Nyt motionsløb rammer Kalvebod Fælled

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Nyt motionsløb rammer Kalvebod Fælled

De seneste år er der i høj grad gået sport i at løbe lange distancer, og nu ser det ud til, at Vestamager får sit helt eget motionsløb.

Søndag den 19. oktober 2025 klokken 10.00 bliver Ørestad Half Marathon nemlig afviklet for første gang. Løbet finder sted i Kalvebod Fælled, som er en del af Danmarks første bynære naturnationalpark.

Naturstyrelsen har netop godkendt afholdelsen af løbet, og tilmeldingen er åben. Ifølge arrangørerne har løbere fra blandt andet Danmark, Norge, Tyskland, Storbritannien, Polen, Ungarn, Island og Letland allerede tilmeldt sig.

Ruten er flad og ifølge arrangørerne velegnet til at sætte personlige rekorder. Start og mål er ved Naturcenter Amager i Ørestad, og herfra går ruten ad Kanalvej rundt om Kalvebod Fælled. Ved Svenskeholm er der vendepunkt, hvorfra løberne skal retur ad samme vej.

Løbet arrangeres af Ørestad Atletik, og arrangør Peter Hjorth udtaler:

»Vi er stolte af at kunne præsentere Ørestad Half Marathon som det første halvmaraton i en bynær naturnationalpark. Vi ønsker at skabe en oplevelse, der kombinerer natur, by og et seriøst løb for både motionister og eliteløbere.«

Den første udgave forventes at tiltrække omkring 100 deltagere.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER