Politikere vil kigge på hjemmeplejens køretider

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Politikere vil kigge på hjemmeplejens køretider
Elisabeth Kolnes Frederiksens kritik fører til refleksion blandt politikerne. Foto: Tim Panduro

Der skal kigges på transporttiderne i hjemmeplejen.

Sådan lyder budskabet fra flere af de partier og lister, der stiller op til kommunalvalget i Dragør.

Dragør Nyt har sendt spørgsmål om blandt andet køretiden ud, efter at hjemmeplejer og fællestillidsrepræsentant Elisabeth Kolnes Frederiksen i et læserbrev og i et interview, som kan læses her i avisen, har fortalt, at der ofte ikke er afsat tid nok til at nå rundt mellem borgerne i løbet af en arbejdsdag.

Alle partier og lister med undtagelse af Radikale Venstre har svaret.

»Minuttyranni«

Lisbeth Dam Larsen fra Moderaterne understreger, at der ikke er tale om en ny problemstilling.

»Medarbejderne i Dragør hjemmepleje har længe prøvet at råbe os politikere og ledelsen op om de udfordringer, som de oplever i dagligdagen. Blandt andet indkaldte de os politikere til møde, hvor kun jeg og Liste T deltog,« skriver hun blandt andet og opfordrer til, at man finder metoder, »så medarbejderne kan bruge mere tid hos vores borgere og mindre tid på vejene.«

Anne Grønlund, der stiller op på sin egen liste, vil også kigge på forholdene, hvis hun blive valgt ind.

»Jeg vil fjerne al minuttyranni, og tilføre flere ressourcer til hjemmeplejen. Det er penge godt givet ud for vores borgere, der er afhængige af kommunens hjemmepleje- og hjemmehjælp. Og midlerne er godt givet ud for at højne arbejdsglæden på hele sundhedsområdet i kommunen,« skriver hun.

Skeptisk borgmester

Borgmester Kenneth Gøtterup, der er spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, er lidt mere skeptisk over for Elisabeth Kolnes Frederiksens udmelding.

»Jeg anerkender Elisabeths oplevelse, men kan ikke helt nikke genkendende til det,« skriver han blandt andet med henvisning til, at medarbejderne angiveligt selv har været med til at planlægge tiden.

Alligevel mener han, at der bør kigges nærmere på problemstillingerne.

»Arbejdsmiljøet skal selvfølgelig være i orden,« skriver Kenneth Gøtterup, der vil opfordre ledelsen i hjemmeplejen til at følge op i medindflydelsesudvalget, hvor ledere og medarbejdere drøfter arbejdspladsen, og om der generelt opleves problemer.

Skal kende geografien

Nicolaj Bertel Riber, der er socialdemokratisk spidskandidat og udvalgsformand på ældreområdet, peger på, at den nye ældrelov, som trådte i kraft i sommer, vil ændre måden, man planlægger arbejdsdagen på. Om det konkrete timeproblem skriver han:

»Jeg vil ikke kloge mig på, hvordan en vagtplan i hjemmeplejen konkret skal strikkes sammen, men det er klart, at der skal afsættes tilstrækkeligt med tid til, at man kan komme frem og tilbage.«

Spidskandidat for Dansk Folkeparti, Morten Dreyer, efterlyser en leder med Dragørs geografi »inde under huden«.

»Bliver der afsat for kort transporttid, betyder det, at tiden med borgerne bliver beskåret, hvilke ikke er i orden. Hjemmeplejen er en af en kommunes kerneværdier og skal honoreres derefter.«

»Skrivebordsarbejde«

Thomas Vibroe Wærling, der er kandidat for Sydamagerlisten, undrer sig over forholdene.

»At transporttid ikke er med i planlægning af hjemmeplejen, virker helt virkelighedsfjernt og som rent skrivebordsarbejde. Den form for ledelse kan hverken få planlægningen til at holde eller skabe arbejdsglæde og dermed heller ikke kvalitet i plejen. Borgerne kan heller ikke se cirka, hvornår de får besøg. Det skal der rettes op på hurtigst muligt,« hedder det fra kandidaten, der opfordrer til, at der tages penge fra kommunekassen til at løfte indsatsen.

»Selvom det koster flere penge, hvis hjemmeplejere skal have mere transporttid i deres arbejdsdag, så skal det gøres,« hedder det fra ham.

»Fakta, ikke mavefornemmelser«

Venstres spidskandidat Henrik Kjærsvold-Niclasen udtrykker forståelse for frustrationen.

»Vi skal sikre, at planlægningen afspejler virkeligheden – ikke kun et regneark. Men vi skal også have tillid til, at den faglige ledelse løbende justerer, hvor der er behov. Det handler ikke om detailstyring fra rådhuset, men om, at systemet fungerer i praksis. Jeg vil kræve, at vi får dokumenteret, om der mangler tid – og i givet fald handle på det. Hvis data viser, at køretiden systematisk undervurderes, skal den selvfølgelig justeres. Men vi skal basere beslutninger på fakta, ikke mavefornemmelser.«

»Aldeles utilfredsstillende«

Peter Læssøe fra Liste T mener, at køretidsblokkene er urimelige over for de ansatte i hjemmeplejen.

»Det er aldeles utilfredsstillende for den enkelte medarbejder. Der lægges dermed implicit op til, at det er medarbejderens problem, hvilket er urimeligt,« hedder det fra kommunalbestyrelsesmedlemmet, der vil »implementere ældreloven på en begavet måde, sådan at vi skaber helhedspleje for den enkelte borger, og således at medarbejderne i mindre teams skal sørge for, at det bliver virkeligheden for borgerne.«

Socialistisk Folkepartis spidskandidat Leif Nielsen opfordrer til en hårdere opdeling af de forskellige typer af tidsforbrug.

»Køretiden og anden tid, der ikke har noget at gøre med selve besøget og pleje af borger, skal ikke medregnes i den tid, der er afsat til borgerbesøg. Hvis det tager x tid at bade en borger, så skal der bruges x tid til denne opgave,« hedder det fra ham.

Må ikke være til ulempe

Michael Thurau fra Liberal Alliance mener også, at der kan kigges på tidsfordelingen.

»Hvis den reelle transporttid, hvor reglerne er overholdt, er længere end beregnet på en arbejdsdag, så skal dette ikke være til ulempe for hverken borger eller medarbejder,« skriver han, mens Frank Green Strathe, der stiller op som spidskandidat for Danmarksdemokraterne, mener, at sagen bør undersøges.

»Jeg er selvstændig med et sikkerhedsfirma, som jeg har kørt i 25 år, så jeg kender en del til ruteplanlægning og transporttid mellem kunder. Man afsætter den tid til transport, som man finder hensigtsmæssig, og hvis denne tidsberegning ikke viser sig at holde i hverdagen, så skal den regnes om,« skriver han og peger på, at besøg skal vare den tid, der er sat af til dem.

»Kommunens udfordring omkring transporttid er borgeren fuldstændig uvedkommende.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER