»Vi tager de bekymringer, der er rejst af Elisabeth Kolnes Frederiksen, alvorligt og ser dem som en anledning til at styrke dialogen om arbejdsvilkår og planlægning i hjemmeplejen. Vi ønsker en åben og konstruktiv samtale, hvor både medarbejdernes oplevelser og de strukturelle rammer bliver belyst.«
Sådan skriver hjemmeplejerleder i Dragør Kommune, Lisbeth Kastrup, i en kommentar til interviewet med hjemmeplejer Elisabeth Kolnes Frederiksen, som blandt andet kritiserer, at der ikke er køretid nok i de fire blokke på hver ti minutter, der er afsat til transport mellem borgerne.
Medarbejdernes ønske
Lisbeth Kastrup understreger dog, at blokkene ikke er blevet skubbet ned over hjemmeplejerne.
»Da der blev indført synlig køretid på ruterne, blev beslutningen truffet i tæt dialog med personalegrupperne. Dagvagtsgrupperne ønskede, at transporttiden blev lagt ind som blokke – fire á ti minutter – hvilket giver 40 minutters samlet køretid. Aftenvagterne har i stedet fået transporttid lagt ind mellem hvert besøg, beregnet af Curaplan, vores ruteplanlægningssystem. Ledelsen af hjemmeplejen har løbende drøftet, om planlægningen skulle ændres, og Curaplan har funktioner, der kan beregne transporttid mere præcist, men ønsket fra daggrupperne har været at fastholde blokmodellen.«
Alle elcykler er sjældent i brug
Hun genkender heller ikke påstanden om, at der ikke er elcykler nok til rådighed.
»Hjemmeplejen har 12 elcykler og seks biler til rådighed, som fordeles efter behov og afstande til borgerne. Derudover får medarbejdere cykeltillæg, hvis de stiller egen cykel til rådighed. Det er korrekt, at nogle medarbejdere har valgt at investere i egne elcykler, men vi oplever sjældent, at alle kommunens 12 elcykler er i brug samtidig. Jeg oplever, at der generelt er adgang til de nødvendige transportmidler. Udgangspunktet for planlægningen af vagter er, at medarbejderne normalt kører ud fra Wiedergården klokken 07.30. Vi kan naturligvis ikke planlægge efter akutte hændelser, men vi bestræber os på at skabe realistiske og bæredygtige ruter. Vi er åbne for at se på, om der er behov for justeringer, og vi vil gerne fortsætte dialogen med både medarbejdere og ledelse.«
Ældreloven ændrer ting
I sommer trådte en ny ældrelov i kraft. Den giver blandt andet øget fokus på de ældres selvbestemmelse, og det vil kunne mærkes, understreger hjemmeplejelederen i sin kommentar.
»Med den nye ældrelov og indførelsen af faste, tværfaglige teams styrkes den ældres selvbestemmelse, kontinuitet og kvalitet i plejen. Fokus flyttes fra enkeltstående ydelser til helhedsorienterede borgerforløb, hvor medarbejderne planlægger indsatsen i tættere samarbejde med borgeren og de pårørende. Medarbejdernes faglige vurderinger og medbestemmelse er centrale for at skabe sammenhæng, styrke relationer og sikre en meningsfuld hverdag for den ældre. Vores mål er at sikre en hjemmepleje, hvor både kvalitet og trivsel er i højsædet – for borgerne og for medarbejderne.«
- Politikere vil kigge på hjemmeplejens køretider Hjemmeplejer Elisabeth Kolnes Frederiksens opråb om manglende tid til transport vækker genklang hos de fleste kandidater til kommunalvalget.
- Hjemmeplejeleder: Køretid er aftalt med personalet Dragørs hjemmeplejeleder, Lisbeth Kastrup, påpeger, at køretiden i blokke er besluttet sammen med medarbejderne, men at man vil gå i ny dialog om arbejdsvilkår og planlægning.
- Fortvivlet hjemmeplejer: »Vi har ikke tid til at komme rundt mellem borgerne« Det går ud over både borgere og medarbejdernes trivsel, at der ikke er sat ordentlig tid af til transport i hjemmeplejen i Dragør, siger erfaren social- og sundhedshjælper.
- Hjemmeplejer: 40 minutter til at køre mellem 17 borgere er ikke nok Det kan være svært at nå rundt mellem de mange borgere på en vagt i hjemmeplejen – og det kan gå ud over plejetiden, siger erfaren hjemmeplejer og fællestillidsmand.