Fortvivlet hjemmeplejer: »Vi har ikke tid til at komme rundt mellem borgerne«

Først skal der findes en parkeringsplads til cyklen. Så skal den låses. Cykelhjelmen skal af, og der skal vandres op ad indkørslen eller hen til opgangsdøren.

Nogle gange kan man selv låse sig ind, men som udgangspunkt skal der ringes på. Hvis beboeren er på toilettet, ikke hører klokken første gang eller er dårligt gående, ryger der lidt ekstra tid på.

Når døren er åbnet, skal jakken af, der skal blå plasticfutter på fødderne, og der skal vaskes hænder, inden opgaven kan løses. De korteste besøg er der afsat fem minutter til – og så er det håndvask igen, på med jakken, af med futterne og afsted.

Hjemmeplejerne i Dragør har travlt – så travlt, at tiden ikke rækker.

Det fortæller Elisabeth Kolnes Frederiksen, der er social- og sundhedshjælper og har været medarbejder i hjemmeplejen i Dragør i 20 år. Hun er desuden tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant for kollegaerne.

Urealistisk kort tid

Hun har flere gange forsøgt at råbe de lokale politikere op – sidste år på et møde og for nylig i et læserbrev i Dragør Nyt. For problemstillingen sætter både hjemmeplejerne og borgerne i en umulig situation dag efter dag.

»Som tillidsrepræsentant har jeg også andre opgaver end pleje, men jeg mærker det på min egen krop, når jeg er ude at køre, og mine kollegaer, der er ude i plejen hele tiden, er endnu hårdere ramt. Det er derfor, jeg råber op,« siger hun.

Specielt den tid, der er sat af til kørsel mellem de enkelte besøg, er helt urealistisk, påpeger hun.

»Der er lagt to små blokke om formiddagen og to om eftermiddagen på hver ti minutter for dagvagterne. Hvis man har sin første borger i Store Magleby, bruger man hele sin tid på den ene tur fra Wiedergården. Så er der ikke tid til at komme rundt til de andre, og så går det fra borgernes tid. Det kan betyde, at hvis en borger siger nej tak til et bad, kan det være en lettelse. Men reelt er vores opgave at skulle motivere borgeren, fordi der kan være rigtig gode grunde til, at de får det bad,« siger hun.

Ifølge Dragør Kommunes forvaltning er blokkene aftalt på et møde med hjemmeplejen, men det gør dem ikke nødvendigvis bedre, mener fælledstillidsrepræsentanten.

»Jeg var ikke med til personalemødet, så jeg ved ikke, hvordan man har forklaret konsekvenserne. Men jeg vil stadig påstå, at man har valgt den ud fra et økonomisk synspunkt, og det påvirker rigtig meget, at man selv skal holde øje med tiden,« siger hun og fremhæver igen, at der i mange tilfælde ganske enkelt ikke er tid nok i de i alt 40 minutter, der er til rådighed på en arbejdsdag.

Mindstebesøg halveret

For et par år siden blev mindstebesøgene sat ned fra ti til fem minutter. Det kan for eksempel være, hvis en borger skal have dryppet øjne eller hjælp til at tage medicin. Hvis de skal have begge opgaver løst, kan der være afsat syv minutter.

»Men det er inklusive tid til at låse cyklen, komme ind til borgerne, tage jakken af og alle de andre ting. Det går ud over tiden med borgerne, og det samme gør transporten, hvor der slet ikke er sat nok tid af, og hvor der ikke er taget hensyn til den køretid, der måske er mellem borgerne,« siger Elisabeth Kolnes Frederiksen.

»Det skaber især ravage i tidsplanerne, når man har mange femminutters besøg på en vagt.«

Syv stop på halvanden time

Elisabeth Kolnes Frederiksen bruger sin egen arbejdsdag som eksempel. På dagen for interviewet har hun kun været ude hos borgere i en kort vagt. Men fra hun kørte fra Wiedergården klokken 07.56, og til hun skulle være retur på Wiedergården klokken 09.29, havde hun syv besøg. Hun var retur klokken 09.45 – altså en forsinkelse på 16 minutter på en tur, der skulle have varet halvanden time.

»I weekenden havde jeg en vagt, hvor jeg havde 17 besøg fra klokken 07.30 til 14.30. Det første besøg varede en time, og det reducerer køretiden, men jeg skulle også helt ud på nord tre gange. Det er afstande, der ikke afspejler den tid, man har til transporten. Man sidder med næsen nede i køreplanen i stedet for i besøgsplanen, hvor vi for eksempel skal se, om vi skal motivere en borger til at spise, og vi risikerer at måtte springe over den ekstra indsats, der ligger i sådan en motivering, for at få det hele til at hænge sammen tidsmæssigt,« siger hun og peger på, at små forsinkelser undervejs forplanter sig til hele dagen.

»Når man har fem minutter til medicingivning, kan tiden skride. Vi skal se, om navnet på borgeren passer med æsken, og om antallet af piller passer. Hvis ikke, skal vi skrive en indberetning til sygeplejersken, og så skal vi se folk indtage medicinen. Nogle kan tage 18 piller i et hug, mens andre tager pillerne en efter en. Det skal de selvfølgelig have lov til, men selv det kan forsinke os, så vi ikke når frem i rette tid til den næste, og så man må springe sin frokost over eller spise den på fem til ti minutter, hvis man orker at cykle tilbage til Wiedergården.«

Hjemmeplejen har enkelte biler, men det er hovedsageligt sygeplejerskerne, der har adgang til dem i dagtimerne. Der er også elcykler, men ikke nok til alle, så nogle plejere lægger selv elcykler eller biler til uden – ifølge Elisabeth Kolnes Frederiksen – at få en passende kompensation.

»Vi er heldige med, at nogle alligevel vælger at bruge deres egen bil, selvom det er en udgift for dem. Vi er superglade for, at der er blevet tilført penge til elcykler, men vi kan ikke være sikre på, at der er nok til alle, og der er for eksempel heller ikke sat midler af til cykelhjelme,« siger hun og afviser en påstand fra forvaltningen om, at der er elcykler nok til alle.

»Hvis de, der i dag kører i deres egen bil, skulle, ville der ikke være nok. Vi er flere i hvert team, end der er elcykler. Der er heller ikke elcykler tilgængelige til vore elever, der ofte kommer langvejsfra,« siger hun.

Påvirker borgerne

Hun mener ikke, at politikerne er lydhøre nok over for problemerne.

»Vi bliver mødt med, at det er værre andre steder, og at vi har et højere serviceniveau i Dragør end andre steder. Men det ændrer ikke på, at det ikke er nok til at tiltrække, motivere og fastholde medarbejdere.«

Elisabeth Kolnes Frederiksen er også opmærksom på, hvordan det påvirker borgerne. Køretiderne og de korte besøg hænger sammen – jo flere besøg per vagt, desto mere køretid og desto større risiko for forsinkelser og forkortede besøg.

»Der bliver mindre tid ansigt til ansigt og mindre plads til fleksibilitet og kontakt med den enkelte borger. Hvis der er sat ti minutter af til et toiletbesøg, og en borger bruger 13 minutter, betyder det i princippet, at den næste borger kun har syv minutter til sit toiletbesøg. Det bliver forstærket af, at der ikke er sat tid af til transport mellem opgaverne,« siger hun.

»Det presser folk rigtig meget. Hvis vi havde et system, der automatisk lagde transporttid ind i forhold til, hvordan besøgene ligger, kunne man se, hvordan vi brugte økonomien, og så kunne transporten måske blive en del af budgettet,« siger hun.

Nogle kommuner har arbejdet med løsninger, hvor kunstig intelligens og andre modeller er blevet brugt til at optimere køretiden.

»Jeg er ikke modstander af teknologiske hjælpemidler, men det skal vurderes, om de gavner, og det skal aflaste arbejdstempoet for medarbejderne,« siger Elisabeth Kolnes Frederiksen.

»Jeg tænker ikke, at man kan planlægge ruterne mere effektivt. I dagvagten er der borgere, som skal på daghjem, og som skal tages som de første, der er andre, der skal have tre besøg i løbet af en enkelt vagt, der kan være medicin, der skal tages på faste tidspunkter, og der kan være dobbeltpleje, hvor vi for eksempel skal være to til at betjene en lift. Bedre planlægning er lidt en floskel. Det handler i højere grad om økonomi.«