blev hurtigt omsat til en scoring. 2–1.
Kort efter var Mathias Rahbek igen på plads foran Østerbro-målet, og han scorede og gav DB en føring på 3–1.
Østerbro IF-spillerne gav ikke op – tværtimod. Reduceringen kom efter cirka 25 minutter. Et hjørnespark gik direkte i mål. Her så DB-forsvaret ikke godt ud. 3–2.
DB startede anden halvleg med et aggressivt pres mod Østerbro-målet. Chancerne stod i kø, men afslutningerne var ikke præcise.
Få minutter inde i anden halvleg var dommeren fremme med et rødt kort til en lidt for hårdt spillende Østerbro-spiller.
Østerbro IF red stormen af, og selvom de var en spiller i undertal, kom de stærkt igen. De fik presset spillet tilbage på DBs banehalvdel.
Midt i anden halvleg fik Østerbro IF udlignet til 3–3 på endnu et straffespark.
Begge hold fik hvert et rødt kort, inden dommeren fløjtede kampen af.
Dragør Boldklub skyder lørdag den 29. marts anden del af københavnsserien i gang på hjemmebane, hvor PI Fodbold kommer på besøg klokken 12.
