Hvad er din tilknytning til Dragør?
»Jeg har boet i Dragør, fra jeg blev født, til jeg flyttede hjemmefra. Jeg kommer jævnligt i Dragør, da mine forældre stadig bor her, og så har jeg et kolonihavehus i byen sammen med mine søskende.«
Hvad er det bedste ved Dragør?
»Det bedste ved Dragør er roen og havet. Jeg har så mange dejlige barndomsminder fra badebroerne og havnen. Og så er det fantastisk at kunne få så meget ro så tæt på København.«
Hvad kan vi gøre bedre i Dragør?
»Jeg synes, tilgængeligheden er det største problem. Det er lidt bøvlet med offentlig transport fra byen.«
Hvad glæder du dig mest til i den kommende tid?
»Jeg glæder mig til, at jeg sejler afsted på sommerferie fra Dragør Havn med mine forældre. Det har en helt særlig nostalgisk værdi for mig at starte sommerferien sådan.«
Hvilken aktivitet/bog/podcast/serie er du optaget af lige nu?
»Jeg læser Tove Ditlevsen 'Om sig selv'. Jeg har læst en del af hendes bøger og er meget begejstret for dem. Hun er meget direkte og humoristisk og skriver i denne bog om sit eget forfatterskab. Det er interessant at høre om hendes karriereforløb fra hendes eget perspektiv, hvor man også får al tvivlen og ensomheden ved at være så optaget og målrettet, som hun var, beskrevet.«
Hvad er den næste natur- eller kulturoplevelse, du skal til?
»Jeg skal spille på Kultursalonerne Gisselfeld i Haslev til august. Det virker som en helt særlig festival, som jeg glæder mig til at opleve.«
Hvordan starter og slutter den perfekte dag for dig?
»Den perfekte dag starter med et dyp i havet – sommer eller vinter, og slutter med roligt nærvær.«